//Nyheder

Den velkendte vejbod: Flytter madbod fra landet til byen

Den velkendte vejbod er nu kommet til Aarhus i ny og økovenlig udgave

 

Så vidt vides, så er sommerens mange vejboder i kanten af landevejene en temmelig dansk ting. Boder, hvor vi henter helt lokale og friske kartofler, jordbær, squash – ja nogle steder blomster og i det hele taget henter sæsonens gode råvarer. Og så betaler vi ved at lægge penge i en kasse eller overføre penge.

 

Konceptet er nu, takket være to aarhusianere, flyttet ind i byen og syv steder i Aarhus kan man nu finde en velkendt vejbod. Den sidste er lige åbnet i Højbjerg, på Rosenvangs Allé 26 udenfor Mr. Mums.

 

“Det er det der med den følelse, man får, når man handler ved sådan en bod. Det bringer en tilbage til barndommen. Sådan føler jeg det i hvert fald,” lyder det fra 37-årige Morten Thorup.

 

Store forventninger

Sammen med kammeraten Eik Braun-Ottosen har han startet firmaet “Öko,” og nu vil de forsøge at få den gode gamle vejbod fra land til by. De er godt i gang. Kun en måned efter opstart har de boder syv steder i Aarhus. Og grunden til, at kun Morten, og ikke Eik, kan mødes med os ved boden i Højbjerg, er, at han er i København.

 

“Ja, han er i København for at snakke med folk, om det kan lade sig gøre der,” fortæller Morten til Lokalavisen Aarhus.

 

Mia Klüwer Nielsen opdager bode foran Mr. Mums og er begejstret.”Jeg køber helt sikker noget, næste gang,” siger hun til Morten Thorup.

De to mænd er hærdede iværksættere og kaster sig også med store ambitioner ud i bod-eventyret. Målet er rigtig mange boder med helt friske økologiske varer. “Her får du varer, som er helt friske. Jeg kører ud klokken 6 om morgenen og henter friskplukket eller høstet salat eller bær, squash eller gulerødder, som lige er hevet op af jorden,” fortæller Morten Thorup.

 

Bygger på tillid

Det hele bygger på tillid. Både fra kunder og ejere. “Det er lidt et tillidskoncept. Vi har tillid til, at folk ikke bare stjæler varerne, selvom boderne er ubemandede. Og kunderne har tillid til, at vi har nogle rigtig gode varer,” siger Morten Thorup.

 

Ved boden i Højbjerg er der blandt andet fennikel, kæmpe romainesalater, ribs, brombær, hindbær, gulerødder, squash og krydderurter, da lokalavisen er forbi.

 

Varerne kommer til at skifte alt efter sæson. De hentes ved leverandører, bondemænd, som ligger i udkanten af Aarhus.

 

“Og det er kvalitetsvarer. Du kan sagtens få kvalitet og økologisk i supermarkedet , men når de bliver leveret så kommer det på køl og så distribueres det først derfra. Selv en økologisk salat kan godt have været kølet ned i dage eller en uge, inden det kommer på hylden. Her henter vi om morgenen, kort tid efter det er høstet og kommer i bod. Så det er kun timer der går, inden det kommer fra mark til by,” siger Morten Thorup.

 

God start for boderne

Siden starten for en lille måned siden er det gået godt. “På nuværende tidspunkt betaler alle. Vi oplever, at nogen går og smager lidt af tingene engang imellem. Da der var jordbærsæson, da oplevede vi at komme om aftenen ,og så var der taget en halv bakke, fordi folk var begyndt at smage på det. Det er selvfølgelig ikke så fedt, men det er fair nok, at folk vil smage. Havde vi stået der selv, havde vi godt kunnet finde på at give smagsprøver ud,” siger Morten Thorup.

 

Den langsigtede plan er, at de skal leve af boderne. Og at boderne skal have friske råvarer til salg hele året. De bliver alle stillet udenfor eksisterende butikker.

Morten Thorup bor selv i Ajstrup men kommer fra Højbjerg. Så han er glad for, at Öko nu har en bod på Rosenvangs Allé

“Vi har store forventninger til det her. Vi vil gerne have 2-300 boder rundt omkring i Danmark. Med tiden håber vi også at have Sverige og Norge med – og Nordtyskland.”

 

Fakta

  • ÖKOBODER
  • Du finder boderne syv steder i Aarhus
  • Højbjerg ved Mr. Mums.
  • M.P Bruunsgade ved Schweizerbageren
  • Jægergårdsgade ved Mr. Mums
  • Ingerslevsboulevard ved Nabokiosk
  • Trøjborg Tordenskjoldsgade ved Cafe K
  • Nordre Strandvej Risskov ved Lagkagehuset
  • Nordre Strandvej Risskov ved Martin Ib

 

Nyheder Se alle

Udvalgte artikler Se alle

Tilmeld nyhedsbrev

Vi bruger cookies!

Her på sitet bruger vi cookies i forbindelse med bl.a. trafikmåling, for at kunne udvikle bedre og mere målrettede brugeroplevelser.

Ved at benytte sitet accepterer du brugen af cookies.

Læs mere om cookies her.

Accepter Forlad sitet