Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Ordet er frit: Åh, Aarhus!

Af Søren Holm-Hansen

Som nærmest lykkelig og pavestolt weekendfar til en pige, der pludselig fylder 11 år om lidt, har jeg mange glæder – og bekymringer.

 

På grund af geografi ser jeg hende kun hver anden weekend, og vi har altid en fest. Mit privilegium som weekendfar er, at jeg får alle hyggestunderne, turene på trampolin, den rolige opvågning en søndag morgen uden stress og ”hvad vil du have til aftensmad, skat?”.

 

Bekymringerne går på, at hver gang jeg ser hende, er der sket noget nyt. Så har hun fået huller i ørerne, så er Lego Friends pludselig ikke længere interessant, så har hun en ny yndlingsfarve og en ny hadegrøntsag. Jeg bilder mig ind, at jeg faktisk kan se, at hun er vokset markant på bare 14 dage.

 

Alle disse ting, denne fantastiske og – for en far til en preteen – let åndenødsfremkaldende udvikling sker pludseligt og i ryk; jeg er der ikke på daglig basis til at følge og vænne mig til en glidende udvikling, og jeg har sjældent indflydelse på hendes generelle udvikling, men kan blot give mit besyv med. Ofte på efterbevilling. Sidste år mødte hun pludselig op med sit første par briller. Jeg kunne knap nok genkende hende.

 

På samme måde har jeg det med Aarhus. Jeg har boet i byen det meste af mit liv, her føler jeg mig hjemme, herfra min verden går. Men nogle gange kan jeg ikke genkende byen.

 

Når jeg har været væk fra Aarhus i kortere eller længere perioder og vender hjem, har byen igen ændret karakter. Højhuse og andre fantasifulde byggerier skyder op og ændrer byens skyline, byens udtryk og selve byens sjæl. Man kan spejle sig i mange af de nye prestigebyggerier i stål og glas, men det er ofte svært at genkende sig selv i spejlbilledet.

 

I 1960’erne satte en modig borgmester, Bernhard Jensen, foden ned, da stærke kræfter ville jævne store dele af Latinerkvarteret med jorden til fordel for en firesporet vej tværs igennem midtbyen fra Rådhuspladsen til Nørreport. Det skete heldigvis ikke, og tak for det.

 

Man skulle synes, at fornuftigt begavede mennesker kiggede på fortiden og tog erfaringerne med sig, når de tager beslutninger, der på rekordtid er godt i gang med at ændre Aarhus’ karakter for de næste mange årtier. Det synes imidlertid ikke at være tilfældet. Det er mig en gåde, at man tilsyneladende med hovedet under armen plastrer den nye bydel på Aarhus Ø til med den ene øjebæ efter den anden uden at tænke i et helhedsudtryk. En endnu større gåde er beslutningen om pinedød at kaste penge i det bundløse hul, som kaldes Letbanen, og som allerede nu pløjer sig tværs igennem midtbyen med en æstetisk løsning, der til fulde kan måle sig med gamle, østeuropæiske storbyer og deres virvar af grimme master og køreledninger overalt.

Ordet er frit: Åh, Aarhus!

Bernhard Jensen har fået sin plads i historien såvel som i bybilledet: Latinerkvarteret fik lov at stå med al sin charme, og borgmester Jensens karakteristiske figur med en cykel i hånden er gengivet som en fin, bronzeskulptur, hvor Immervad krydser åen.

 

Jeg hverken kan eller skal bremse min datters udvikling; jeg skal rådgive og opdrage og støtte hende til at vokse op som et kærligt, omsorgsfuldt, betænksomt og tænkende menneske, der har alle muligheder for sine fødder, og som kan og vil argumentere og arbejde for det, som hun tror på.

 

Nogen burde tage de aarhusianske beslutningstagere i skole.

 

Del artikel

Andre læser også