//Tjek Musikken

Ridehuset Swinger: Fællesspisning og 17 gratis koncerter

For 30. år i træk kan Aarhus Jazz Orchestra åbne dørene til Ridehuset Swinger den 17.-20. juli. Arrangementet byder på fire dage med 17 gratis koncerter og som noget helt nyt: fællesspisning arrangeret af Masvino Vinbodega.

 

 

Ridehuset Swinger har i 30 år været en fast del af Aarhus Jazz Festival i juli måned. Den 17-20. juli præsenterer Aarhus Jazz Orchestra koncerter med et hav af jazzmusikere, der alle spiller koncerter med fri entré. Hver aften spiller Aarhus Jazz Orchestra store aftenkoncerter, som i år går under titlen Cuban Big Band Nights.

 

Masvino Vinbodega står for spændende mad

I år er Aarhus Jazz Orchestra desuden gået sammen med Masvino Vinbodega om at lave en hyggelig fællesspisning i forlængelse af Ridehuset, hvor publikum kan nyde en lækker middag i selskab med andre mad- og musikinteresserede inden aftenkoncerten. Billetter til fællesspisningen, hvor man automatisk også reserverer en plads til aftenkoncerten i Ridehuset, købes på forhånd via Aarhus Jazz Orchestras hjemmeside.

Foto: Kim Song Sternkopf / @HeartMatter Artworks

 

Cuban Big Band Nights rimer på sol, sommer, rom og grill. Vi har sammensat en lækker menu, som passer til festivalstemningen på pladsen, og som får publikum i den helt rigtige stemning til aftenens koncert. Alt i alt er der lagt på grillen til en hyggelig og stemningsfuld fejring af Ridehuset Swingers 30års jubilæum, fortæller Mads Poulsen, medejer af Masvino Vinbodega.

 

Fire dages gratis jazzkoncerter

Orkesterchef i Aarhus Jazz Orchestra, Dorthe Andersen, ser også frem til fire stemningsfulde dage i Ridehuset. Vi står på skuldrene af en lang og meget værdsat tradition under jazzfestivalen, hvor Aarhus Jazz Orchestra (tidl. Klüvers Big Band) inviterer hele byen til fire dages gratis jazzkoncerter. Og det er virkelig et projekt alle i organisationen hvert år glæder sig meget til. De senere år er konceptet blevet udbygget med madmarked, og i år har vi så for første gang valgt at invitere publikum til fællesspisning inden vores aftenkoncert. Det tror vi bliver en perfekt optakt til aftenens koncert med Aarhus Jazz Orchestra, siger Dorthe Andersen, orkesterchef i Aarhus Jazz Orchestra.

Ridehuset Swinger – Cuban Big Band Nights byder i år på 17 gratis koncerter og præsenterer navne som DR Big Band feat. Mathias Heise, Karmen Rõivassepp, TipToe Big Band, Camilla Dayyani Group og mange flere. For første gang kan børnefamilier også komme til børnejazzkoncert lørdag d. 20. juli kl. 14.00, hvor orkestret har instrumenter med til hele 200 deltagende børn. Årets store aftenkoncerter er i år med den cubanske trommevirtuos og komponist Dafnis Prieto, der sammen med Aarhus Jazz Orchestra og landsmændene Eliel Lazo (percussion) og Yasser Pino (bas) vil fremføre musikken fra Prietos grammyvindende album ”Back to the Sunset” fra 2018.

 

På www.aarhusjazzorchestra.dk kan du læse mere om Ridehuset Swinger og finde billetlinks til fællesspisning ved Ridehuset.

 

Fakta

  • Ridehuset Swinger – Cuban Big Band Nights finder sted d. 17.-20. juli 2019 i Ridehuset, Aarhus.
  • Hver dag kan publikum opleve mindst fire jazzkoncerter med gratis entré.
  • Aftenkoncerterne Cuban Big Band Nights præsenterer musikken fra det grammyvindende album ”Back to the Sunset” af Dafnis Prieto. På scenen med Aarhus Jazz Orchestra er Dafnis Prieto, Eliel Lazo & Yasser Pino.
  • Hver aften arrangerer Masvino Vinbodega fællesspisning på Officerspladsen. Billetter købes på forhånd via www.aarhusjazzorchestra.dk.
  • Ridehuset Swinger – Cuban Big Band Nights præsenteres i samarbejde med De Jyske Bryghuse, Aarhus Kommune, Statens Kunstfond & Aarhus Jazz Festival.

 

 

Tjek Musikken Se flere

Seneste artikler Se flere

Tilmeld nyhedsbrev