//Nyheder, Restaurant

Malling Kro er solgt: Legendarisk værtspar stopper den 31.12 efter 25 år på kroen

Rico Jørgensen og Tina Schou har valgt at sælge deres livsværk efter 25 år til en anden restauratør, Rune Aaby og hans kone Tina Aaby. Overdragelsen bliver 1. januar 2021. Rune Aaby driver også Restaurant Skovmøllen i Marselisborgskovene.

 

Kroen, syd for Aarhus, med et af Danmarks største vinkort skifter ejere. Tina Schou og Rico Jørgensen på Malling Kro vil noget andet end Malling Kro. Der er gået 25 år, siden de købte kroen, og tiden er inde til at prøve noget nyt. Det helt unikke værtspar er højt elsket af gæsterne, som ofte kommer langvejs fra for at opleve maden, vinene og det helt unikke værtskab. De har for længst opnået nærmest kultstatus, og derfor er det også med vemod, at de har solgt kroen og ikke er at finde på Malling Kro ret lang tid endnu.

 

Mere fritid – et længe ønske fra værtsparret

Tina Schou og Rico Jørgensen var begge 24 år gamle, da de i 1995 købte Malling Kro. De arbejdede på to af datidens allerbedste restauranter. Tina Schou var kok på Søllerød Kro, mens Rico Jørgensen var sommelier på Restaurant Nouvelle på Gammel Strand. Tina Schou kommer fra Malling, og da kroen kom til salg, slog de til.

 

”Tidspunktet er perfekt til at komme videre i livet. Vi har levet vores drømme ud på Malling Kro, og da Rune og Tina selv henvendte sig og spurgte, om vi ville sælge, så var der ikke så meget at betænke sig på,” siger Rico Jørgensen, ejer af Malling Kro. Han tilføjer, at beslutningen ikke var svær, da de gennem flere år har kendt Rune Aaby og Tina Aaby, som både kolleger i branchen, men også som gæster på kroen.

 

”Vi er ikke i tvivl om, at Rune og Tina kan føre Malling Kro videre i samme ånd, som vi har drevet den. Det har stor betydning for os at kunne aflevere kroen til et par, som vi er helt trygge ved, og som vi også trygt kan anbefale til alle vores nuværende gæster,” understreger Rico Jørgensen.

 

Med overtagelsen af Malling Kro udvider Rune Aaby sine aktiviteter i Aarhus, da han også driver Restaurant Skovmøllen.

 

Du kan opleve værtsparret indtil den 31.12.2020

Tina Schou og Rico Jørgensen vil fortsat være på kroen året ud, men de fortsætter ikke under de nye ejere. Så hvis man skal opleve dem en sidste gang på Malling Kro, så kan man i godt fire måneder besøge kroen, mens værtsparret stadigvæk er ved roret.

 

En livsstil med passion

Kroparret har haft 30-års jubilæum i branchen. De er enige om, det er blevet til en livsstil at drive restaurant, og at de kan lide opgaven, stråler ud af dem. At give folk en oplevelse, som de husker, gør mig glad, har Tina Schou tidligere fortalt til Aarhus Update. 

 

 

Det at lave den helt rigtige mad, sørge for den rigtige vin, en betjening hvor alt fungerer og en aften, hvor hele holdet har ydet alt, hvad de kunne, gør mig både glad og stolt har parret fortalt i forbindelse med deres 20-års jubilæum.

 

Fra venstre Rune og Tina Aaby som pr. 1. januar 2021 overtager Malling Kro efter Rico Jørgensen og Tina Schou.

 

Med overtagelsen af Malling Kro udvider Rune Aaby sine aktiviteter i Aarhus, da han også driver Restaurant Skovmøllen.

”Skovmøllen fortsætter på fuld gas med Michelle Bøstrup som restaurantchef, selvom jeg til januar vil bruge det meste af min tid her på Malling Kro. Det er lidt af et eventyr, Tina og jeg nu kaster os ud i, og jeg glæder mig helt vildt til at føre Malling Kro videre, som en uhøjtidelig familiedrevet kro med et højt niveau på både service, maden og vinen,” siger Rune Aaby.

 

Hele familien på kroen

Og familiedrevet bliver kroen også i fremtiden, da Tina Aaby har sagt sit nuværende job op, for nu også at blive partner i arbejdslivet med sin mand Rune. Hun har en baggrund i salg og marketing i tøjbranchen.

 

”Det er bestemt en meget anderledes arbejdsdag, end jeg plejer, som jeg kommer til at møde op til d. 1. januar. Men jeg glæder mig til at kaste mig ud i livet som ’hotelmutter’ i Malling, og det bliver bl.a. mit ansvar at få skabt en stemning af hjemlig hygge og nærvær for vores gæster, både i hoteldelen, selskabslokalerne og i restauranten,” fortæller Tina Aaby.

 

Der ligger allerede masser af fremtidige bookinger af selskaber i bogen, som det nye kro-par nu overtager.

 

 

Nyheder Se flere

Seneste artikler Se flere

Tilmeld nyhedsbrev