Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Rejsegigant kollapset: Spies-ejer på kanten af konkurs

Af anders@sommersangdigital.dk

Flere end en halv million turister risikerer lige nu at strande på deres ferie, efter at det britiske rejseselskab Thomas Cook natten til mandag måtte kaste håndklædet i ringen.

 

Thomas Cook ejer bl.a. danske Spies.

 

Mangler 1,4 milliard kroner

Det er et akut problem med at finde ca. 1,4 milliard kroner, der betyder, at intense forhandlinger mellem Thomas Cook, mulige investorer og myndighederne fandt sted hele søndag.

 

Og i nat kom så meldingen fra de britiske myndigheder, The Government and the Civil Aviation Authority (CAA): Thomas Cook er kollapset.

 

“Alle Thomas Cook-bookinger, inklusive flyrejser og ferier, er aflyst,” oplyste CAA ifølge The Sunday Telegraph natten til mandag.

 

Kort efter gik Thomas Cooks hjemmeside ned.

 

Chefen beklager

Administrerende direktør Peter Fankhauser var allerede tidligt mandag morgen ude med en undskyldning:

 

“Vi har arbejdet utrætteligt de seneste dage for at løse udeståender i forhold til at sikre Thomas Cooks fremtid for dets ansatte, kunder og leverandører (…) Jeg og resten af bestyrelsen er overordentligt ærgerlige over, at det ikke lykkedes,” sagde Peter Fankhauser natten til mandag.

 

Søndagens forhandlinger handlede bl.a. om at finde et godt tidspunkt til at erklære en konkurs – nemlig et tidspunkt, hvor man havde sørget for at hente så mange som muligt af de strandede kunder hjem, inden selskabet måtte lukke.

 

Største evakuering i fredstid

Det drejer sig lige nu om ca. 600.000 mennesker. Og der er tale om den største evakuering i fredstid i nyere tid, rapporterer britiske medier.

 

Allerede natten til mandag havde myndighederne travlt med at booke alternative fly til at hente strandede turister hjem.

 

Thomas Cook har i længere tid forsøgt at skaffe ny kapital, bl.a. hos kinesiske Fosun Tourism, men hullet i kassen på 1,4 milliard kroner fik en mulig aftale til at falde på gulvet.

 

Aktien tog et voldsomt dyk fredag morgen, men rettede sig lidt i løbet af dagen.

 

Ubehagelige situationer

Imens må feriegæster over hele verden væbne sig med tålmodighed – og krydse fingre for en løsning. Ifølge BBC er der på flere feriesteder opstået ubehagelige situationer, hvor hoteller afkræver kontant betaling fra gæster af frygt for at miste penge fra rejseselskabet. Enkelte steder rapporteres om deciderede gidsel-situationer, hvor gæster tilbageholdes på hoteller, som kræver betaling på stedet.

 

De britiske luftfartsmyndigheder The Civil Aviation Authority (CAA) arbejder nu på at skaffe alternativ hjemtransport for tusindvis af gæster, som frarådes at tage til lufthavnen, indtil der er fundet en løsning. Alle flyvninger med Thomas Cook ud af Storbritannien er aflyst.

 

Spies er en god forretning

Spies forsøger at berolige sine gæster og understreger, at Spies i sig selv er en god forretning, der i flere år har givet overskud.

 

“Vi har fuld forståelse for, at du som gæst kan føle dig bekymret over mediernes spekulationer og overskrifter, men den rekapitaliseringsproces, der er i gang lige nu, påvirker ikke vores rejser, så der er ingen grund til at være nervøs. Desuden er gæster, der rejser med os, omfattet af loven om pakkerejser og Rejsegarantifonden,” fremgik det søndag af Spies’ hjemmeside.

 

Lang historie

Thomas Cook har 22.000 ansatte og er tilknyttet 3.000 hoteller i 16 lande. Selskabet, hvis historie går helt tilbage til 1841, har en årlig omsætning på 9 milliarder britiske pund og betjener 19 millioner gæster om året.

 

Det var rejsekongen og excentrikeren Simon Spies, der sendte de første danske charterturister til Mallorca i 1956, først med tog og færge, siden med propelfly. I 1989 købte Spies konkurrenten Tjæreborg, og i 2009 blev det hele lagt ind under den britiske rejsekoncern Thomas Cook.

 

Simon Spies giftede sig i 1983 med den dengang 20-årige Janni Brodersen, som overtog hele imperiet, da hendes mand døde året efter. I 1996 solgte hun Spies til det, der nu hedder Thomas Cook Group.

 

Del artikel

Andre læser også