Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Ordet er frit: Cykler er det store tagselvbord

Af Søren Holm-Hansen

Fra vinduet i min stue i midtbyen har jeg bl.a. udsigt til en lille plads, der ved første øjekast ligner en kirkegård for cykler. Det viser sig dog, at der blot er tale om en rodebutik; de fleste cykler fejler intet og må faktisk gerne holde på pladsen.

 

Ved vinduet sidder jeg af og til sent om aftenen og lytter til en podcast. Og her bliver jeg vidne til nogle af de grimmeste egenskaber hos mennesker, som jeg deler by med.

 

Tre forsøg på en time

 

Forleden aften var den gal hele tre gange på kort tid:

 

Først kommer en meget ung mand og en lige så ung kvinde gående, noget usikkert, men dog med sikker retning mod pladsen med parkerede cykler.

 

Den unge mand går målrettet efter en orange racercykel, og da han konstaterer, at den er låst, smider han den på fliserne og vakler videre. Da jeg forbløffet åbner vinduet og spontant råber “hey!” efter ham, svarer han med en langefinger og fortsætter. Han er helt ligeglad.

 

Uforrettet sag

En halv time senere er den gal igen. Vi har passeret midnat, og nu er der fastfood-poser i hænderne på de forbipasserende. Et yngre par bliver alligevel nysgerrigt og giver sig til at rode rundt i flokken af cykler – helt tydeligt uden at have ejerskab til en eneste af dem.

 

Også de to berusede, burger-gnaskende mennesker vandrer videre med uforrettet sag.

 

Så var der gevinst

Men kort efter er der bid:

Promillen er helt klart i top, og det er glæden også hos den unge mand, der vader ind midt i cykelbunken og udser sig en damecykel med cykelkurv og blomster – og åbenbart uden lås. Han får den bakset ud, tager lige en sejrsrunde, og så stikker han ellers af med en cykel, som åbenlyst ikke tilhører ham.

 

125 tyverier om dagen

Sidste år blev der anmeldt over 46.000 cykeltyverier i Danmark. Det er flere end 125 om dagen. Forleden nat kunne endnu en cykel føjes til statistikken på pladsen neden for mit vindue.

 

Det er jo ikke, fordi jeg synes, at tusindvis af parkerede cykler på tilfældige steder ligefrem pynter på byen. Virvaret på Bruuns Bro og foran Hovedbanegården er øjebæer i sig selv. Men alligevel…

 

Det er forstemmende, at nogle mennesker har så lidt respekt for andre mennesker og deres ejendele. Men cykeltyveri hører åbenbart til i kategorien “nå, ja – og hvad så?”.

 

 

 

Del artikel

Andre læser også