//Øl

Rowdy Hops: Aarhus C får endelig en ny og seriøs ølfestival

Rowdy Hops er navnet, og den løber af stablen første gang fredag den 1. november i Ridehuset.



På festivalen vil du kunne finde nogle af de bedste bryggerier fra Europa krydret med det ypperste fra Danmark. Der vil være smagsprøver på en lang række af de mest eftertragtede øl til priser langt under normal markedspris. Det er med andre ord en mulighed for at få overrislet smagsløgene med noget helt unikt.

 

Fingeren på øl-pulsen

Teamet bag Rowdy Hops er et par erfarne herrer med hver deres baggrund. Martin Heebøll Kreutzfeldt har igennem de seneste tre år været indkøber for den aarhusianske specialølsbutik, TidensFarvers Ølafdeling, og har om nogen fingeren på pulsen, når det kommer til den evigt foranderlige ølverden. 

 

Mads Jordansen har siden 2014 stået bag to årlige vinfestivaller, Winemarket, i Ridehuset og har styr på planlægningen og logistikken omkring afholdelse af større events. Det er med andre ord et stærkt hold med en solid portion erfaring, der står bag.


Mads Jordansen fortæller: ‘Jeg vil gerne videreføre min succes med Winemarket til øllets verden. Vi har været til en del ølfestivaler efterhånden og har en klar forståelse for, hvad man ønsker som gæst: Gode og spændende øl af mange forskellige typer i rolige omgivelser, og uden at eventen er blevet oversolgt med alt for mange mennesker og lange køer til følge. Alt sammen til priser, så man ikke bliver ruineret’.


Martin Kreutzfeldt supplerer: ‘En anden vigtig ting er også, hvordan produktet præsenteres. Der findes ikke noget værre, end at få præsenteret øllet i en kop eller et plastikkrus, som ikke passer til størrelsen på smagsprøverne. Derfor har vi også nøje udvalgt et smageglas, der er inkluderet i entréen. Dette glas gør sig fremragende til både 10 cl og 20 cl, som er størrelsen på smagsprøverne til Rowdy Hops’.


Rowdy Hops’ setup:


Tid: Fredag d. 1. november 2019

Sted: Ridehuset, Vester Allé 1, 8000 Aarhus C

Opbygning: 2 sessioner, kl. 13-16 og kl. 17-20

Pris:
kl. 13-16: 75 kroner
kl. 17-20: 95 kroner 

Begge sessioner/kombibillet: 150 kroner.

Billetten giver adgang til Rowdy Hops, et smageglas og et smageprogram.

Smagsprøverne købes ved standene direkte af bryggerierne til 10,- eller 20,-. Tag derfor rigeligt med 10’ere med!’

 

Priserne er sat, så entréen er tjent hjem, når man har købt mellem 4 og 8 smagsprøver.

Martin og Mads har lagt mange kræfter i at nå frem til et super spændende line-up af bryggerier fra ind- og udland med så mange forskellige ølstilarter som overhovedet muligt. Du vil derfor kunne finde lækre humlede pale ales, frugtige sours, læskende lagerøl, mørke og fede stouts, liflige saisoner og en god belgisk ale eller to. Med andre ord vil du opleve en vanvittigt bred palet af smagsindtryk fra følgende bryggerier:


Mikkeller (DK)
Warpigs (DK)
Baghaven (DK)
To Øl (DK)
Northern Monk (UK)
Cloudwater Brew Co (UK)
Founders Brewing Co (US)
Stone Brewing Co (US)
Fanø Bryghus (DK)
Flying Couch Brewing (DK)
Alefarm Brewing (DK)
Åben (DK)
Gamma Brewing (DK)
Mad Scientist (HU)
Humleland (DK)
FrauGruber (DE)
Omnipollo (SE)
Wizard Brewing (SE)
Ebeltoft Gaardbryggeri (DK)
Brokereajca (PL)
Ziemia Obicana (PL)
Amundsen Bryggeri (NO)
Siren Craft Brew (UK)
Agile Brewing (DK)
Lervig (NO)
Copenhagen Mead Company (DK)
Tidens Farver x Evil Twin (DK)

 

Aarhus Update glæder sig til en dag i øllets tegn, og vi har allerede sikret os vores billet. Skal du også med, så købes billetten her på rowdyhops.dk

Øl Se flere

Seneste artikler Se flere

Tilmeld nyhedsbrev