KP5

På den gamle lystbådehavn ligger KP5. Navnet KP5 er en forkortelse af Kystpromenaden 5. Brasseriet ligger direkte på kajen, og der er en stor terrasse med udsigt ud over havnen, vandet og skoven. Stilen er i brasserie-genren, men i den mere jordnære ende, og kærligheden til det franske køkken ses og smages med det samme.

 

Maden

Maden er fransk og naturligvis inspireret af beliggenheden på havnen. Stilen er et jordnært brasserie, men ambitionerne fejler ikke noget. Menukortet omfatter bl.a. østers, sild, en rejemad, løgsuppe, rokkevinge, helstegt poussin, tartelet og tatar samt eclair og petit four. Det gamle kokkehåndværk kommer til sin ret her.

 

Prisniveau

Moderat. KP5 sammensætter skiftende menuer i niveauet 228 til 328 kr. En frokost ligger på 98-268 kr., mens aftenmenuen begynder ved 30 kr. for en enkelt østers og bevæger sig op i 268 kroner for ribeye med pommes frites med bearnaise. Søndagsbrunch står til 218 kr. for tre omfattende serveringer og 348 kr. inklusive drikkevarer ad libitum. Vinkortet er stort, og her er klassiske vine med alder. Noget som ikke ses så ofte i Aarhus.

 

Stemningen

Lokalerne fremstår lyse og lette i indretningen, men også med rustik og maritim stemning i et brasserie med plankeborde og lædersofaer. Den store terrasse giver udsigt til Riis Skov og masser af liv på lystbådehavnen. KP5 ligger i solsiden, og der er ofte servering helt nede på kajen. KP5 ligger i gåafstand fra centrum, og der er en del gratis p-pladser.

Tilmeld nyhedsbrev