//Restaurant

Restaurant Vestermølle får ny driftig forpagter

”Ham skal vi holde fast ved”, ræsonnerede bestyrelsen, alt imens Morten Kvist fandt tiden inde til at få sit eget

 

Restaurant Vestermølle ved Skanderborg Sø er ved at slutte regnskabsåret 2019 og kan melde om god omsætningsfremgang samt et fornuftigt driftsresultat. Bestyrelsen for Vestermølle Møllelaug, som siden april 2015 har været driftsansvarlig for restauranten, giver æren for ikke blot fremgang, men også en markant kundetilfredshed, til restaurantens direktør siden april sidste år, Morten Kvist. 

Ny forpagter af Restaurant Vestermølle, Morten Kvist

 

Tid at få sit eget

Ud fra tankegangen, at ”ham skal vi holde fast ved”, blev han i efteråret tilbudt at forpagte restauranten. Det faldt helt i tråd med, at Morten Kvist, 38 år, fandt tiden inde til at få sit eget. Aftalen er underskrevet med virkning fra 1. januar og træder formelt i kraft, når den sidste 2019-postering er bogført, og der foreligger en 2020-åbningsbalance.  
 

Pænt fyldt ordrebog

Det har aldrig været meningen, at Vestermølle Møllelaug skal drive restaurant, fortæller Jørgen Lund Christiansen og Niels Peter Skrubbeltrang, formænd for hhv Møllelauget og denne forenings datterselskab Møllen Vest ApS. Det blev dannet i 2015, da det pludselig blev nødvendigt selv at tage ansvar for driften. Morten Kvists overtagelse af forretningen sker helt enkelt ved, at han køber Møllen Vest ApS, der viderefører alle indgåede aftaler med såvel leverandører, medarbejdere, samarbejdspartnere som kunder. Han kan glæde sig over, der følger en pænt fyldt ordrebog med i aftalen. 
 

Fester, møder og a la carte

Morten Kvist betoner, at det for ham har været afgørende, at Restaurant Vestermølle har gode møde- og festlokaler ved sø og bøgeskov samt masser af fri P-plads. Stedet skal som hidtil være attraktivt til markering af familiebegivenheder og ramme om møder. For at udvikle mødesegmentet er der netop investeret i nyt IT-udstyr. Også a la carte restauranten løftes, senest med konceptet ni serveringer og vin ad libitum på ugens sidste aftener. 
 

Kok, tjener og erhvervsøkonom

Morten Kvist kom til Restaurant Vestermølle fra en stilling som koordinator på Fængslet i Horsens og har tidligere været restaurantchef på hhv Hotel Park i Odder og Hindsgavl Slot. Han er uddannet både kok, tjener og erhvervsøkonom og har tillige et service management diplom fra University of Chester.

 

 

 

Restaurant Se flere

Seneste artikler Se flere

Tilmeld nyhedsbrev