//Shopping Aarhus

Skærsliberen.dk: Aarhusiansk startup leverer knivslibning lige til hoveddøren 

Skærsliberen.dk har haft fuld fart på siden opstarten den 1. november sidste år, og kan nu kalde sig ”landsdækkende” i hele Østjylland på rekordtid. Der er sket meget på den danske ”convenience” scene de seneste 5 år. Tiden, hvor familien Danmark selv laver mad og gør rent er ovre, og vi har i Danmark fået øjnene op for, at tid er penge. Nu er det ikke længere nødvendigt at finde den store pengepung frem, aflægge besøg, samt bøvle med ventetiden, når man gerne vil have fuldt udbytte af sine køkkenknive igen. Skærsliberen.dk er nemlig et nyt koncept fra Aarhus, der leverer en professionel knivsliber direkte til din hoveddør, der gerne skulle være med til at bekæmpe brug og smid væk-kulturen.

 

Mændene bag

Bag konceptet og platformen står 30-årige Anders Weinreich og Jesper Lajer, barndomsvenner fra Søften, nord for Aarhus.

”Som en flittig amatørkok var det altid mig, der skulle stå og lave mad til familien og middagsselskaber. Den opgave tog jeg selvfølgelig gerne på mig, men en efterårsaften sidste år kunne min ellers dyre køkkenkniv ikke engang klare at skære igennem en tomat længere,” fortæller Jesper Lajer, og fortsætter ”Dagen inden var jeg netop blevet præsenteret, af Anders, for en ide om, at vi sammen skulle lave en platform, der i bedste Go-More stil skulle hjælpe private med praktiske gøremål og som skulle lære andre private nye kompetencer og færdigheder.”

 

 

Succes fra starten

Frøet var nu sået til det, som i dag brager afsted som Skærsliberen.dk. Markedet blev undersøgt og de løsninger, der fandtes i forhold til at få slebet sine knive, var enten for besværlige eller for dyre i forhold til kvaliteten. Det tændte en lille lyspære i hovedet på de to iværksættere, og de tænkte, at der sikkert var mange ude i de små hjem, der sad med samme problem. Med det in mente satte de sig for at afprøve det nye koncept.

”Vi kørte en test på 4 uger i et begrænset område syd for Aarhus i september/oktober, og havde betalende kunder fra første dag vores side var online. Allerede i midten af oktober havde vores skærslibere været forbi kunde nummer 100. Herefter gik det kun en vej!” siger Anders Weinreich.

 

Fra 0 til 250.000 på 6 måneder

1.november i 2019 gik drengene fuld tid på projektet, og Skærsliberen.dk gik officielt i luften. ”Det var udfordrende pludselig at skulle finde nye markeder og udbydere til vores platform. Men vi blev ved med at fokusere på, at det var en skide god ide, og at vi fik lov til at være chauffør på sådan en spændende rejse, og selv hvis det gik galt, ville vi få erfaringer med i bagagen,” erklærer Anders.

 

Repræsenteret i 80 postnumre

Dog var der ingen grund til bekymring, fordi succesen udeblev ikke. Resultatet af måneders hårdt arbejde blev, at Skærsliberen.dk efter et halvt år i drift præsentere en omsætning på den gode side af 250.000 kroner, 12 lokale udbydere, som er repræsenteret i mere end 80 postnumre dog stærkest i Midtjylland. 

”En ting er det private marked, hvor jeg føler, vi har godt fat i Østjylland. Men med vores grønne profil i form af vores bekæmpelse af brug og smid væk-kulturen, samt at vi kan tilbyde slibning on-site, gør, at flere og flere erhvervskunder får øjnene op for vores service”, fortæller Jesper og fortsætter: ”Vi har i løbet af foråret hjulpet 30+ virksomheder, som helt uopfordret har taget kontakt til os, med at få deres køkkenværktøj knivskarpt igen og på den måde også mindske arbejdsskader,” fastslår Jesper.

 

 

Forretningsmodellen er skræddersyet til coronakrisen

Hvad gør du, hvis dine knive er sløve og madlavningen ikke længere er en leg, men samtidig helst skal blive derhjemme på grund af corona-krisen? Den nye platform Skærsliberen.dk har nu været i gang i lidt over et halvt år, og den nye mulighed for knivslibning på hjemmeadressen er ikke faldet i alles smag – da det sociale aspekt i at tage ned til den lokale slagter eller isenkræmmer har været rutinen i mange år. Dog har piben nu fået en helt anden lyd, og Skærsliberen.dk’s omsætning er steget eksplosivt i de seneste måneder under corona-isolationen. En af medejerne, Jesper, regner med, at en stor del af fremgangen nok skyldes corona-forholdsreglerne, og at folk derfor opholder sig mere i deres hjem, men han håber, at kunderne også vil huske servicen, når situationen igen er blevet normaliseret.

“Det er ekstremt vigtigt for os, at vi overholde alle regeringens påbud og retningslinjer, derfor har det også været meget nemt at forsætte vores virke, da vi hurtigt opdagede, at hele vores forretningsmodel var utilsigtet skræddersyet til corona krisen,” fortæller medejer Jesper Lajer og fortsætter ”Vi så de anvisninger, der kom ud, om at omgås hinanden mindst muligt i disse tider, og tænkte det gør vi jo allerede. Vi opfordrer til, at alle vores kunder sætter deres knive udenfor på et aftalt sted. På den måde kan vores lokale skærslibere fortsætte deres arbejde, folk får stadig skarpe knive, mens vi mindsker alt menneskelig kontakt. Ligeledes sker betaling altid med kort (online) eller MobilePay,” afslutter Jesper.

 

 

 

Shopping Aarhus Se flere

Seneste artikler Se flere

Tilmeld nyhedsbrev