Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Sundt og lækkert: 7 sprøde sandwiches i Aarhus

Af Redaktionen

Brødet skal være sprødt og lækkert, fyldet smagfyldt og dressingen sætte prikken over i’et. Og så skal det hele selvfølgelig være perfekt afstemt og sammensat.

I kan godt høre det, ikke? En sandwich er ikke bare en sandwich.

Vi har samlet en guide med 6 steder i Aarhus, du kan smutte forbi, når du er i humør til en lækker én af slagsen.

Sundt og lækkert: 7 sprøde sandwiches i Aarhus
Foto: Spiseguiden Aarhus

Café Fika

Hos hyggelige, økologiske Café Fika på Jægergårdsgade serverer de lækre sandwiches med masser af smag.

Her får du nemlig en sandwich i hjemmebagt surdejsbrød, som er perfekt sprødt og saftigt. Vi kan især anbefale versionen med lakse-æblesalat, avocado, syltede rødløg og karsepesto.

Du kan vælge mellem fire forskellige sandwiches, hvoraf de to er veganske.

Hvor: Café Fika, Jægergårdsgade 47 og Nørregade 28, 8000 Aarhus C

Sundt og lækkert: 7 sprøde sandwiches i Aarhus

FFOOD

På Vesterbro Torv ligger en sand perle, som er en ‘must try’ for dig, der er på udkig efter en sprød sandwich. Her har de nemlig lækre sandwiches for enhver smag.

Napper du en ’pip & gris’ (kylling og bacon), half & half (kylling og avocado), en tunmato (guess what, tun og tomat) eller noget helt fjerde?

Og husk så lige en frisklavet juice on the side.

Hvor: Vesterbro Torv 8, 8000 Aarhus C

Byens Bagel

Byens bagel

Ingen sandwichguide uden bagels. Er du sulten efter bagels, skal du forbi Byens Bagel.

Her kan du bygge din egen bagel eller vælge én af dem fra menukortet, som nøje er sammensat.

Vi kan anbefale både ’The Fat Italian’ med pastrami, oliven og jalapenos eller ’The Old School’ med kylling og bacon.

I dem begge finder du en rødløgskompot, der tilføjer en perfekt sødme og sætter prikken over i’et.

Byens Bagel er desuden leveringsdygtige i både frisklavet juice og fristende cheesecakes.

Hvor: Sankt Pauls Kirkeplads 7 og Nørregade 30, 8000 Aarhus C

Sundt og lækkert: 7 sprøde sandwiches i Aarhus

Dingse

Under navnet ‘Dingse’ serverer ægteparret Søren Bjørnskov Gram og Olivia Kofoed-Enevoldsen friskbagte sandwiches til de sultne gæster, der stikker hovedet indenfor i nummer 15 på Badstuegade.

Og det er altså med streg under frisk, for hos den nye sandwichbar laves alting fra bunden og råvarerne er af tårnhøj kvalitet.

Sandwichbrødet er af surdej, og det bliver først bagt, efter det har fermenteret mindst 48 timer i køleskabet. Derpå fyldes det med gode råvarer fra lokale leverandører som Grand Fromage og Havnens Fiskehus.

Vi har prøvet to af slagsen. En baguette med Grand Reserva-parmaskinke, mozzarella, pinjekerner, basilikum og rucola samt en åben sandwich med laks, friskost, rødløg, kapers og dild, og begge faldt i enormt god jord. Det må du ikke snyde dig selv for at prøve.

Du finder sandwichbaren på Badstuegade 15 i Latinerkvarteret.

Hvor: Badstuegade 15, 8000 Aarhus C

Sundt og lækkert: 7 sprøde sandwiches i Aarhus

Lillebror

Tag et smut forbi Lillebror og byg din egen bagel eller sandwich – eller vælg en fra menukortet.

Vi blev fristet af den fine rødbedebagel ”colourful” med rød pesto-cremeost, barbecuekylling, cheddarost og karrydressing, som var fyldt med smag.

Dertil fik vi en shake med jordbær og banan, som nok var en anelse syndig men til gengæld vanvittigt lækker.

Hvor: Vestergade 33, 8000 Aarhus C

Sundt og lækkert: 7 sprøde sandwiches i Aarhus

Café FolkeVen

I hjørnelokalet på Thorvaldsensgade 17 ligger Café Folkeven.

Caféen byder på 6 forskellige varianter med: Kylling , stegt okse og tuncreme, stegt svinenakke, tuncreme, røget laks og en vegansk/vegetarisk variant.

Noget af dét, som gør Café Folkevens sandwicher så gode, er især brødet, som er perfekt sprødt.

Hertil kommer de lidt anderledes elementer, som sandwichens fyld består af, nemlig spidskål, spinat, persillepesto, syltede rødløg, chilimayo og sprøde æbler.

Den spicy smag fra chilimayoen, syrligheden fra æblerne og den syltede smag fra rødløgene harmonerer efter vores smag rigtig godt!

Hvor: Thorvaldsensgade 17, 8000 Aarhus

Sundt og lækkert: 7 sprøde sandwiches i Aarhus

K&C Sandwich

K&C Sandwich i Aarhus er en ny konceptbutik i Kylling & Co familien beliggende i Mejlgade.

Her sammensætter du selv din sandwich, og du kan enten vælge mellem groft baguette, chili-cheddar bagel, grødbaguette, chilistykke eller groft rugstykke.

Af protein er udvalget bl.a. kylling, skinke, kebab, pulled pork, mexicansk krydret oksekød, tun, laks eller falafel. 

Priserne er i den grad fair, og du kan her få en sandwich til mellem 54 og 64 kr. afhængigt af, hvilket brød du ønsker.

Hvor: Mejlgade 57 , 8000 Aarhus C 

Del artikel

Andre læser også