Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Lisbjergs garagebryggeri:  “90 procent bøvl”, tappearm og masser af passion

Af anders@sommersangdigital.dk
Navnet på Jacob Finks bryggeri Brew42 er en reference til romanen ”Hitchhikers Guide to the Galaxy”, hvor universets største supercomputer konkluderer, at '42' er svaret på det ultimative spørgsmål om meningen med livet. Foto: Anders Michaelsen
Navnet på Jacob Finks bryggeri Brew42 er en reference til romanen ”Hitchhikers Guide to the Galaxy”, hvor universets største supercomputer konkluderer, at '42' er svaret på det ultimative spørgsmål om meningen med livet. Foto: Anders Michaelsen

Jacob Fink er indehaver af nanobryggeriet Brew42 i Lisbjerg. Her er ølbrygningen blevet en meningsskabende kontrast til kontorjobbet som it-konsulent

 

En hane galer, mens fire køer græsser og gloer. Nede af grusstien og på den anden side af skovbrynet ligger et stort rødt hus med dertilhørende garage. Og her midt i det, man bedst kan beskrive som landidyl i Lisbjerg, bor der ingen bil i garagen. Her er kun tanke af skinnende, rustfrit stål og klinker på væggene. For her bliver der brygget øl. Forskellige øl.

 

Lige præcis i garagen her er der blevet brygget siden 2017. Brew42 hedder garagebryggeriet, der en del af den fortælling, man har set i Danmark de sidste mange år med flere nye bryggerier og specialøl. Ifølge tal fra Beerticker var der overskuelige 12 danske bryggerier ved årtusindeskiftet mod 206 i 2018. Mikrobryggerierne har taget mange af overskrifterne, det er dog ikke den kategori, Brew42 hører hjemme i, som er et nanobryggeri.

 

Uden nogen eksakt dansk definition betyder det, der bliver brygget mindre mængder øl end hos mikrobryggerierne. Betegnelsen nanobryggeri, siger brygmesteren selv, skal signalere, at Brew42 er et hobbyprojekt. Økonomien skal ‘bare’ løbe rundt så det kan være en platform, hvor bryg-entusiaster kan få sparring og teste øl-idéer af. Det betyder til gengæld også, at det næsten hver gang er en ny, unik øl indehaver og brygmester Jacob Fink brygger.

 

“Når jeg hele tiden laver nye øl, er det for, at det ikke skal blive kedeligt og for ensformigt. Det er en hobby, og økonomisk vil det også give bedre mening med nogle faste og tilbagevendende øl. Men jeg laver øl, fordi jeg synes, det er sjovt, og ikke fordi jeg synes, det er sjovt at sælge øl,” siger Jacob Fink, der ved siden af ølproduktionen arbejder som it-konsulent.

 

Rosinsirup og inspiration

I år bliver der brygget 40-50 bryg af 400 liter i Brew42, hvor mange af produktionerne er såkaldte kontraktbryg. Her kan privatpersoner og virksomheder enten få skaleret hjemmebryggen fra køkkenet op, få lavet julegaver til de ansatte, eller man kan få sig sin egen unikke bryllupsbryg. I dag skal der eksempelvis laves en juleøl på rosinsirup. En ingrediens brygmesteren ikke selv havde overvejet.

 

“Jeg lever af den passion og begejstring, der kommer ind i butikken, og som vil have brygget 400 liter af den øl, de har stået og lavet hjemme i køkkengryderne. Det giver også mig inspiration til min egne øl,” fortæller han.

 

Egenproduceret øl bliver der dog ikke meget tid til lige foreløbigt for Jacob Fink, som er booket helt op frem til jul på øl, han skal brygge for andre.

Lisbjergs garagebryggeri:  "90 procent bøvl", tappearm og masser af passion
Jacob Fink har fået installeret bryggeriet i en vens garage. Foto: Anders Michaelsen

 

’90 procent pissekedeligt administration’

De kontraktbryggere, der får brygget sin øl hos Jacob Fink, kan så se frem til at slippe for at tænke på fødevaregodkendelser, punktafgifter, momsregistrering, og det han selv kalder det kafkaske og besværlige danske pantsystem. Alt det der gør, at Jacob Fink kalder ølbrygning for ’90 procent pissekedeligt administration og bøvl’. Men hvorfor gør han det så?

 

‘It keeps me sane,’ siger han. I bryggeriet kan han stå og lytte til podcasts og radio, snakke om øl med dem, han nu får besøg af, mens han forarbejder øllet, tapper flasker eller manuelt sætter mærkater med pant- og stregkoder på.

 

For selvom bryggeriarbejdet kan være fysisk hårdt, med tunge løft af ingredienser, og det faktum han har fået – ikke musearm – men tappearm, så er bryggeriet en tiltrængt kontrast til det vanlige konsulentarbejde med powerpoint-præsentationer, excelark og nye analyser, som han størstedelen af ugens dage arbejder med.

Lisbjergs garagebryggeri:  "90 procent bøvl", tappearm og masser af passion
Navnet på Jacob Finks bryggeri Brew42 er en reference til romanen ”Hitchhikers Guide to the Galaxy”, hvor universets største supercomputer konkluderer, at ’42’ er svaret på det ultimative spørgsmål om meningen med livet. Foto: Anders Michaelsen

 

“Vi lever i en digital og abstrakt verden, hvor håndværket og det håndgribelige ofte kan mangle. Ølbrygning har klare mål, og nemt forståelige kriterier for godt og dårligt. Den slags tror jeg er med til at modvirke følelsen af “hamsterhjul”, som mange kontorarbejdende mennesker føler sig lidt fanget i.”

 

“Meningen er ikke kun i noget sjovt, den er også i noget psykologer vil kalde ‘grounding’ og i noget konkret.”

 

Det helt konkrete og omskiftelige ølkatalog fra Brew42 kan findes på bryggeriets hjemmeside og enkelte specialbutikker i byen.

 

Del artikel

Andre læser også