Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Jernbane Grillen i Ebeltoft – ualmindeligt gode burgere

Af Line Ingwar Karlsen

Umiddelbart ser det noget oldschool ud. Ikke udefra, men først når du træder ind ad døren. Mest af alt ligner det en jysk grillbar. Placeringen er dog i en smuk, gammel bygning midt i en ligeså smuk provinsby. Der var fyldt med mennesker den dag vi var forbi. Grunden viser sig senere at være, fordi der i den ene ende af grillbaren ligger en isbar, som åbenbart er et kæmpehit i Ebeltoft.

På ingen måde prangende - Jernbane Grillen i Ebeltoft

“Jernbane Grillen er klart bedst”

Nu kom vi forbi Ebeltoft ved en tilfældighed. En søvnig søndag oven i købet. Af en uforklarlig årsag havde vi lyst til en burger. Og helst en af de gode. Vi spurgte en af de lokale, hvor man fik en god, hjemmelavet burger i Ebeltoft. Svaret kom ud af hans mund med en hast, som ikke er normalt på de her kanter. “Jernbane Grillen er klart bedst”, var ordene. Der fulgte ikke en forklaring med, hvorfor, men han viste os vej dertil.

Jernbanegrillen i Ebeltoft

Saftig kød på grillen

Vi bestilte en burger med fritter. 78 kroner. Vi bestilte ekstra bacon, hvilket kostede en femmer. Vi spurgte ind til, hvad der var i burgeren. Blandet bladsalat, ost, bacon, agurker, reven gulerod, løg, og ingen tomater. Grunden var, de var for vandede, og ikke smagte af noget. Helt enig, tænkte jeg. Alt er frisk og i passende mængder.

Gennemført og god burger på Jernbanegrillen i Ebeltoft

At stege en bøf, eller grille den, er ikke raketvidenskab i min bible. Men utroligt mange kan ikke finde ud af det. Den bliver let skamstegt og tør. Så når jeg engang imellem får en hakkebøf, som er perfekt, så er jeg glad. Og den her bøf, på den lokale grillbar i Ebeltoft, var rent ud sagt verdensklasse. Godt med peber og smag fra grillen. Hold nu kaje, hvor var den god. Bollen havde mere tyngde end normalt. Fast og sprød. Fin bolle, uden på nogen måde at være prangende.

Helt perfekt rosa bøf på Jernbanegrillen i Ebeltoft

Fritterne var ikke noget at skrive hjem om. De var hverken bedre eller ringere end, hvad vi typisk ser. Burgerne tog ubetinget sejren.

 

Det mener vi

Den her burger var i en høj klasse. Vi var overrasket over, hvor meget smag vi fik for pengene. Klart value for money. Hvis du skal med Ebeltoft-Odden færgen, så vil vi anbefale at slå et smut ind på Jernbane Grillen. Den slår samtligt det meste af det mad, som der serveres på færgen til Sjælland.

 

Menukortet på den lokale grillbar er stort. Hvordan de andre retter smager, kan vi ikke udtale os om. Vi spiste kun signaturburgeren – og den får en stor anbefaling herfra. På vores burgerskala er vi helt oppe i toppen. Burgeren på Jernbane Grillen er en rigtig god  grund til at slå et smut forbi Ebeltoft.

 

Rød streg

Jernbane Grillen

Adelgade 32
8400 Ebeltoft
Telefon: 86 34 13 00
Mail: jernbanegrillen@live.dk

 

Åbningstider
Mandag – torsdag fra 12.00 – 20.00
Fredag og lørdag fra 11.00 – 20.00
Søndag fra 12.00 – 20.00

Rød streg

Del artikel

Andre læser også