Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Kaffebaren Hverdag: Nyt kaffebarskoncept i Aarhus åbner 1. september

Af Pernille Søborg

Bæredygtighed og fællesskab er nøgleordene bag det nystartede samarbejde mellem to lokale Aarhus-virksomheder. Kaffebaren Hverdag og konsulenthuset Voksverk kommer fra 1. september til at dele lokaler i det tidligere møntvaskeri ved Den Gamle By i Aarhus. Det nye samarbejde skal skabe grobund for to bæredygtige virksomheder. 

 

Den 1. september åbner ny kaffebar på Viborgvej i Aarhus. Bag kaffebaren Hverdag står de to unge iværksættere Amalie Nakskov og Sophia Haagemann. Ingen af de to har erfaring med at være selvstændig, men de ledige lokaler på Viborgvej har åbnet døren for, at de nu kan leve deres drøm om en bæredygtig forretning ud. 

 

”Det er helt ideelt, at vi her har muligheden for at være hinandens løftestang. De rammer, vi får på Viborgvej, giver en unik mulighed for, at vi kan skabe et stærkt fællesskab med konsulenthuset Voksverk, hvor det både er sjovt at gå på arbejde og hvor vi deler og udnytter hinandens ressourcer,” siger Amalie Nakskov, der er ejer af Hverdag.  

 

Tanken bag kontorfællesskabet er, at konsulenthuset Voksverk kan bruge kaffebarens kvadratmeter til ekstra mødelokaler, hvor de kan invitere deres kunder på lækker kvalitetskaffe. Og samtidig hjælper Voksverk gerne til, når der er ekstra travlt i caféen eller opvasken brænder på. 

 

Fra kontor til kaffebar 

Tina Skiffard og Julie Nakskov står bag konsulenthuset Voksverk, som de etablerede tidligere på foråret. De seneste måneder har de holdt til i det gamle møntvaskeri på Viborgvej i Aarhus, men fra 1. september bliver størstedelen af kvadratmeterne omdannet til en kaffebar. 

 

”Kernen i Voksverks forretning er netop at skabe et solidt fundament for ens arbejdsliv, hvor netværk og stærke relationer mellem mennesker har en utrolig vigtig rolle. Det kræver nogle rammer, der lægger op til nye møder og samtaler mellem mennesker. Derfor giver det så god mening, at vi i samarbejde med kaffebaren Hverdag skaber et miljø, der inviterer til netop dét,” fortæller Julie Nakskov, der er én af de to stiftere af Voksverk. 

Kaffebaren Hverdag: Nyt kaffebarskoncept i Aarhus åbner 1. september

Tina Skiffard og Julie Nakskov kommer begge med en kandidat i virksomhedskommunikation fra Aarhus Universitet. De mødte hinanden gennem et fagligt netværk i Aarhus for unge kvinder med interesse for HR. Og her fandt de hurtigt ud af, at de begge gik med en iværksætterdrøm i maven og et bankende hjerte for at hjælpe virksomheder med at tiltrække, fastholde og udvikle deres unge medarbejdere, så de både trives og er mentalt robuste. 

 

”Ved at stå sammen på den her måde skaber vi et stærkt fundament for to bæredygtige forretninger. Vi kan hjælpe hinanden i gang, erfaringsudveksle og dele hinandens kompetencer – og så har Hverdag jo allerede deres første stamkunde, inden de overhovedet har åbnet”, siger Julie med et smil. 

 

Kaffebaren Hverdag har officiel åbning den 1. September på Viborgvej 21, hvor de vil sælge kaffe til gode priser og give smagsprøver på deres økologiske kager og brød. 

 

 

Del artikel

Andre læser også