//Nyheder

Lorri fra Rumænien: Da han sagde, jeg kunne blive direktør, begyndte jeg at grine

Lorri fra Rumænien begyndte som rengøringsassistent og er nu chef for rengøringspersonalet på stort hotel

 

Loredana Chiriac fra Rumænien husker en samtale, hun for nogle år siden havde med sin tidligere chef på Hotel Scandic Aarhus City, hvor hun arbejdede som rengøringsassistent.

 

”Da han sagde, jeg kunne blive direktør, begyndte jeg at grine,” fortæller den 38-årige kvinde, der har boet halvdelen af sit liv i Danmark.

 

Siden dengang er Lorri, som alle kalder hende, blevet forfremmet til først assisterende oldfrue og nu oldfrue på søsterhotellet Aarhus Scandic Vest på Rytoften i Aarhus V, hvor hun arbejder i dag.

 

Loredana Chiriac fra Rumænien (til venstre) er oldfrue på hotel Scandic Aarhus Vest. Foto: Jeppe Rafn

Hun har med andre ord erfaret, at man godt kan stige i graderne, selvom man ikke er etnisk dansk.

 

”Det var vigtigt for mig, at jeg havde karrieremuligheder, for jeg ville ikke være rengøringsassistent hele livet,” siger Lorri og gør foreløbig status på sin karriere:

”Jeg vil gerne gå videre og arbejder på det, men so far so good.”

 

Danskundervisning

Lorri havde svært ved sproget, da hun blev ansat, men tog imod hotellets tilbud og danskundervisning i arbejdstiden, og i dag taler hun godt dansk.

 

Som oldfrue, eller housekeeping manager, som den officielle titel lyder, står hun i spidsen for en broget skare af mange forskellige nationaliteter.

 

”Det er vigtigt, vi kender hinanden og forstår hinanden godt, så vi laver sociale arrangementer som for eksempel bowling sammen,” siger Lorri.

 

Hun ser det som en fordel, at hun kommer fra Østeuropa og dermed kender mentaliteten hos mange af sine medarbejdere, der ligeledes har en østeuropæisk baggrund.

 

”Vi har en totalt forskellig mentalitet. Danskere er meget diplomatiske, mens vi (østeuropæere) er meget direkte og siger, du skal gøre det og det. Det er godt at kende begge mentaliteter, for det er helt forskelligt, hvordan man skal sige tingene til medarbejderne.”

 

Ordnede forhold

Hotel Scandic Vest har medarbejdere fra 13 forskellige lande. En anden medarbejder med udenlandsk baggrund er Miroslav Lyubenov, der kom til Danmark fra Bulgarien for syv år siden.

 

Han har i en årrække arbejdet i en restaurant, men er glad for, at han for knap et år siden skiftede til Hotel Scandic Vest Aarhus, hvor han er opvasker og assistent i hotelkøkkenet.

Miroslav Lyubenov fra Bulgarien er opvasker på hotel Scandic Aarhus Vest. Foto: Jeppe Rafn

 

”Her er gode arbejdsforhold. Det er meget organiseret, og de følger reglerne. Du ved, hvad du skal, kollegaerne respekterer hinanden, og jeg kan altid få hjælp hos manageren eller køkkenchefen,” fortæller Miroslav på engelsk.

 

Hans dansk er ikke så godt, som han kunne tænke sig, men det skulle gerne blive bedre, når hotellet i januar tilbyder et kursus i danskundervisning i arbejdstiden.

 

”Det er næste skridt. Jeg vil gerne gøre fremskridt og videreuddanne mig,” siger Miroslav, som bor med sin danske kæreste og skal giftes med hende næste år.

 

 

Nyheder Se flere

Seneste artikler Se flere

Tilmeld nyhedsbrev