//Nyheder

Mols jagter endnu flere gode ideer

Søndag den 19. januar inviteres alle på Mols og Helgenæs til at komme med bud på hvordan det bliver endnu bedre at bo i området. Målet er holde gryden i kog på Mols og byde alle tilflyttere velkommen til fællesskabet.

 

Mols og Helgenæs skal holde fart på udviklingen. De seneste fem år har organisationen Mols i Udvikling været med til at søsætte en række initiativer, men nu er det tid til at friske det hele op i en version 2.0. Derfor inviterer Mols i Udvikling og Borgerforeningen Mols alle fra området og tilhørende sommerhuse til Mit Mols 2020 i Molshallen på søndag den 19. januar fra 10 til 14.

 

Her vil der være oplæg fra Esben Danielsen, direktør for Lokale og Anlægsfonden og tidligere Roskilde Festival, samt mulighed for at møde en masse aktive frivillige fra diverse grupper under Mols i Udvikling. Alle inviteres til at komme med ideer og indspark til, hvordan Mols og Helgenæs kan blive et bedre sted at bo, arbejde og besøge. Der vil være legehjørne og hygge for børnene og en gratis omgang chili con carne til frokost.

 

Vil gøre området endnu federe

”Vi vil gerne vise godt værtsskab og byde alle indenfor. Derfor inviterer vi nye spillere ind for at få nye ideer på banen og holde momentum i de aktiviteter, der er i gang på Mols og Helgenæs. Målsætningen er at gøre området endnu federe,” siger Grith Mortensen, formand for Mols i Udvikling. Hun håber, at også mange af de nye tilflyttere til området vil dukke op for at dele ideer og slå tankerne løs sammen med andre molboere, helboere og folk med sommerhus i området. 

 

”I Mols i Udvikling kan man starte et projekt, hvis bare to går sammen om ideen. Der er typisk ikke de store penge, så den helt store kapital er det lokale engagement og det stærke fællesskab. Det stærke fællesskab på Mols og Helgenæs har altid haft en stærk tradition for at igangsætte projekter til gavn for hele området,” siger Grith Mortensen.

 

Opførelse af Knudepunktet

Tanken er at dagen begynder med oplæg og ideudvikling i plenum, hvorefter man ovenpå en frokost kan diskutere videre i workshops fordelt på områderne Natur, Kultur/kreativitet, Motion/sundhed og Transport/infrastruktur. ”I 2020 stikker vi spaden i jorden til opførelse af Knudepunktet – det nye samlingssted i Knebel – men det stopper ikke der. For der kommer også en dag, når det projekt er færdigt, og her er det vigtigt, at vi stadig udvikler området,” siger Grith Mortensen.

 

”Det er vigtigt at huske, at et projekt ikke behøver være på størrelse med Knudepunktet. Langt de fleste projekter er meget mindre og af kortere varighed. Det er netop fidusen med Mols i Udvikling, at man kan være på til at arrangere et foredrag eller et generationsmøde mellem Lyngparken og Molsskolen, lave mad til et madsspildsarrangement eller projektere en storkesø. Kun fantasien og virkelysten sætter grænsen.”

 

Se mere på molsiudvikling.dk

 

Mols i Udvikling

Visionen for Mols i Udvikling (MiU) er gennem samarbejdet mellem private, foreninger og erhvervsdrivende på Mols og Helgenæs, at optimere og understøtte det aktive liv på Mols.

 

(MiU) skal understøtte aktiviteter og udvikling generelt på hele Mols og Helgenæs, og derigennem bidrage til fastholdelse af eksisterende borgere. Samtidig med at vi arbejder for at gøre området attraktivt for potentielle tilflyttere, så en positiv befolkningstilvækst og fortsat udvikling sikres.

 

MiU var oprindeligt et pilotprojekt under Landsbyklyngeprojektet i perioden 2015-2016. Projektet blev finansieret af DGI, Realdania og Syddjurs Kommune. Projektorganisationen er fortsat efter, at pilotprojektet er afsluttet. I dag arbejdes videre på ca. 25 projekter, hvori godt 200 frivillige er aktive.

 

 

 

Nyheder Se flere

Seneste artikler Se flere

Tilmeld nyhedsbrev