//Barer, Øl

Dugfrisk fra fad: Mundhæld har noget særligt i hanerne

Ølbaren Mundhæld i Vestergade 51 har rundet sit første år, og det er primært sket med mere eller mindre lokale producenter af specialøl på kortet og i hanerne. Men torsdag aften sker der alligevel noget særligt.

 

Det gælder den tjekkiske øl Urquell, “alle pilsneres far”, som både bryggeriet selv og Mundhæld betegner den. Der er brygget Urquell siden 1842, og den tilskrives æren som den første originale pilsner overhovedet.

 

 

Frisk sending kommer torsdag

Torsdag modtager Mundhæld en sending af en helt særlig variant af Urquell: Den årlige leverance af frisk, rå, ufiltreret og upasteuriseret øl på fustager – leveret direkte fra Tjekkiet i kølevogn.

 

 

“Vi køber helst lokale øl fra producenter i Østjylland og omegn, og vi køber i små mængder, så øllet holder sig frisk,” forklarer barens indehaver, Mads Buchwald.

 

Men Urquell er alligevel noget særligt:

 

Den brygges året rundt, men eksporteres kun én gang om året, og kun mod forudbestilling.

 

Frisk og blød

“Det betyder, at den er enormt frisk, når den kommer. Den er lidt mere livlig, mere smooth, og den har nogle lækre noter i duften. Når man pasteuriserer en øl, slår man en masse af duftnoterne ihjel ved varmebehandlingen,” forklarer Mads Buchwald, som ikke har hverken interessen eller sin viden om øl fra fremmede:

 

Hans far er brygmester hos Aarhus Bryghus, og selv om Mads Buchwald har læst på Handelshøjskolen og arbejdet i tøjindustrien i Kina og Thailand, har han også fulgt sin fars arbejde i årevis. Det, der begyndte som en fritidsinteresse for ham selv, er nu blevet hans levebrød i form af Mundhæld; en ølbar nøje indrettet til hygge, samvær og en god smagsoplevelse – for tiden for op til 75 gæster ad gangen.

 

 

“Vi overholder alle corona-restriktioner. Håndsprit og afstand og det hele. Vi har brætspil til udlån, og når de har været brugt, kommer de i tre dages karantæne, før vi udlåner dem igen,” smiler Mads Buchwald.

 

Hygge og god plads

“Vi gætter på, at huset her er omtrent 300 år gammelt. Nogle af de gamle vægge er bevaret, og så har vi sat i stand og indrettet os med hyggekroge i et meget rummeligt lokale, der inviterer til samvær. Musikken er også tilpasset, så man kan tale sammen. Om eftermiddagen er gæsterne velkomne til selv at sætte en LP på pladespilleren; om aftenen kører vi en playliste, men ikke højere, end at man stadig kan høre hinanden,” siger Mads Buchwald.

 

Borgmesterens beslutning forleden om at lade byens cafeer og værtshuse holde åbent helt til kl. 02 betyder ikke noget for Mundhæld:

 

Mødes over en øl?

“Vi er mere et hyggested; et starter-sted, hvor gæsterne kommer for at mødes over en øl og hygge sig. Det er meget dansk – det med at sige: Skal vi ikke mødes over en øl? Vi vil gerne servere specialøl for gængse folk, og når der er tid til det, spørger jeg altid lidt ind til gæstens smag og humør. Mange beder bare om en pilsner, fordi de ikke rigtigt kender andet. Så tilbyder jeg dem et smageglas. Vi vil gerne servere god øl, som ikke bliver alt for nørdet eller mærkeligt,” siger Mads Buchwald og tilføjer:

 

 

“Nej, vi har hverken Tuborg eller Carlsberg på hane. Vi går dog lidt uden for kerneområdet og holder fast i Ceres og Arnbitter. Mange vil faktisk stadig gerne have et ‘Aarhus-sæt’.”

 

 

Men torsdag, fredag og lørdag i denne uge gælder det først og fremmest Pilsner Urquell til specialpris. Når man har taget hul på en fustage, kan den ufiltrerede og upasteuriserede øl holde sig i tre-fem dage. Så den skal helst drikkes.

 

Mundhæld

Vestergade 51
8000 Aarhus C
Tirsdag – onsdag kl. 12-22
Torsdag – lørdag kl. 12-24

 

Frisk Pilsner Urquell torsdag fra kl. 18 og så længe lager haves: 40 cl/30 kr.
www.mundhaeld.dk

 

Barer Se flere

Seneste artikler Se flere

Tilmeld nyhedsbrev