Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Ny deli og vinbutik i Borggade: Naturlig vin og masser af god karma – Reduktivt flytter 

Af Jan L. Pedersen

På høje tid, vil nogen nok mene, når talen falder på pladsen hos Reduktivt i Vestergade. Her blev rammerne for en vinbutik hurtigt for små, og da efterspørgslen forblev stigende, har de nu valgt at rykke lokation. På fredag sker der derfor noget nyt for Reduktivt i Borggade 16. Her udvider drengene nemlig fra kun at være naturvinsbutik, til også at være en delikatesse og et sted hvor man kan nyde små simple retter og ærlig vin i stride strømme. 

 

De hidtidige lokaler – en begrænsning

Lokalerne i Borggade husede før Soup Nerds, som gik konkurs og lukkede før sommerferien. De havde ellers renoveret lokalerne, og skabt en ret cool stemning. Men det kommer nu Reduktivt til gode, da de åbner deli og vinbutik i lokalerne. 

 

Vigtigt i den sammenhæng er det at pointere, at Reduktivt selvfølgelig vil fortsætte med de nuværende aktiviteter, som eksempelvis webshoppen og deres populære abonnementsløsning. I de nye lokaler bliver der cirka 15 siddepladser indendørs, plus et par borde eller tre udenfor. Her kan du sidde ned og spise din mad og naturligvis drikke vin til, med mindre det ikke er takeaway du er kommet efter. Der er både vin på glas og selvfølgelig i hele flasker. 

 

Ny partner i Reduktivt

I bestræbelserne på at udvikle Reduktivt, fandt Rasmus Koller det nødvendigt at inddrage en partner i virksomheden. Og når sådan en skal vælges, kan man ligeså godt gøre det fra øverste hylde. Derfor har Rasmus teamet op med hans gode ven Michael Christensen, som om nogen kender til branchen. Michael er lige flyttet tilbage til Århus, efter at have tilbragt de sidste tre år i København, hvor han blandt andet var restaurantchef på STUDIO – en Michelin-restaurant ejet af Claus Meyer. Men Michael er en Aarhus-dreng, og var i tidernes morgen med til at starte Restaurant Hærværk op. Derudover kan steder som Frederikshøj og Molskroen også skrives på CV’et. 

 

Michaels kærlighed for ordentlig vin (læs: naturvin), går langt tilbage. Faktisk var han en af de allerførste til at tage det til Aarhus, for godt og vel 10 år siden. Dengang var det lidt mere besværligt end det er i dag. Rasmus Koller har i øvrigt en fortid på Kadeau, Castenskiold og Restaurant SÅRT. Vi har derfor at gøre med et seriøst makkerpar, som må siges at vide noget om naturvin. 

 

Arrangementer bliver en naturlig del

Kendte man til Reduktivt i Vestergade, kendte man sikkert også til de mange arrangementer og pop-up’s som der blev afholdt. Netop arrangementer og pop-up’s vil forblive en stor del af Reduktivts virke. Begge drenge har et stort netværk i branchen, hvorfor de har muligheden for at hive nogle relative store kokke-personligheder ind i Borggade, til at lave sjov og mad. Eksempelvis håber makkerparret på at kunne hive en gæstekok ind, som minimum en gang om måneden. 

 

Deli’en bliver et omdrejningspunkt 

Hele essensen og dynamikken med udvidelsen, er at kombinere den nuværende naturvinsbutik med en god deli. Om man bor i storbyen eller på landet, så bliver folk mere og mere bevidste om at søge tilbage til rødderne, handle lokalt og gerne personligt. Af den årsag har drengene sat fokus på en delikatesseforretning, hvor man kan købe charcuterie, oste og andre delikatesser på løs vægt. 

 

Vigtigt at nævne er, at Reduktivt har indgået samarbejde med de få danske gårde, som fremstiller charcuteri på ærlig og gammeldags facon. Med dette menes der, at der ikke bruges tilsætningsstoffer under fremstillingen, og at dyrene selvfølgelig har haft et godt liv. Der vil også være danske oste, men ligeledes oste fra andre lande. 

 

Drengene er ikke fanatiske, men vil benytte det lokale så meget som muligt er. 

 

Kan man ikke overskue selv at skulle vælge fra kølemontren, vil man eksempelvis kunne tage et ”bræt” med hjem til 150 kroner. Her blander drengene noget skinke og pølse og tilføjer surt og dyppelse. Det samme er tilfældet med ostene. 

 

Enhver åbning starter med en fest – en naturlov

Både Rasmus Koller og Michael Christensen er nogle festlige fyre, og de vil gerne benytte lejligheden til at invitere venner, gamle kunde, nye kunder, naboer og alle jer, som har en interesse eller en passion for naturlig vin til åbning. Det sker fredag den 27. september fra klokken 15 til 22. Her vil med garanti blive godt gang i den, og du kan følge med i åbningen på Facebook her: 

 

Reduktivt

Borggade 16
8000 Aarhus C
Website:

 

Åbningstider:
Tirsdag, onsdag og torsdag klokken 11 til 20
Fredag og lørdag klokken 11 til 22.

Ny deli og vinbutik i Borggade: Naturlig vin og masser af god karma - Reduktivt flytter 

 

Del artikel

Andre læser også