Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Lokal isbar ekspanderer: Vi skal servicere hele Aarhus med frisklavet is

Af Jan L. Pedersen
Arkivfoto. Mammis Gelato er blandt de nominerede til Danmarks Bedste Ishuse.
Arkivfoto. Mammis Gelato er blandt de nominerede til Danmarks Bedste Ishuse.

Mammis er et lokalt aarhusiansk iværksættereventyr, som efter en rekordsæson i 2018 ruster virksomheden til de kommende år. Den familiedrevne isvirksomhed har nu investeret i en produktionsejendom og nyt materiel – og har netop sat underskriften på isbutik nummer to i det centrale Aarhus.

 

”Det hele er gået meget stærkt. Jeg startede virksomheden i 2016 sammen med min datter, fordi vi syntes aarhusianerne fortjener at blive forkælet med frisklavet, italiensk gelato,” fortæller grundlægger Helle Schmidt, som driver Mammis i Rosensgade 34 i latinerkvarteret sammen med sin datter, Michelle.

 

Uddannelse i Bologna

Hun fortæller, at ideen til at åbne en italiensk isproduktion i Danmark kom på en ferie. ”Vi fik ideen i Italien, og Michelle og jeg tog senere en uddannelse i gelato i Bologna. Gelato adskiller sig fra traditionel dansk is ved at være lavet med mindre luft og det giver en meget bedre smag. Samtidigt indeholder gelato mellem 2 og 9 procent fedt, hvor almindelig flødeis indeholder op mod 30 procent. Den gode smagsoplevelse satte vi os for at give aarhusianerne, og de har heldigvis taget rigtig godt imod os. Vi laver basen helt fra bunden hver morgen og bruger kun gode kvalitetsråvarer. Vi vil hellere bruge flere penge på kvalitet og så tjene lidt mindre per is,” fortæller hun, og uddyber at det er datteren Michelle, der er den kreative hjerne bag de lækre isvarianter.

 

Fra 20 til 600 kvm produktionsplads

Siden åbningen har det været svært at følge med den store efterspørgsel, og Helle Schmidt beklager også, at hun har været nødsaget til at takke nej til firmaarrangementer på grund af, at virksomhedens produktion i det lille lokale på Rosensgade kun har kunnet dække butikkens eget salg. Mammis har derfor købt en produktionsejendom på Krogsvej i Hinnerup af Kathrine Andersen Chokolade, som har vokset sig for store til de 600 kvm store lokaler. 

Lokal isbar ekspanderer: Vi skal servicere hele Aarhus med frisklavet is

Kathrine Andersen Chokolade er flyttet til Søften, hvor de kan boltre sig i et domicil, der er 1.400 kvm. Dette har, udover en massiv udvidelse af produktionspladsen, givet mulighed for et eventrum og en butik, der har gjort det endnu nemmere for Kathrine Andersen Chokolade at komme helt tæt på sine kunder.

 

Isbutik nummer to på vej

Men væksteventyret stopper ikke her. Underskriften i juni på produktionsejendommen har ikke mættet Mammis’ behov for mere plads. Nu har virksomheden netop underskrevet papirerne, der endeligt bekræfter, at Mammis i sommeren 2020 også kan servere is fra Jægergårdsgade i det centrale Aarhus. Butikken har, modsat Rosengade, siddepladser og kan derfor servere is året rundt. Når man spørger Helle Schmidt om de næste skridt for Mammis, er svaret beskedent.

”Det vigtigste for os er at bevare kvaliteten i vores is. Vi skal ikke blive en kæde, for så begynder kvaliteten at dale og så bliver den gode smag udvandet. Det vigtigste for os er at lave god kvalitetsis, og få en løn, som vi kan leve af og så have det godt med det,” fortæller hun.

Lokal isbar ekspanderer: Vi skal servicere hele Aarhus med frisklavet is
Fra venstre: Rasmus Kjærulff Ingemansen fra EDC Erhverv, efterfulgt a​f Helle og Michelle Schmidt fra Mammis.

”Men nu har vi kapaciteten og beliggenhederne til at servicere alle iselskere i Aarhus, og vi har investeret i en isbil og en iscykel, så vi endeligt kan komme ud til events,” slutter Helle Schmidt fra Mammis.

 

Del artikel

Andre læser også