Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

“99,99 procent af alt det, du læser om kost på nettet, er sandsynligvis forkert”

Af anders@sommersangdigital.dk
Ernæringsekspert Morten Elsøe er en af bagmændene bag videokampagnen #sundtellerfalsk, hvor det mest sete indslag er blevet set af mere end 370.000 på Facebook. Foto: Mia Mortensen
Ernæringsekspert Morten Elsøe er en af bagmændene bag videokampagnen #sundtellerfalsk, hvor det mest sete indslag er blevet set af mere end 370.000 på Facebook. Foto: Mia Mortensen

Den aarhusianske ernæringsekspert Morten Elsøe er gået i kødet på gængse madmyter og kostforvirring i videokampagne for Fødevarestyrelsen

 

Der dukker med jævne mellemrum nye mirakelkure op. Drop kulhydraterne og skru op for fedtet. Drop gluten. Spis som du plejer i fem dage og fast i to. Eller hvad med at spis efter din blodtype? Og følger man samtidig med i de etablerede aviser og medier, så kan en fødevare den ene dag blive udråbt som sund og usund den næste.

 

Generelt er debatten, om hvad der er sundt og usundt, noget der forvirrer os. 55 procent af danskerne mellem 18 og 75 år svarede i en Epinion-undersøgelse foretaget for Arla i 2017, at de bliver forvirret af de mange sundhedsråd.

 

Og der er mange myter og halve sandheder ifølge den aarhusianske sundhedsdebattør og ernæringsekspert Morten Elsøe, som kæmper en kamp for at gøre op med den sort-hvide forestilling af sundt og usundt. En kamp der senest har resulteret i en videokampagne på de sociale medier i samarbejde med Fødevarestyrelsen. For det er ikke kun de traditionelle medier, der er med til at forvirre. Men også bloggere, influencere og alternative behandlere.

 

“Vi er oppe imod en kæmpe stor mængde mennesker, som ikke ved, hvad de taler om, men som desværre også har illusionen om, at de er meget vidende på området, og den kombination er rigtig farlig.”

 

En grundlæggende myte

For at rydde op i nogle af de gængse kost- og madmyter begyndte Morten Elsøe i september videokampagnen #sundtellerfalsk. Kampagnen består af korte videoer, hvor Elsøe og makkeren Morten Svane gennemgår, hvad forskningen siger til spørgsmål som: Skal du droppe kulhydraterne? Er mælk sundt? Og skal du spare på fedtet? Én myte er dog helt grundlæggende for meget kostforvirring.

 

"99,99 procent af alt det, du læser om kost på nettet, er sandsynligvis forkert"
Ernæringsekspert Morten Elsøe er en af bagmændene bag videokampagnen #sundtellerfalsk, hvor det mest sete indslag er blevet set af mere end 370.000 på Facebook. Foto: Mia Mortensen

 

“Der er den her grundmyte om, at fødevarer enten er slankende eller fedende, sunde eller usunde – absolut og uafhængig af, hvor meget man har spist. Der mangler de simple nuancer, som hedder mængde, hvad man har spist i forvejen, og hvem man er,” siger Morten Elsøe og tilføjer:

“Det er ekstremt udbredt, at folk tror, at kulhydrater er det, der feder i vores kost, og at sukker er særligt fedende og den store synder i forhold til overvægt. Det er nok den største myte, jeg støder på. Og det er indlejret i sproget, at vi har valgt, at kalde nogle fødevarer for sunde eller usunde.”

 

En af videoerne fra Morten Elsøe og Fødevarestyrelsens #sundtellerfalsk-kampagne.

Vil gøre sig selv arbejdsløs

En stor del af fortjenesten for, at vi opfatter bestemte fødevarer som absolut sunde eller usunde, tilskriver Morten Elsøe de sociale medier, influencere og de etablerede nyhedsmedier.

 

Til dagligt arbejder Morten Elsøe med at ændre folks dårlige kostvaner. Og her ser han på tæt hold, hvordan den forvirrende og modstridende informationsstrøm om kost og sundhed kan være en barriere for folk, der vil tabe sig og føre til handlingslammelse.

 

Nogle klienter er eksempelvis bange for at spise frugt som alternativ til slik, fordi der også er sukker i frugt. Her skal videokampagnen på de sociale medier klæde folk bedre på til at manøvrere i, hvad der er rigtigt og forkert, når det kommer til kost og sundhed. Og som en fremtrædende stemme på sundhedsområdet med cirka 30.000 tusinde følgere på henholdsvis Instagram og Facebook, er Morten Elsøe vant til, at folk spørger ham til råds om kost og ernæring. Her håber han, videoerne i højere grad kan give Fødevarestyrelsen den rolle.

 

“Vi vil gerne have, at de får en rolle, hvor det er dem, man spørger; ‘kan det her virkelig passe?’ Og jeg synes, de skal have flere penge til at udfylde den rolle. På den måde prøver jeg egentlig at gøre mig selv arbejdsløs med det her projekt.” forklarer han.

 

Kostråd har ikke ændret sig siden 70’erne

De mest sete videoer i kampagnen er i skrivende stund blevet set næsten 300.000 gange på Facebook. Hvorvidt det er nok til, at Morten Elsøe bliver arbejdsløs af hans og Fødevarestyrelsens fælles oplysningskampagne, vil tiden vise

 

Selv tror han dog, at hvis man skal komme forvirringen og misinformationen på kostområdet til livs, skal der yderligere tiltag til. Eksempelvis skal det gøres mere upopulært for medier at skabe frygt og forvirring omkring fødevarer, og så skal fagfolk og organisationer i højere grad byde ind med viden i aktuelle sager i brede, etablerede medier.

 

Men hvad skal man så egentlig selv tro og gøre, hvis man vil leve sundere?

“Der er sandsynligvis ikke noget ny viden, der ændrer ved, hvad man bør fokusere på i sine kostvaner. Vores kostråd har stort set ikke ændret sig siden 70’erne. Man kan sige, at 99,99 procent af alt det, du læser om kost på nettet, sandsynligvis er forkert. Det vigtigste råd er, vi ikke spiser for meget, og det kan være svært nok i sig selv, så der bør man nok lægge sit fokus. Og så har vi kostrådene. Starter man med nummer et, så er det spis varieret og være fysisk aktiv. Gør man det, har man nok opnået 90 procent af alle fordelene ved kostrådene generelt.”

 

 

Del artikel

Andre læser også