Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Danmarks ”second city”: Kulturåret slår turismerekord

Af anders@sommersangdigital.dk

Gæstetallene for 2017, hvor Aarhus var europæisk kulturhovedstad, er netop opgjort, og har som ventet fejet alle tidligere rekorder af banen. Især udlandet har forelsket sig i Danmarks ”second city”.

 

2017 blev endnu et rekordår for Aarhus, der opnåede en samlet vækst på 12 procent i antallet af hotelovernattende gæster. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik. Stigningen er i høj grad båret hjem af vækst i udenlandske gæster, der går frem med 16 procent i forhold til 2016. Også danskerne var i 2017 flittige til at overnatte på aarhusianske hoteller og tegner sig således for en vækst på 10 procent.

Ifølge Peer H. Kristensen, der er direktør i VisitAarhus, er det især kulturhovedstadsåret, der har drevet den positive udvikling. Men 2017 har ikke gjort det alene.

”Kulturhovedstadsåret var en kæmpe succes og er omdrejningspunktet for de resultater, vi lige nu høster. Men tallene vidner også om en mangeårig solid indsats for markedsføringen af Aarhus. Kombinationen har gjort det muligt at fastholde de senere års vækst på det danske marked og ikke mindst at øge antallet af internationale gæster markant,” siger han.

2017-tallene for Aarhus Kommune skiller sig ikke alene ud i forhold til tidligere års gæsterekorder – de udmærker sig også i sammenligning med resten af landet. Således viser tal fra Danmarks Statistik, at mens antallet af gæstenætter i Aarhus steg med 12 procent, steg landet samlet set med 2 procent. For København hedder tallet 3,4 procent.

Især væksten på det internationale marked bringer smilet frem i Aarhus. Stigningen på 16 procent vidner nemlig om, at en langsigtet indsats for at positionere byen som internationalt hotspot, nu betaler sig hjem. I 2017 overnattede 85 procent flere tyskere således på hotel i Aarhus, ligesom 29 procent flere briter gik til ro i den danske ”second city”.

Nu er opgaven at fastholde den positive kurve, når røgen fra kulturhovedstadsåret har lagt sig. Og det er der en plan for.

 

I 2017 lød den samlede vækst i antallet af internationale gæster i Danmark på 3 procent.

Del artikel

Andre læser også