//Restaurant

Ny i Mejlgade: God mad og godt håndværk

Omgivelserne er små, og beliggenheden er ikke sådan lige til at få øje på fra gaden, men ambitionerne fejler intet på den nye Restaurant Sylt i Mejlgade.

 

I rå, rustikke og hyggelige lokaler i en baggård huserer nu Nickolai Bruun og Anders Larsen som chefkokke på Restaurant Sylt. Og de laver mad, som de finder den bedst:

 

Hjemmelavet, inspireret af sæsonens råvarer, og alting fra bunden.

 

Sauce lavet fra bunden

“Her pisker vi selv bearnaise-saucen. Hver dag. Jeg kunne ikke drømme om at servere en købe-sauce,” fastslår Nickolai Bruun med et smil.

“Vores første menu var fransk inspireret. Lige nu kører vi et italiensk tema med bl.a. osso buco og vitello tonnato.”

 

Fra skibumser til kokke

De to partnere i Sylt mødte hinanden for godt fem år siden, da de begge arbejdede som skibumser i franske Val Thorens. Siden kom der retning i karrieren; Nickolai Bruun er således mere end almindeligt bekendt med Mejlgade, idet han er uddannet i køkkenerne på de klassiske steder Sct. Oluf og Oli Nico.

 

I dag er han herre ved eget komfur. Og han nyder udfordringen.

 

“Det er et lille sted, men vi vil gerne kræse om folk og have tid til at tale med gæsterne,” forklarer han om Restaurant Sylt, som har fået en overhaling efter den forrige lejer og i dag fremstår som en lille, moderne bistro med rå vægge, håndbygget inventar og hyggelige nips på hylderne.

 

Inspirerende retter

“Vi laver mad, som inspirerer os, og som vi selv godt kan lide. Lige nu har vi for eksempel stegt torskerogn på menuen. Og nej, det kommer ikke fra en dåse, som dengang vi var børn – jeg køber det frisk og renser det selv! Hvor finder man ellers torskerogn på menuen i Aarhus,” spørger Nickolai Bruun retorisk.

“Lysten dirigerer menuen. Lige nu er jeg for eksempel begejstret for simreretter og langtidsstegt kød,” uddyber han, der også serverer frokost og takeaway i form af bl.a. vintersuppe, tarteletter, stegt flæsk og skipperlabskovs. En frokost står i omtrent 50 kroner.

 

Restaurant i en baggård

Der ligger en udfordring i restaurantens placering – i en baggård lidt væk fra gaden. Og derfor satser Sylt på, at mund til mund-metoden vil gøre den lille restaurant kendt, imens man serverer god mad til priser, hvor de fleste kan være med.

“Det skal ikke være alt for fancy, men det skal være i orden. Det betyder alverden, at jeg har fået mit eget køkken. Vi arbejder klassisk, men også kreativt. Og jeg tænker det hele igennem hver dag og tilbereder maden, som jeg synes, at den skal serveres. Det står jeg inde for,” siger Nickolai Bruun.

 

Og navnet?

 

“Vi brugte flere uger på at udtænke et godt navn. Vi kan godt lide syltede ting, der passer til maden – og så endte det bare med ‘Sylt’,” smiler Anders Larsen.

 

Restaurant Sylt

Mejlgade 46 B

8000 Aarhus C

Tel. 60 66 83 25

www.facebook.com/Restaurantsylt

 

Frokost kl. 12-16, aftenmenu kl. 17-22

 

På menuen lige nu:

Stegt torskerogn på rugbrød: 55 kr. (frokost)

Hummerbisque: 65 kr. (frokost)

Osso buco: 70 kr. (frokost)

Vitello tonnato, osso buco og citrontærte: 120 kr. (søndag-torsdag), 150 kr. (fredag-lørdag)

 

 

 

Restaurant Se flere

Seneste artikler Se flere

Tilmeld nyhedsbrev