//Nyheder

Så meget bruger Aarhus Kommune på at annoncere på sociale medier: “Det er et dilemma”

Rådmand, hvis magistratsafdeling bruger 1,4 millioner kroner på annoncer, mener, det er pengene værd, men erkender, at han er med til at sende skattekroner ud af landet.

 

1.785.696 kroner brugte Aarhus Kommune i 2019 på at annoncere på de sociale medier. Det fremgår af et svar fra Borgmesterens Afdeling til Enhedslisten, som har spurgt til udgifterne på området i en såkaldt 10-dages forespørgsel.

 

Borgmesterens Afdeling anfører, at brugen af sociale medier har været støt stigende i takt med, at brugen af mere traditionelle kanaler som aviser og fagblade er faldet.

 

Af besvarelsen fremgår det, at kommunen har adskillige profiler på diverse sociale medier som Facebook, Instagram, Snapchat, YouTube og Linkedin. Det er disse profiler, man benytter til at annoncere, men Facebook får den klart største bid af skattekronekagen.

 

Dyre kulturreklamer

Kun en enkelt magistratsafdeling i kommunen har slet ikke brugt penge på at annoncere på de sociale medier. Det er Sociale Forhold og Beskæftigelse.

 

“Vi har generelt lave udgifter til annoncering og markedsføring. Det, synes jeg, er en rigtig prioritering og en helt naturlig del af, at vi har en omfattende og direkte kontakt med de borgere, vi skal være i kontakt med,” siger rådmand Kristian Würtz (S).

 

I den anden ende udmærker Kultur og Borgerservice sig med at have de med længder største udgifter på området. I 2019 brugte Kultur og Borgerservice således 1,4 millioner kroner på at købe annoncer på sociale medier. Det er næsten hele 1,2 millioner kroner mere, end Sundhed og Omsorg, som brugte næstflest penge på annoncering, har præsteret.

 

“Det handler om, at min magistratsafdeling sidder med forskellige kulturtilbud til borgerne som eksempelvis Tall Ships Race, svømmehaller, biblioteker og Musikhuset. Til Musikhuset handler det om billetsalg, og på den måde adskiller det sig jo meget fra eksempelvis Børn og Unge, der ikke skal ud og reklamere for skoler eller lignende. Det er en del af vores opgave at få fat i gæster og publikum til kulturtilbuddene,” forklarer Rabih Azad-Ahmad (R), rådmand for Kultur og Borgerservice.

 

Han synes, at pengene er godt givet ud.

 

“De 1,4 millioner kroner skal ses i forhold til, at eksempelvis Musikhuset har en omsætning på 135 millioner kroner og billetsalg på 97 millioner kroner. Det er en vigtig del af forretningsgrundlaget for kulturtilbuddene, at de kan nå ud til publikum og ikke mindst nye målgrupper. For at nå ud til dem, skal man være, hvor de er, og især de unge, som vi gerne vil have fat i, er på sociale medier.”

 

Et moralsk dilemma

Pengene – borgernes skattekroner – bliver især brugt på Facebook, som ikke betaler ind til fællesskabet i form af skat. Hvad tænker du om det?

“Jeg kan godt forstå, at du stiller det spørgsmål. Og det er et dilemma. Det svære er, at færre og færre orienterer sig de traditionelle steder som aviser. Skal vi nå ud til en bred del af befolkningen, så er det på de sociale medier, du finder dem. Hvis vi ikke brugte pengene, hvor borgerne er, ville vi ikke leve op til vores forligtelse som kommune.”

 

Kommunen har skrevet under på et charter for skattelyfri kommuner. Her forpligter man sig til at tage socialt ansvar i sin investerings- og indkøbspolitik, og man vil tilstræbe at købe ydelser hos gennemsigtige virksomheder med ansvarlig skatteadfærd. Synes du, at Facebook er gennemsigtig og udviser ansvarlig skatteadfærd?

“Det tænker jeg er op til skattemyndighederne og loven på området. Det, jeg forholder mig til som lokalpolitiker, er, at vi selvfølgelig skal tage et socialt ansvar, men der ligger også et socialt ansvar i at kommunikere ud til mennesker, som betaler skat og er forudsætningen for, at vi har kulturtilbud. Det er beklageligt, at de mennesker ikke længere orienterer sig så meget i traditionelle medier som førhen, men vi er nødt til at være, hvor borgerne er. Det ville være rigtig ærgerligt, hvis vores tilbud kun nåede ud til en meget snæver målgruppe. For så er det ikke længere et tilbud for alle. Sociale medier har mange fordele, men også ulemper.”

 

Mens Kultur og Borgerservice har brugt penge på at reklamere for kulturtilbud, har eksempelvis Sundhed og Omsorg blandt andet brugt 183.000 kroner på en SOSU-rekrutteringskampagne.

 

Udgifter til sociale medier fordelt på magistratsafdelinger

Kommunen har benyttet sig af Facebook, Linkedin, Instagram, Snapchat og YouTube

Nyheder Se flere

Seneste artikler Se flere

//Nyheder

AGF refunderer sæsonkortbetaling

//Nyheder
Efter det ligger fast, at resten af sæsonen skal afvikles uden tilskuere, tilbyder AGF nu klubbens sæsonkortholdere at få refunderet dele af deres betaling. Samtidig åbner AGF op f… Læs mere

Tilmeld nyhedsbrev