Ordet er frit: Så blev man sat skakmat i Det Digitale Danmark
Nu gik det lige så godt. Men så forsvandt min tegnebog engang mellem onsdag og torsdag, så vidt jeg kan vurdere. Forlagt eller stjålet.
Og så var jeg ellers sat skatmat. Eller – med reference til en af de mest sete film i nyere dansk biografhistorie:
“Hvis du var en ludobrik – var du så slået hjem nu?”.
Ja, det må man sige…
Alt var væk – og hvad så?
Alt lå i tegnebogen, som søde Caroline købte i Paris og forærede mig på min fødselsdag for et par år siden. Alene dét føltes som et tab.
Og det var måske lidt dumt at opbevare alle de helt centrale ting på ét sted. Men altså: Kreditkort, kørekort, sygesikringskortene, Rejsekort, Nem-ID…
Det er op ad bakke, når alt dette skal genanskaffes og genskabes.
“Men mit Nem-ID er jo netop blevet væk…”
Banken skal kende min identitet. Den kan jeg desværre ikke dokumentere, ud over at nævne mit CPR-nummer og smile pænt.
Og når vi endelig kommer så langt, kan banken desværre ikke sende et nyt kort, fordi jeg har adressebeskyttelse. Denne beskyttelse kan jeg imidlertid ikke fjerne uden mit Nem-ID.
Nets kan heller ikke umiddelbart hjælpe med hensyn til det patetiske, Anders And-agtige nøglekort fra Nem-ID; her skal jeg henvende mig personligt i åbningstiden på Borgerservice og svare på et par personlige spørgsmål om min familie for at få et nyt nøglekort. Og i øvrigt identificere mig. Men det kan jeg jo ikke; min tegnebog er væk!
Lukket hos kommunen
I øvrigt havde kommunen lukket, fordi det dagen forinden havde været helligdag – Kristi Himmelfart. Dén slags tager man seriøst i det offentlige, og man tager i hvert fald fredag med i himmelfarten. God weekend! Ring igen på mandag.
Redningskortet blev mit bedagede pas. En venlig medarbejder i Borgerservice forbarmede sig over mig, selv om passet er udløbet, og efter at jeg havde svaret korrekt på spørgsmål om mine familiemedlemmers fødselsdatoer, fik jeg venligt udstedt et nyt nøglekort.
Så nu har jeg igen adgang til Det Digitale Danmark. Som er hele forudsætningen for at kunne eksistere i dette samfund.
Fremskridt – eller?
Det tog mig et par dage og mange personlige henvendelser. Hvorfor skal det være så svært? Er digitalisering virkelig den velsignelse, som vi er blevet prædiket, eller er det egentlig bare en flok fantasters hede fantasier om udvikling, som i virkeligheden bare gør alting mere besværligt?
Undervejs var jeg alvorligt bekymret for, at min mobiltelefon ville bryde sammen. Den har fået nogle ridser og en revne i skærmglasset, og den er ikke helt ny. Men mobilen var min eneste forbindelse til den bankkonto, som rettelig er min. Ellers havde jeg måttet henvende mig på et herberg.
Digitalisering er blevet en tryllestav; det magiske ord for fremskridt og effektivisering. Jeg er ikke helt overbevist. Det er rasende dyrt at udvikle it-systemer, de virker sjældent fra begyndelsen, og i dag er vi hjælpeløse uden fungerende teknologi. Tænk bare på Rejsekortet, Skats inddrivelsessystem, den digitale tinglysning, Rigspolitiets sagbehandlingssystem, Forsvarets Daccis-system, som endte i Højesteret, og ikke mindst Amanda, Arbejdsmarkedsstyrelsens nye system, som endte med at koste en milliard kroner, inden det blev skrottet.
Jeg fandt i øvrigt min tegnebog. Den er sort – og jeg havde tabt den ned på en sort taske på gulvet i et mørkt hjørne af min lejlighed.
