Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Kæmpe kanelsnegle-guide: Her er Aarhus’ bedste kanelsnegle

Af Line Ingwar Karlsen

Onsdag 4. oktober er ikke hvilken som helst dag hos vores svenske naboer – for på denne dato fejres Kanelbullens Dag.

Vi vil selvfølgelig gerne tage del i kage-festlighederne, og du får derfor vores ultimative guide til kanelsnegle i Aarhus.

Der er stor forskel på, hvad man foretrækker i en kanelsnegl – er man til en super snasket version eller en mere ”tør” udgave? Elsker man en kraftig krydring med kanel eller skal den være mild?

Vi beskriver de enkelte kanelsnegle ud fra en række parametre, så kan du selv vurdere, hvilke du skal forbi og have fingre i.

Ved hver enkelt snegl gennemgår vi dejen (er den i den bløde/vamsede eller mere ”tørre” ende af skalaen), snask (meget eller lidt snask) og krydring (mild eller kraftig smag af kanel).

Vi har testet 9 kanelsnegle, hvoraf 7 af dem er i wienerdej og dem man typisk får hos bageren. Derudover er der 2 i bløddej.

Kæmpe kanelsnegle-guide: Her er Aarhus’ bedste kanelsnegle
Kanelsnegl fra Salling Bageren.

Salling Bageren

Er man til en godt snasket kanelsnegl, er denne version et virkelig godt bud. Der er utrolig meget snask til stede, så sneglen fremstår godt vamset.

En kompakt snegl, hvor dejen er fugtig og bestemt ikke tør.

Smagen af chokolade er mere fremtrædende end selve smagen af kanel.

Hvor: Salling, Søndergade 27.


Kæmpe kanelsnegle-guide: Her er Aarhus’ bedste kanelsnegle
Kanelsnegl fra Schweizerbageriet.

Schweizerbageriet

Her er der en god højde på sneglen. Dette er en kanelsnegl til den snaskede side – den er blød i dejen, og fyldt med masser af remonce.

Kanelsmagen er ikke så fremtrædende, men ligger i baggrunden og lurer.

Hvor: Schweizerbageriet, M.P. Bruuns Gade 56.


Kæmpe kanelsnegle-guide: Her er Aarhus’ bedste kanelsnegle
Kanelsnegl fra Espresso House.

Espresso House

På Espresso House er der faktisk tale om en kanelsnurre, men den fik lov at komme med i testen alligevel.

Her har vi at gøre med en bløddej, noget der minder om en bolledej og når man selv bager kanelsnegle derhjemme.

Der er ikke meget snask til stede – den er ikke så fedtet og kan derfor sagtens spises på farten uden at få alt for grissede fingre.

I øvrigt luner Espresso House snurren for dig, så du får følelsen af, at den er frisk og blød.

Hvor: Espresso House, Banegårdspladsen 16, Ryesgade 22, Søndergade 15 og Frederiksgade 5 (og Bruuns Galleri og Søndergade 2  som pt. holder lukket).


Kæmpe kanelsnegle-guide: Her er Aarhus’ bedste kanelsnegle
Kanelsnegl fra Briançon.

Briançon

Denne snegl skiller sig ud fra størstedelen at de andre i testen ved, at den har en sprød kant med masser af crunch. Den er sprød udenpå men blød indeni.

Der er godt med krydring, så kanelsmagen er kraftig men ikke for voldsomt.

I denne snegl får du en god mængde snask, uden hele kagen bliver snasket.

Hvor: Briancon, Åboulevarden 53.


Kæmpe kanelsnegle-guide: Her er Aarhus’ bedste kanelsnegle
Kanelsnegl fra Mor Anna.

Mor Anna

Hos Mor Anna finder vi testens ultimativt højeste snegl.

Denne er sprød i kanten, som har masser af bid. I midten er dejen medium blød.

Der er ikke så meget snask i denne snegl, som vi ser i mange af de andre versioner i testen. Kanelsmagen er ikke fremtrædende, vi kan mere smage chokoladen fra glasuren.

Hvor: Mor Anna, Mejlgade 5.


Kæmpe kanelsnegle-guide: Her er Aarhus’ bedste kanelsnegle
Kanelsnegl fra Lagkagehuset.

Lagkagehuset

Går man forbi Lagkagehuset efter en kanelsnegl, får man som det eneste sted i denne test en flad snegl.

Her er der ikke bare remonce men også creme i, hvilket tilfører ekstra snask til sneglen. Resultatet er en godt snasket wienersnegl.

Man aner smagen af kanel, men denne snegl er ikke ret krydret.

Hvor: Lagkagehuset, M.P. Bruunsgade 34, Langenæs Allé 14, Thorvaldsensgade 26A, Nordre Strandvej 45 C, st. (Risskov), Grenaavej 275 (Risskov) og Rosenvangs Allé 187 (Højbjerg).


Kæmpe kanelsnegle-guide: Her er Aarhus’ bedste kanelsnegle
Kanelsnegl fra Starbucks.

Starbucks

”Cinnamon swirl” er navnet på kanelsneglen hos Starbucks. Denne består af bløddej frem for wienerdej.

Dejen er dog virkelig blød og vamset og bestemt ikke tør. Du kan også få den lunet, så den føles som nybagt.

Der er kanel i remoncen, men den er ikke ret krydret. Her er der heller ikke vanvittigt meget snask til stede – et typisk træk for bløddejssneglene, viser det sig.

Hvor: Starbucks, Søndergade 27 og Store Torv 18.


Kæmpe kanelsnegle-guide: Her er Aarhus’ bedste kanelsnegle
Kanelsnegl fra Emmerys.

Emmerys

Køber du din kanelsnegl hos Emmerys, får du noget højde på kagen. Vi frygtede faktisk, at den var tør, fordi den så så høj ud og derfor meget dejtung – men det var den slet ikke. Dejen var virkelig god.

Denne snegl indeholder både masser af snask og chokolade. Ja, du læste rigtigt, her får du store, sprøde chokoladestykker i din snegl.

Her er ikke så meget kanelsmag til stede.

Hvor: Emmerys, M.P. Bruunsgade 49, M.P. Bruusgade 25 (Bruuns Galleri), Guldsmedegade 24-26, Nordre Strandvej 24 (Risskov) og Silkeborgvej 226 (Åbyhøj).


Kæmpe kanelsnegle-guide: Her er Aarhus’ bedste kanelsnegle
Kanelsnegl fra Martin Ib.

Martin Ib

Her får du en helt klassisk udseende kanelsnegl. Dejen er godt sprød i kanten og blød i midten. Vi befinder os i den vamsede ende af dejskalaen, og der er en god mængde af snask i denne snegl.

Her er masser af kanelsmag og en god balance mellem smagen af chokolade og kanel.

Del artikel

Andre læser også