//Tjek Takeaway

Molskroen: De vildeste burgere fra foodtrucken, Original Grill

I går, fredag den 26. juni, åbnede Molskroen deres nyindkøbte foodtruck. Den står fast på pladsen, hvor ishuset ligger på stranden. Her er idyl for alle pengene, og folk strømmer til. Fra i går, fredag den 27. juni og til midt i august, holder ishuset og Original Grill åbent hver dag fra 13.00 til 19.30 og til senere, når vejret er godt.

 

Køkkenchef Steffen Villadsens egne favoritter

Der er to burgere at vælge mellem. Som sidedish er der grove fritter. Signatur-burgeren er en Original Tiki Burger, som minder om de burgere, der laves på Hawaii. Bøffen er friskhakket og er på 200 gram, og pæn tyk. Bollen er friskbagt og bages hos SchweizerBageriet i Aarhus. Ellers er der hjemmelavet salsa af bagte ananas, grillet rød chili, syltet hybenrose, to tykke skiver bacon og rødløg. Tomater fra den lokale gartner, Helges Grønt, irsk cheddar ost og ikke mindst Original Grills hjemmelavede tomatdressing.

Den anden burger hedder Original Spicy Burger. Forskellen fra den første er, at der er grov spicy guacamole og jalapeños. Prisen er den samme for begge; 99 kroner.

 

Helt forrygende gode burgere

Bagte ananas med rød chili er ikke noget, man oplever så ofte i Danmark. Men det fungerer godt i Steffen Villadsens kreation. Kødet i en burger er afgørende. Hvis det kikser, så kikser det hele. Derfor friskhakker kokkene på Molskroen kødet og sørger for, den rigtige fedtprocent er i orden. Salaten er ikke iceberg, som gud og hver mand efterhånden bruger, men friske salatblade fra Helge. Tomater skal spises i sæson, hvis du spørger mig, og de er i sæson lige nu. Helges Grønt laver helt forrygende gode tomater med masser af smag. 

 

Inspiration fra Hawaii

Øllet til dine burgere og fritter kommer fra Hawaii. Det er bryggeriet Kona Brewing, som har leveret øllene. Alle øllene er friske og skabt til klimaet på Hawaii. De koster 45 kroner stykket, og der er fem forskellige slags at vælge mellem. Generelt for øllet er, at det er godt til at slukke tørsten på varme dage – udover selvfølgelig at passe godt til burgerne. 

 

Strandstole og friske cocktails

Stranden foran Molskroen er stor, og her er masser af plads. Foran træerne er der kommet liggestole og bænke frem. Her kan man spise maden og ikke mindst drikke øl og cocktails. Sidstnævnte er også nyt. Molskroen laver også cocktails og drinks i deres foodtruck, hvilket heller ikke er set før på stranden.

Burgerne fra Original Grill vil uden tvivl være et hit i sommerlandet, og respekt for at lave noget nyt – og med gode råvarer. Jeg er allerede fan af foodtrucken, øllet og burgerne.

 

Der kan læses lidt mere om maden her:

 

 

Tjek Takeaway Se flere

Seneste artikler Se flere

Tilmeld nyhedsbrev