//Ordet er frit

Ordet er frit: Luk DSB – og begynd forfra

Der er forskel på konduite og regelrytteri. Rapport fra en lang dag med Statsbanernes afgørende indflydelse på, at man overhovedet kan passe sit arbejde.

 

To vidt forskellige oplevelser med DSB på den samme dag satte tingene i relief for mig.

 

Det er længe siden, at jeg opgav at diskutere med en billetkontrollør, som jo bare passer sit arbejde, uanset at den enlige billetautomat på perronen ikke virkede. Vi tager heller ikke diskussionen, når jeg indvender, at jeg faktisk har “tanket op” på mit Rejsekort, men at den milliarddyre IT-løsning er fem timer om at overføre penge fra én konto til en anden og derfor ikke ville checke mig ind.

 

Jeg er afhængig af DSB, desværre, ligesom tusindvis af ligesindede. Jeg vil gerne betale for at køre med toget. Men skal det virkelig være så svært?

 

Vi tog chancen – og så…

En eftermiddag blev jeg med kort varsel kaldt på arbejde. Det koster i mit tilfælde en togtur til 63 kroner. I Hadsten, hvor jeg bor, har man imidlertid valgt at placere billetautomaten på den modsatte side af sporet; en automat, der i øvrigt ikke modtager pengesedler, men kun kort og mønter.

 

Det hastede med at komme på arbejde i Aarhus, og jeg kunne umuligt nå at vandre ned under skinnerne, op til automaten (som kører på Windows XP og jævnligt er ude af drift), købe en billet, traske tilbage under skinnerne og op til Spor 1, inden toget kørte. Så jeg tog chancen.

 

Det samme gjorde et par unge, friske fyre klædt på til lir. Vi havde tilfældigvis placeret os i det såkaldte “pantry” ved det uhumske toilet; altså ikke inde i en kupé. De unge, velklædte mennesker var stærkt på vej i byen, og ligesom mig havde de ikke kunnet nå at købe billet. Afgangen var vigtigere.

 

En opvisning i konduite

Og så kom hun; Damen. I uniform og bevæbnet med mobiltelefon og et arsenal af maskiner og printere og nøgler og en attitude, der vækkede minder om “mor er ikke vred; mor er skuffet!”.

 

Dér sad vi, tre mænd klemt sammen på stribe, og ingen af os havde billet. Beklageligvis. Da hævede hun øjenbrynene.

 

Og så skete det magiske: Denne +50-årige og meget bestemte togfører opgav hurtigt at belære os. Hun opgav også at skulle udskrive tre gange 750 kroner i såkaldt afgift. I stedet fik vi besked på, at vi kunne købe en billet med vores respektive mobiltelefoner. Nu, på stedet, og inden ankomst til Aarhus.

 

Det gjorde vi. Hun vendte tilbage og tjekkede inden Aarhus H. Se, dét er konduite. Ingen stiger jo på et IC3-tog uden billet, velvidende at der altid kommer en togfører og tjekker.

 

Kollegaen havde ikke været på kursus

Sent samme aften skulle jeg retur efter endt arbejde i midtbyen. Det var sent, og jeg måtte tage en taxi for at nå frem til Aarhus H, inden sidste tog kørte kl. 00.25. Jeg nåede frem med fire minutter til at købe billet.

 

Der er vel 10-15 billetautomater på banegården. Kun få af dem modtager pengesedler, hvilket var min valuta på aftenen. Den første automat slugte en 50’er, og så skete der ikke mere. Den næste automat slubrede 100 kroner i sig, inden den også gik i stå, og der var nu ét minut tilbage, før sidste tog på aftenen kørte nordpå.

 

Således frustreret småløb jeg ned til toget, nåede det akkurat, og blev mødt af en togfører, som åbenlyst ikke havde været på samme konduite-kursus. Eller også lå den slags bare ikke til ham.

 

“Ingen af automaterne virkede!”

 

“Der er masser af automater deropppe.”

 

“Ja, men det er kun nogle af dem, der kan tage pengesedler. Jeg prøvede to… Kan jeg købe en billet af dig?”.

 

“Nej!,” lød det klare svar fra den unge mand.

 

“Hvis du ikke har billet, må jeg give dig en bøde. Her er en klagevejledning…”.

 

Jeg nåede hjem med sidste tog. Og jeg vil studere klagevejledningen grundigt.

 

Begynd forfra

Bortset fra dét var det igen en behagelig tur med IC3’eren; et stabilt, komfortabelt og smukt tog, som desværre er på vej på pension.

 

Hvorfor opgraderer man ikke bare det fantastiske IC3-tog, sagsøger italienerne herfra og til evigheden – og satser på noget, der beviseligt fungerer? I stedet for at opfinde den dybe tallerken igen og lægge skinner og byudviklingspotentiale hen i et ørkesløst håb om, at IC4 engang kommer til at fungere.

 

Luk foretagendet, mind politikerne om armslængde-princippet, begynd forfra, og lad DSB’s mange dygtige ansatte lære de øvrige kolleger om egen værdi. Dét vil skabe en transport-gigant, som kan konkurrere – også uden statstilskud. Og det vil uden tvivl være billigere end at indkøbe en ny flåde af umulige, uduelige og ukomfortable italienske tog.

 

Kommentaren er udtryk for skribentens personlige holdning – og ikke Aarhus Updates

 

 

 

Ordet er frit Se alle

Udvalgte artikler Se alle

Tilmeld nyhedsbrev