//Shopping Aarhus

Snavs og sorte belægninger: Aarhusiansk købmand får tredje sure smiley på fire måneder

Fødevarestyrelsens kontrolteam fandt blandt andet sorte belægninger af mug eller skimmelvækst på vægge og loft hos Al Aman Frugt og Grønt i Brabrand. Nu har købmanden fået en bøde og endnu en sur smiley

 

Det er nok ikke lige frem sure smileyer, man som forretningsdrivende har lyst til at samle på, men hos Al Aman Frugt og Grønt er det ved at være normalt at modtage sådan en, når Fødevarestyrelsen har været forbi stedet på Holmstrupgårdvej 1 i Brabrand. Ved de seneste fire besøg har Al Aman Frugt og Grønt således modtaget tre sure smileyer. Det var også tilfældet i sidste uge, da Fødevarestyrelsens kontrolteam kom på besøg.

 

Foruden en sur smiley modtog Al Aman Frugt og Grønt også en bøde på 5.000 kroner, da det blev konstateret, at rengøringen havde været dårlig, fremgår det af den kontrolrapport, som er offentliggjort på nettet.

 

Under besøget blev der i butikkens kølerum på lageret fundet “sorte belægninger af mug eller skimmelvækst på vægge, loft og i de fleste gummifuger,” som det bliver beskrevet i rapporten. I en ostekøler i salgslokalet blev der ligeledes fundet snavs og fødevarerester i bunden af køleren, og på nogle af ostene blev der også fundet sorte belægninger på emballagerne.

 

Det fremgår også af rapporten, at lignende forhold vedrørende rengøring blev indskærpet over for butikken ved et kontrolbesøg tilbage i marts måned i år.

 

 

Flere sure smileyer

Alene de seneste fire måneder har Al Aman Frugt og Grønt nu fået tre sure smileyer. De to foregående blev givet i september og i juli. Her blev det konstateret, at der var fejl i mærkningen på flere af de produkter, der blev solgt i butikken. Ved kontrolbesøget i september blev 15 stikprøvevist produkter udvalgt til sporbarhedskontrol, hvor ni af produkterne var uden dansk eller andet sprog, der lignede dansk. I stedet var produkterne typisk mærket med tysk, engelsk, fransk eller et østeuropæisk skrift, fremgår det af rapporten fra dette besøg.

 

Lokalavisen Aarhus har forsøgt at få en kommentar fra Al Aman Frugt og Grønt til den seneste sure smiley og bøde, men det har ikke været muligt. En mandlig medarbejder i butikken oplyser, at chefen ikke er til stede, og han ønsker ikke at oplyse et telefonnummer på chefen. Overfor Fødevarestyrelsens kontrolteam har butikken fortalt, at de kritisable forhold ved det seneste besøg vil blive forbedret, fremgår det af rapporten.

 

Kontrolrapporten kan læsesher.

 

Shopping Aarhus Se flere

Seneste artikler Se flere

Tilmeld nyhedsbrev