Restaurant MellemRum

Restaurant MellemRum arbejder ud fra værdierne håndværk, hygge og energi.  Netop deres forhold til det gode håndværk er noget, som du helt sikkert vil kunne smage, når du spiser din mad der. Ambitionsniveauet hos MellemRum er, at give gæsterne en god og smagfuld oplevelse, ikke at få Michelinstjerner. Med ærlighed kommer man længst, og befriende at alle restauranter ikke jagter den franske guides anerkendelse. Maden på MellemRum er i gourmet-segmentet, selvom de selv kalder det for kærlighed til håndværket.

 

Mad som smager godt

Restaurant MellemRum er ikke en bistro, men mere en usnobbet restaurant med fokus på den brede gruppe restaurantgæster. De vil være en restaurant for alle, der elsker god mad og dejlig vin. De bruger ikke en formue på dyre designermøbler og krystalglas. MellemRum bruger i stedet mange kræfter på det, de kommer i glassene og på tallerkenerne. På Restaurant MellemRum kan man altid få sig en stor, dejlig steak, der bliver cognacflamberet ved bordet. Den bliver aldrig taget af menukortet, og prisen er holdt på et niveau, hvor alle kan være med.

 

Vegetar-retter er der altid

Som en af de relativt få restauranter i Aarhus, så har Restaurant MellemRum altid vegetar-retter og en fast vegetarmenu på kortet. Det har de haft i flere år, og gang på gang bliver man overrasket over, hvor gode de er til at lave vegetarretter. Der er altid en 3, 4 eller 5-retters vegetarmenu. Men der er også altid a la carte vegetar-retter på menukortet, hvilket også fortæller, at de prioriterer mad uden kød til. Som folkene på MellemRum siger, så skal man ikke føle sig snydt eller føle, at man “bare” får tilbehør fra andre retter, fordi man ikke spiser kød eller animalske produkter.

 

Uformel og hyggelig stemning

Aarhus Update skrev følgende i en anmeldelse af MellemRum, som meget godt rammer den stemning, der er i restauranten. “Restaurant Mellemrum på Fredens Torv er et af de steder, som gør det godt, faktisk overraskende godt. Det er en restaurant, man ikke kan undgå at holde af. Den uformelle og hyggelige stemning er indbydende. Der er varme her, man føler sig godt tilpas. Der er god plads ved bordene, man sidder ikke ovenpå hinanden. Udover det er der god akustik og god plads omkring en”.

 

Rolig og central placering

Åen i Aarhus byder på lidt af hvert. Generelt er det ikke byens bedste mad, som serveres langs åen. Dog er der en tre til fire undtagelser. Men hvis du bevæger dig lidt væk fra åen, så får du bedre mad, bedre betjening og ikke mindst til en bedre pris. Restaurant MellemRum ligger cirka 50 meter fra åen ved det hyggelige Fredens Torv. Her kan du, hvis du vil, få en vinduesplads, så du kan kigge ned til åen, samtidig med du har “helle” og er i fred. Hvis du er i bil, så er der pænt mange parkeringspladser i Dokk1, som ligger godt 50 meter fra Restaurant MellemRum.

 

Vi bruger cookies!

Her på sitet bruger vi cookies i forbindelse med bl.a. trafikmåling, for at kunne udvikle bedre og mere målrettede brugeroplevelser.

Ved at benytte sitet accepterer du brugen af cookies.

Læs mere om cookies her.

Accepter Forlad sitet