//Guide

Reportage: Medrivende fortællinger på Moesgaard Museum

Grauballemanden og Evolutionstrappen. Oldtidsudstillinger og hyldest til ´De Døde´. Hos Moesgaard Museum dyrkes det nationale og det internationale side om side med bragende succes, og det kulturhistoriske museum formår at skabe samvær og oplevelser på tværs af generationer.

 

Midt i Skåde Bakkers kuperede terræn, mellem bølgende marker, grønne skove og smuk kyst hæver den ikoniske bygning sig højt over et historisk stykke landskab. Arkæologisk udgravning ligger til grund for bygningens særlige arkitektur, der gør det muligt at bevæge sig rundt oven på det græsbelagte tag, hvor udsigten er fortræffelig. Med en størrelse på 16.000 kvadratmeter og over 300 museums – og universitetsansatte er det en kæmpe institution, der har opnået status som én af Danmarks mest populære seværdigheder. 452.489 besøgte i 2019 museets arkæologiske og etnografiske udstillinger.       

 

 

´Pompeji og Herkulanum – på vej mod katastrofen´

Vi ankommer en travl formiddag, hvor der meldes om alt udsolgt. Vi starter i den anmelderroste særudstilling, der viser både romernes søde liv i Pompeji og Herkulanum og følgerne af den voldsomme naturkatastrofe, der skete, da vulkanen Vesuv gik i udbrud i år 79 og begravede de to syditalienske byer i aske. Til lyden af bølgeskvulp og fuglefløjt går vi rundt i den rekonstruerede, idylliske by og betragter de originale genstande fra Italien. Øjne i ´børnehøjde´ og lyttekopper pryder væggene, så børn kan få fortællingen om Saga og Jafar. Ro overtages af rabalder, jo længere man kommer ind i udstillingen. Opslugte sidder vi i mørket og tager del i begivenheder. Selv børnene lytter intenst. Opgravede skeletter sætter punktum for fortællingen, inden man går gennem skydedørene og havner i foyeren igen. 

 

 

Homo Sapiens og Gravballemanden

På evolutionstrappen kigger vi vores forfædre i øjnene på vej ned til oldtidsudstillingen. Et par børn nærmer sig forsigtigt de syv livagtige menneskearter. ´Har de været ægte, mor, har de virkelig levet´? Forældre snakker med deres børn om, hvor vi stammer fra, og hvorfor de ser ud, som de gør. Vi passerer de første indvandrere i Stenalder-afsnittet og den smukke skulptur med bronzealdergravhøjene i Borum Eshøj. Respektfuldt sætter vi os mørket i ´Offermosen´ side om side med verdens mest velbevarede moselig, Gravballemanden. Moesgaards vartegn, der er ikke mindre end 2000 år gammel. 

 

 

Fra kosmos til jernalder-kaos; Slaget ved Illerup Ådal

Vi hører brag i det fjerne og går mod lyden. Pludselig omringes vi til alle sider af soldater med skarpladte geværer. De hujer og er kampklar på deres vrinskende heste. De kommer nærmere, og vi er definitivt havnet midt i krigen ved Illerup Ådal. Til lyden af sværdkamp og galopperende heste, nedlægges vi én efter én, og til sidst er der stille på slagmarken. Børn som voksne kigger målløst på hinanden. ´Wow, hvor var det fedt, var vi lige med i en krig ´? 

 

 

Sanseligt og højdramatisk kongemord  

I Middelalder-afsnittet lytter vi til historiske beretninger om krig, handel og teknologiske fremskridt fortalt af passionerede fortællere. Dramatisk bliver det, da vi igen havner midt i en krig. Denne gang mordet på Erik Klipping ved Finderup Lade i 1286. Lyd- og billedeffekter på væggene giver os følelsen af at være fanget på en borg med ildebrand og krig om ørerne på os. Alle sanser bringes i spil. Man dukker sig nærmest, når der falder skud, og vi føler varmen fra de virtuelle flammer. Fortællingen slutter og vi slipper levende derfra. Et kæmpe brag bryder tavsheden, da den græske vulkanø Thera eksploderer i ´Bronzealder-afsnittet´.

 

Børnenes legeplads; MOMU-LAB og Taget

I kælderen ligger også MOMU-LAB, hvor børn kan lege forsker for en dag. Med smil på læberne eksperimenterer børnene på de interaktive skærme og tager teknologiske og videnskabelige udfordringer op. En dreng syer et træ ind i skumgummi. På taget finder vi også legende børn. ´Tik, du er den, hvem kommer først til tops´? Vi bestiger den stejle græsbakke om kap med de små, mens vi nyder den helt ekstraordinære udsigt. 

 

 

Lokal og dejlig frokost i caféen

Vi fordøjer de mange sanselige indtryk i caféen foran panoramavinduerne og bestiller et Moesgaard Hyggebræt med dansk charcuteri, oste, oliven, tapenader, rabarberkompot og syltede bær. Dertil rugbrød og focaccia samt iskolde øl. Dejlig mad med afsæt i årstidens danske og lokale råvarer, som museet ynder at gøre brug af. En anelse dyrt, 360 kr., men økologi, kvalitet og godt håndværk vægtes højt, og det betaler man for. Kaffen og jordbærkagen nydes på tagterrassen med legende børn omkring os. 

 

 

´Når jeg bliver gammel´ og ´De Dødes Liv´

I kælderen ligger særudstillingen ´Når jeg bliver gammel´, som sætter fokus på alderdom fem steder i verden. En simpel udstilling med et ´tanketorv´, hvor man kan reflektere over livets store spørgsmål. I fem afgrænsede rum beretter en ´aldrende´ om at opnå det gode liv i den del af verden, han eller hun kommer fra. Originale speaks og personlige ejendele bringer autenticitet til de små miljøer. Via oprindelsestrappen slutter vi af med udstillingen De Dødes Liv, der er en hyldest til de døde. Med udgangspunkt i, at ´De levende dør, men de døde lever videre´, fortæller mennesker fra forskellige verdensdele om, hvordan man fejrer de døde i deres kultur. Smuk og rørende udstilling. 

 

 

Dramatiske og medrivende fortællinger på Moesgaard

Informationsmængden på Moesgaard er stor og tung, især for de mindste, hvor identifikationen ikke ligger lige for. Alligevel svigter børnefamilierne ikke. Via højdramatiske og medrivende fortællinger formår museet at bringe deres gæster tilbage til den tid, de ønsker skildret. Begivenheder er sanseligt og levende sat op. Vi underholdes med voldsomme og realistiske lydeffekter og billeder. Hvert rum har sin interaktion med sin gæst, og derfor bliver selv det tungeste stof spiseligt og vedrørende for alle. Moesgaard Museum vil fascinere os og gøre os interesserede. Det efterlever de! Snart kommer udstillingen ´After the Apocalypse´ med fokus på naturkatastrofer. Til november kan man møde Neandertaleren. Vi venter i spænding.  

 

Fakta

Åbningstider:

Der skal p.t. købes billet online inden besøg!

Museet holder åbent hele året fra 9.00-17.00. Onsdag åbent fra 9.00-21.00. 

For info om åbningstider i ferier og helligdage, se mere her: 

 

Priser:

Der er halv pris grundet regeringens hjælpepakke til og med 9.august. Derefter betales fuld pris.

 

Børn (0-17 år) GRATIS

Voksne (+18) 80 kr. (efter 9. august 160 kr)

Studerende 55 kr. (efter 9. august 110 kr.)

 

For grupper på over 21 personer: 150 kr. pr. person. Pris for under 21 personer: 160 kr. pr. person. 

 

Årskort: 

Voksne (+18) 475 kr., pensionister (+65) 410 kr., studerende med studiekort 410 kr.

For øvrige info om medlemskab, rabatter og fordele læs mere her: 

 

Parkering:

Der er GRATIS parkering på p-pladserne ved Moesgaard. Der går buslinjer direkte derud.

For øvrig vejvisning tjek her:

 

   

       

     

 

Guide Se flere

Seneste artikler Se flere

Tilmeld nyhedsbrev