Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Midttrafiks busser og Letbane: Sådan bruger du kollektiv trafik fra 11. maj

Af anders@sommersangdigital.dk

Midttrafiks busser og Letbanen har under hele nedlukningen af Danmark kørt videre, så samfundet kunne holdes i gang. For at undgå smittefare ved coronavirus/covid-19 har der været flere tiltag til beskyttelse af både kunder og chauffører på baggrund af myndighedernes anbefalinger.

 

Samtidig har der været indført særregler omkring refusion og Midttrafik Kundecenter har været lukket ned. Når Danmark åbner gradvist 11. maj, vil der ske en normalisering på nogle områder, men der vil fortsat være fokus på at undgå smittefare i busser og letbane.

 

Midttrafik Kundecenter

Midttrafik Kundecenter åbner for personlig betjening 18. maj. Der vil være begrænsninger i forhold til åbningstid og det antal kunder, der må være i kundecentret. Åbningstiden vil være kl. 10-14 fra mandag til lørdag. Midttrafik anbefaler, at man så vidt muligt henvender sig telefonisk eller digitalt, da der kan opstå lange køer her i starten.

 

Normalisering af refusionsregler

Siden Corona lukkede Danmark ned, har trafikselskaber og togoperatører i Danmark ekstraordinært tilbudt kunderne, at de kan få refunderet ubrugte billetter og kort gebyrfrit og helt frem til afrejse. Fra 11. maj træder de almindelige regler for refusion af billetter og kort i kraft igen.

 

Ingen kontantbetaling

Midttrafik følger fortsat myndighedernes anbefaling om ikke at modtage kontantbetaling i busserne. Vi henviser til betaling med Midttrafik app, rejsekort eller køb af billet i vores webshop, der enten kan printes eller vises på en telefon. Pensionister og førtidspensionister kan købe et pensionistkort på pap fra 13. maj i Midttrafik webshop eller ved at ringe til 70 210 230. I Aarhus bybusser er det stadig muligt at købe med kontanter i billetautomaten, men chaufføren veksler ikke sedler.

 

Mere billetkontrol

Under nedlukningen har der ikke været så mange billetkontrollører i busserne. Fra næste uge vil der igen være fuld bemanding af kontrollører i Midttrafiks busser. Der bliver indsat ekstra bemanding på de buslinjer, hvor der opleves snyd med billetter.

 

Begrænset plads i busserne

Busserne medtager cirka 25 kunder i en almindelig bus og cirka 40 kunder i en ledbus. Letbanen medtager det antal kunder, der er siddepladser til. Chaufførerne har ret og pligt til at lukke dørene og køre forbi stoppesteder, hvis bussen er fyldt.

 

Midttrafik opfordrer kunderne til at hjælpe chaufføren og undgå forsøg på at stige ind i en bus, der er fyldt.

 

Ingen rejsegaranti

På grund af force majeure er rejsegarantien fortsat suspenderet.

 

Hensyn til chaufføren

Det er fortsat ikke muligt at bruge bussens fordør til ind- og udstigning. Det samme gælder den forreste sæderække i bussen.

 

Vis hensyn ved ind- og udstigning

Midttrafik opfordrer kunderne til at vise hensyn ved ind- og udstigning. Kunder på vej ind i bussen skal holde til højre og lade andre komme ud, før de går ind i bussen. Kunder på vej ud af bussen skal holde til højre, så der bliver afstand til de kunder, der venter udenfor.

 

Følg myndighedernes anbefalinger

  • Rejs uden for myldretiden, hvis det er muligt
  • Vis hensyn til andre. Hold afstand. Host eller nys i dit ærme – ikke i dine hænder
  • Vask dine hænder tit eller brug håndsprit
  • Er du syg, eller formoder at være smittet, skal du ikke rejse med kollektiv trafik

 

 

 

Del artikel

Andre læser også