//Baggrund

Vi offentliggør vores arbejdsmetoder. Sådan gør vi, når vi laver en anmeldelse!

Gennemsigtighed og åbenhed i vores arbejde er blevet mere vigtig, eftersom vores læsertal er steget støt og roligt. Alle er i dag anmeldere af alt muligt, også mad og restauranter. Sådan er det jo.

 

Vi er nogle relativt få i Danmark, som mere eller mindre lever af at anmelde mad og drikke. Det gør at mange af os ikke anmelder, som vinden blæser, og som vi har lyst til. Der er både faglighed og saglighed bag. På Aarhus Update arbejder vi ud fra samme model og kriterier, uanset hvilket niveau spisestedet er på.

 

De rammer og principper vi arbejder ud fra, har vi valgt at offentliggøre, så alle kan læse, hvordan vi gør, og hvad der betyder noget for vores vurderinger.

 

  • På Aarhus Update er vi så anonyme som muligt, når vi anmelder mad. Det er i praksis svært, da madanmeldelser er en levevej for os – og det er svært at gemme sig mere. Men vi er diskrete.

 

  • Vi sviner ikke en restaurant og dens gæster til. Vi er sobre og holder en god tone i vores formidling. Kald os kedelige, men sådan er vi.

 

  • Vi er fair og ærlige. Hvis vi har med spisesteder, hvor vurderingen er relativ lav, så kommer vi altid på genbesøg.

 

  • Hvis vi kritiserer en restaurant, så begrunder vi det altid. Både læserne og restauranten har krav på en konkret og saglig begrundelse. Det er andre folks levebrød, vi vurderer og kritiserer, derfor er vi meget sikre og præcise i vores kritik.

 

  • Hvad vi spiser og drikker, betaler vi selv. Vi bestiller ikke kun vores livretter, og vælger heller ikke kun de dyre eller billige retter. Selvfølgelig er smag subjektiv, men vi gør alt, hvad vi kan for at forstå og sætte os ind i maden.

 

  • Vi kommer altid ædru til en anmeldelse, og til den tid vi har bestilt bord. Under måltidet drikker vi ofte vin eller øl med alkohol i. Vi er meget bevidste om mådeholdenhed, da alkohol går ud over vurderingsevnen.

 

  • Vores vurderinger bygger på tre selvstændige vurderinger. Maden, drikkevarerne og betjeningen. Komfort, atmosfære og indretning spiller også ind, men kun i begrænset omfang. Vi er saglige i vores kritik.

 

  • Vi forholder os til det, som er på tallerkenen, og ikke andet. Maden udgør op til 90% i vores vurderinger. Kvaliteten på råvarerne, håndværket, tilberedning og smagen er vigtig i vurderingen. Men også personligheden i det vi spiser, er det lykkedes for kokkene at finde deres eget udtryk, eller er der for meget kopi og halvfabrikata.

 

  • Drikkevarer udgør op til 30% af vurderingen.

 

  • Betjening udgør op til 30% af vurderingen.

 

  • Prisen holder vi altid op mod det, vi spiser og drikker. Er der value for money, eller hvorfor er en given menu eller ret forholdsvis dyr eller billig?

 

  • Nye restauranter bliver ikke anmeldt før, de har været åbne i en måned. Det er uprofessionelt og unfair at anmelde dem før, de er kommet i gang. De skal have en chance og en mulighed for at justere på de opstartsproblemer, der altid er, når man starter en ny forretning op.

 

  • Vi taler med personalet og får dem til at fortælle om maden, og det vi drikker – også selv om vi kender alt til den vin eller øl, vi drikker. Den pædagogiske fremstilling er noget, som vi også bedømmer. Hvis der måtte være fejl og undskyldninger, så lytter vi selvfølgelig også til dem. Ofte er der jo en god forklaring på, hvorfor noget er gået galt.

 

  • Tiden er et parameter. Vi noterer ventetid ned – også mellem retterne. Ikke forstået på den måde, at tiden er et vurderingsparameter, men hvis der er lang ventetid, betyder det noget for gæsterne.

 

  • Vi tjekker fødevarestyrelsens sidste tre kontrolrapporter fra restauranten.

 

  • En ny og uerfaren anmelder får ikke lov til at anmelde alene. For os er restaurantbesøg og erfaring vigtig. Det kræver mange restaurantbesøg for at have et retvisende vurderingsgrundlag på plads. Der er jo nok en grund til, at professionelle spiseguider har fuldtidsansatte, som kun spiser ude.

 

  • Vi tilstræber at anmelde tidligere besøgte restauranterne en gang hvert år. Det er, efter vores opfattelse, det mest optimale, da man hele tiden er ajour med den pågældende restaurants niveau og udvikling. Kvalitet over tid spiller afgjort ind i vores vurdering.

 

  • Vi ved godt, at mange gerne vil læse negative og kritiske anmeldelser. Det er jo efterhånden blevet en nationalsport at kritisere gud og hver mand for stort set alt. Mad og drikke er noget, som optager stort set alle. Derfor er der ofte mange læsere til det, som skrives om mad og drikke. Vi er kritiske, men vi skriver stort set kun om dem, som gør det godt. Hvis maden, vinen eller betjeningen er for dårlig, så skriver vi det til den pågældende restaurant, men skriver ikke en dårlig anmeldelse og hænger dem offentligt til tørre.

 

Baggrund Se flere

Seneste artikler Se flere

Tilmeld nyhedsbrev