Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Nyt rekordår i Musikhuset: Vildeste musical-år og store koncertoplevelser

Af anders@sommersangdigital.dk

Musikhuset Aarhus har i 2019 haft det bedste billetsalg i husets historie og det højeste antal besøgende til arrangementer nogensinde.

 

2019 blev endnu et rekordår i Musikhuset. Her på en af årets første dage kan Musikhuset se tilbage på et flot år, hvor de ekstraordinære liveoplevelser stod i kø, og gæsterne strømmede til huset som aldrig før.

 

Med 353.288 solgte billetter slår Musikhuset sidste års billetsalgsrekord. Det flotte salg bliver bakket op af det højeste antal besøgende til arrangementer nogensinde. Hele 556.866 gæster deltog i betalings-, gratis- og erhvervsarrangementer i Musikhuset i 2019. Tællere på Musikhusets døre viser, at 937.364 mennesker det seneste år har været i Musikhuset.

Nyt rekordår i Musikhuset: Vildeste musical-år og store koncertoplevelser

”Det er forrygende, at historisk mange mennesker tilvælger stærke liveoplevelser i Musikhuset. Vi har de seneste år investeret massivt i at øge kvaliteten af vores forestillinger på tværs af alle genrer og forstærke den samlede oplevelse af at komme i Musikhuset. De seneste tal viser, at vi formår at tiltrække folk i alle aldre, og at folk gerne kommer langvejs fra for at få den rette oplevelse. Vi er umådelig stolte over den flotte opbakning fra vores gæster. Det viser os, at vi har et attraktivt program og formår at skabe rammerne om liveoplevelser i særklasse. Det er et stærkt fundament for fortsat udvikling”, siger Musikhusets direktør Jan Christensen.

 

Vildeste musical-år og store koncertoplevelser

2019 bød på det vildeste musicalår i Musikhusets historie. Flashdance, Tarzan, Sanne – the musical og The Book of Mormon fik musicalglade gæster til at valfarte til Musikhuset. I sommer rockede Musikhusparken med 23 gratis koncerter på Musikhusets nye udendørs scene i Spejlbassinet. Patti Smith, Band of Horses og dobbeltkoncerten med Mads Langer og Tina Dickow samlede tusindvis af mennesker til koncert på den smukke Amfiscene mellem Aros og Musikhuset.

 

I salene sørgede verdensstjernen Placido Domingo for en ekstraordinær oplevelse og filmkoncerterne med Ringenes Herre Live og Star Wars tiltrak et nyt publikum til klassisk musik. Musikhuset investerede i sit hidtil største program i Festugen, hvor Peaches satte gang i festen i Store sal og blandt andre Sebastian, Oh Land og Anthony Strong også gav koncert. Endelig indviede Musikhuset sidst på året et helt nyt brasserie og cocktailbar, Maestro, så gæsterne kan hygges sig i et nyt lounge miljø før og efter forestillingerne.

 

2020 lover allerede godt

Musikhusets succes ser ud til at holde ind i det nye år. Allerede nu er der solgt flere end 150.000 billetter til arrangementer i 2020. Billetsalget til Susanne Bier og Thomas Helmigs nye musical Den Skaldede Frisør er brandvarmt, og publikum kan også glæde sig til koncert med Cecilia Bartoli, Chick Corea, Bo Kaspers Orkester, Lisa Nilsson og Tina Dickow med kæmpe kor.

 

Årets højdespringere

  1. Flashdance 36.844 (26 forestillinger)
  2. Tarzan 33.283 (25)
  3. The Book of Mormon 22.151 (19)
  4. Det Gode Selskab – Frank Hvam og Mick Øgendahl 9.341 (6)
  5. Sanne – The Musical 5.484 (6)
  6. Mads Langer og Tina Dickow – dobbeltkoncert på Amfiscenen 4.753 (1)
  7. Niels Hausgaard 4.706 (3)
  8. TV-2 4.652 (3)
  9. Tina Dickow 4.650 (3)
  10. Nøddeknækkeren med Den Kongelige Ballet 4.427 (3)

 

Nøgletal

2019
Samlet antal besøgende og brugere: 937.364 (tællere på dørene)
Solgte billetter: 353.288
Besøgstal for betalings-, gratis- og erhvervsarrangementer: 556.866
Gæster til betalingsarrangementer: 388.326
Gæster til gratis arrangementer: 138.382
Belægning: 77 %

 

2018
Samlet antal besøgende og brugere: 975.000 (tællere på dørene)
Solgte billetter: 341.070
Besøgstal for betalings-, gratis- og erhvervsarrangementer: 547.000
Gæster til betalingsarrangementer: 353.000
Gæster til gratis arrangementer: 153.000
Belægning: 78 %

 

2017
Solgte billetter: 320.384
Besøgstal for betalings-, gratis- og erhvervsarrangementer: 547.000
Gæster til betalingsarrangementer: 356.000
Gæster til gratis arrangementer: 155.000
Belægning: 79 procent

 

2016
Solgte billetter: 330.690
Besøgstal for betalings-, gratis- og erhvervsarrangementer: 655.000
Gæster til betalingsarrangementer: 354.000
Gæster til gratis arrangementer: 250.000 (inklusiv 100.000 til EM fodbold og musik i Musikhusparken)
Belægning: 77 procent

 

2015
Solgte billetter: 274.538
Besøgstal for betalings-, gratis- og erhvervsarrangementer: 508.000
Gæster til betalingsarrangementer: 338.000
Gæster til gratis arrangementer: 125.000
Belægning: 76 procent

 

2014
Solgte billetter: 260.044
Besøgstal for betalings-, gratis- og erhvervsarrangementer: 431.000
Gæster til betalingsarrangementer: 270.000
Gæster til gratis arrangementer: 134.000
Belægning: 70 procent

 

 

 

Del artikel

Andre læser også