//Tjek Takeaway

Pølsemand kaldte bronzemedaljer til AGF i september: “Nu må man vel godt hovere lidt, må man ikke?

Tilbage i september blev Niels Rasmussen landskendt for sit emotionelle interview med DR Sporten, ovenpå at hjerteklubben AGF lå nummer tre. Her spåede en rørt, men selvsikker pølsemand, at ‘de hviee’ vil vinde bronze. Hovedpersonen er dog villige til at tage fejl, så længe AGF tager sølvet

 

Folk, der spørger om en autograf på en fodboldtrøje eller vil have et billede, er måske ikke ligefrem hverdagskost for de fleste pølsemænd i kongerriget Danmark. Sådan er det blevet for Niels Rasmussen fra Skødstrup.

 

“Specielt her på det sidste er det stukket helt af,” fortæller pølsemanden.

 

Pølserne fejler ikke noget, men rockstjernestatussen skyldes nok først og fremmest et stort og bankende hjerte for byens hold – og et særligt, emotionelt interview på landsdækkende tv, der skulle gøre den mangeårige AGF-fan til lidt af et internet-fænomen.

 

“Prøv at hør her. Vi vinder bronze i år. Sådan er det. 100, det gør vi. Også for alle legendernes skyld,” sagde en tydeligt rørt Niels Rasmussen tilbage i september, da DR Sporten havde fanget ham ovenpå AGF’s 3-1-sejr over FC Nordsjælland, der gjorde klubben midlertidigt lå nummer tre.

 

Flere grinte eller kommenterede lettere hånligt på det, nogen mener er billedet på håbløs aarhusiansk jubeloptimisme. Til syvende og sidst var det dog Niels Rasmussen, der søndag aften kunne le sidst, da de første AGF-medaljer i 23 år blev cementeret i en infernalsk rus af aarhusiansk glæde.

 

“Nu må man vel godt hovere lidt, må man ikke? Selvom det dengang selvfølgelig var sagt i en hurtig vending. Men jeg tror på AGF hvert år. Det har jeg altid gjort – at man så i nogle år har konstateret, at det ikke gik, som vi troede, så skal man tro på sit hold. No matter what,” siger den 52-årige pølsemand.

 

Villige til at fejle

Faktisk er det muligt for AGF at trumfe pølsemandens profeti, da klubben ovenpå søndagens sejr over FC København overtog andenpladsen. Og Niels Rasmussen siger han er villige til at tage fejl, så længe AGF tager sølvet.

 

“Normalt holder jeg, hvad jeg lover, men jeg er da villig til at tage fejl og tage det sølv, hvis det skal være. Det er også den nemmeste vej ud i Europa,” siger han og griner.

 

Han griner, for han ved godt, at når man som AGF-fan nævner klubben og Europa i samme sætning, så kommer der en masse automatreaktioner fra medier, modstandere – men også medfans, der er trætte af at blive sat i bås som tosser.

 

Har du hørt noget fra AGF-fans, der har været trætte af, at du skulle optræde så skråsikker på tv?

“Nej ikke rigtig, men der kommer mange her, som får en pølse og kommer og snakker AGF og siger, ‘nu skal vi passe på, der ikke går Søren Åkeby (tidligere AGF-træner) i den’. Han kom jo til at sige, de vil blive mestre indenfor to år. Der tror jeg også, man har lært lidt af, at man skal passe på med ikke at overdrive for meget. Men sådan er det bare her i byen. Jeg synes egentlig, det er fedt nok, at man siger, ‘vi skal da i Champions League’. Selvfølgelig skal vi da det. Hvem skulle ellers?” siger Niels Rasmussen og griner igen.

 

“For legendernes skyld”

Fodboldpassionen er tydelig for enhver, der kommer forbi Niels Rasmussens pølsebod i Søndergade lige over for Salling i centrum af Aarhus, hvor han står og kokkererer iført Aage Rou-trøje med synlig KSDH-tatovering på knoerne og et AGF-logo i nakken. Tre kæmpe AGF-flag pryder biksen, hvor der mest af alt er medvind i flagene for tiden. Både på fodboldbanen, men også i pølsebiksen, hvor folk skal hen og snakke med profeten fra tv.

 

For gik man rundt i midtbyen i søndags ovenpå AGF’s 4-2-sejr over FCK, kunne man flere steder høre hvidklædte mennesker i alle aldre snakke om, at sejren “også var for legendernes skyld”. Nærmest dagligt er der faktisk nogen, der minder Niels Rasmussen om hans “for legendernes skyld”-kommentar, hvilket hovedpersonen selv har det helt fint med.

 

“Jeg synes, det er pissegodt. Jeg sagde det jo mest af alt, fordi jeg er en meget sentimental mand, når det kommer til stykket. Jeg hænger mig meget i fortiden og koryfæerne som Stig (Tøfting), og hvad de nu ellers hedder. Eksempelvis da John Stampe døde, rørte det mig meget. Så for mig skal spillerne gøre sig lidt fortjent til at bære den trøje, og de skal virkelig steppe op, hvis vi skal mindes dem for eftertiden,” siger Niels Rasmussen, der i udpræget grad syntes spillerne leverede en indsats, der var legenderne værdige i søndags.

 

AGF-Passionen er til at få øje på ved Niels Rasmussens pølsebod på Strøget. Foto: Anders Michaelsen

 

Derfor var jeg rørt

At Niels Rasmussen er sentimental, når det kommer til stykket, kunne man også se i det interview fra efteråret, som han stadig skal forholde sig til. AGF spillede endelig som en drøm, lå nummer tre, men der var også en forhistorie til billederne af en rørt pølsemand.

 

“Sandheden er, at jeg var så heldig at blive nomineret til en spillertrøje, hvor jeg fik Aminis trøje efter kampen, og på trøjen, hvor der normalt står Ceres, stod mit navn,” fortæller Niels Rasmussen.

 

“Jeg er sådan en blød mand, og jeg kom i tanke om, at da jeg var barn, så gik alle vores ‘for sjov’-penge på at komme til fodbold, selvom der ikke var så meget at rutte med derhjemme, og jeg kom til at tænke på min gamle mor, at hun var gået fuldstændig amok, hvis hun havde set en trøje med mit navn på. Det kunne jeg sgu ikke lige kontrollere.”

 

Og når man har været med siden 70’erne, hvor ture fra barndomshjemmet i Brabrand til Aarhus Stadion er blevet vekslet med medaljer og store kampe mod Bayern München og Barcelona, så kan ventetiden på succes føles ekstra lang, når den pludselig ikke er der.

 

“Når man har været med i 43 år, og også været med i de gode tider, så er 23 år uden at vinde noget som helst kraftedme længe. Og når man så også holder med Liverpool samtidig, hvor det er 30 år siden, de vandt et mesterskab, så er det altså bare helt vildt og opleve,” fastslår Niels Rasmussen.

 

Niels Rasmussen har været AGF-fan i 43 år og er blevet lidt af et fænomen ovenpå et interview i efteråret, der er blevet kommenteret af næsten 10.000 på Facebook. Foto: Anders Michaelsen

 

Tjek Takeaway Se flere

Seneste artikler Se flere

Tilmeld nyhedsbrev