Af Redaktionen

Musikhuset Aarhus kommer ud af kulturhovedstadsåret med en rekordhøj omsætning, og for sjette år i træk er der overskud på bundlinjen. Pengene skal bruges til at give publikum endnu bedre og mere eksklusive koncertoplevelser, flere gratis arrangementer og vedligeholdelse af det smukke koncerthus, så endnu flere af byens borgere og gæster kan få glæde af Musikhuset

 

2017 blev endnu et rekordår for Musikhuset Aarhus. Flere gæster end nogensinde før indløste billet, og belægningsprocenten på 79 procent er den højeste nogensinde. Det betyder, at Musikhuset for første gang i husets historie runder en omsætning på 110 millioner kroner. Den rekordhøje omsætning på i alt 113,8 millioner kroner giver også udslag på bundlinjen, hvor overskuddet lyder på 2,25 millioner. Det flotte resultat kommer efter et år, hvor Musikhuset præsenterede sit dyreste og mest ambitiøse program nogensinde.

 

Voldsom vækst giver overskud til store koncertoplevelser

Årsagen til den høje omsætning og overskuddet er blandt andet, at indtægter på arrangementer, sponsorer, forpagtning og donationer fra fonde er i en fortsat positiv udvikling. Omsætningen er således steget fra 70,1 millioner kroner i 2013 til 113,8 millioner i 2017. En vækst på hele 62 procent.

 

Det glæder Musikhusets direktør, Jan Christensen:

Kvaliteten i vores program er øget, belægningen i salene og billetsalget er steget, og erhvervsliv og fonde støtter mere op om Musikhuset end nogensinde før. Det betyder, at vi kan hæve ambitionsniveauet – også i årene efter kulturhovedstadsåret. Vi har nu økonomien til at investere yderligere i klassisk og rytmisk musik, og vi vil også øge vores udbud af gratis arrangementer, så endnu flere af byens borgere og gæster får glæde af Musikhuset.

Nordens største og bedste musikhus

Musikhusets seks sale og ni scener dannede i 2017 ramme om op mod 1500 arrangementer. Med årets resultat er det sjette år i træk, Musikhuset præsterer overskud på bundlinjen. Omsætnings- og indtægtsstigningen de seneste år skyldes blandt andet, at det er lykkedes at udnytte kapaciteten i Musikhuset endnu bedre, så der er endnu flere arrangementer i både dag- og aftentimer. Blandt andet har man udvidet sæsonen til også at omfatte sommermånederne og perioden mellem jul og nytår. Dertil kommer en række nye initiativer som øget kundedialog, mere digital markedsføring, fokus på gæsteoplevelsen og et tættere samarbejde med fonde og erhvervsliv.

 

Symfoniorkester, en opera, et børneteater, en comedyscene og et musikkonservatorium under samme tag

”Det var fremsynede folk, der i 1982 grundlagde Musikhuset, og i 2007 udbyggede det. Der er ganske få musik- og koncerthuse i Europa, der har et symfoniorkester, en opera, et børneteater, en comedyscene og et musikkonservatorium under samme tag. Sammen med Musikhusets egne forestillinger betyder det, at vi har et hus, der i modsætning til langt de fleste andre koncerthuse i verden, der først åbner dørene om aftenen, har liv og aktiviteter døgnet rundt. Det glæder mig, at vi sammen med de øvrige organisationer i Musikhuset kan udvise en fortsat udvikling og vækst her 35 år efter indvielsen. Den flotte udvikling viser, at vi er godt på vej mod at opfylde vores ambition om at være Nordens bedste musikhus, fortæller Jan Christensen.

 

Fakta

2017 
Indløste billetter: 357.000 
Belægning: 79 procent 
Besøgstal: 547.000 
Regnskab: Omsætning 113,8. Overskud på 2,25 mio. kr.

 

2016 
Indløste billetter: 354.000
Belægning: 77 procent
Besøgstal: 655.000 (inklusiv 100.000 til EM fodbold og musik i Musikhusparken)
Regnskab: Omsætning 101,3. Overskud på 6,5 mio. kr.

 

2015
Indløste billetter: 338.000
Belægning: 76 procent
Besøgstal: 508.000
Regnskab: Omsætning 94,6 mio. kr. Overskud på 7,4 mio. kr.

 

2014
Indløste billetter: 270.000
Belægning: 70 procent 
Besøgstal: 431.233
Regnskab: Omsætning 72,4 mio. kroner. Overskud på 0,9 mio. kr.

 

Livemusik og koncerter Se alle

Udvalgte artikler Se alle

Vi bruger cookies!

Her på sitet bruger vi cookies i forbindelse med bl.a. trafikmåling, for at kunne udvikle bedre og mere målrettede brugeroplevelser.

Ved at benytte sitet accepterer du brugen af cookies.

Læs mere om cookies her.

Accepter Forlad sitet