//Tjek kulturen

Stedkendt: Den lokale kunstner, Eske Touborg, maler aarhusianernes favoritsteder

Kunstneren og kaospiloten, Eske Touborg, også kendt for sine mange gavlmalerier af havdyr i Aarhus, har startet et nyt projekt med sin gode ven Simon Krüger, nemlig projektet Stedkendt.

 

Stedkendt er foreløbigt tre billeder malet af kunstneren af steder fra Aarhus, som enhver aarhusianer vil kende – nemlig Vestergade, Graven og Tordenskjoldsgade på Trøjborg. Alle billederne er trykt på 250 g højkvalitets papir i kun 100 eksemplar, signeret og nummeret og kun optrykt denne ene gang. “For os handler det om at give folk muligheden for at købe et stykke ordentlig og eksklusivt kunst til en pris, hvor de fleste kan være med.” fortæller Eske og Simon.

 

Projektet er et modsvar til de masseproducerede plakater, eller døgnfluerne som de kalder dem, som har været oppe i tiden de sidste fem år. “Da vi forhørte aarhusianerne om, hvad de gerne ville have hængende derhjemme, var der en klar enighed om, at folk var trætte af, at naboen havde det samme som dem, så det var klart noget vi ville undgå” siger Simon.

 

De to unge mænd fortæller også, at projektet er et forsøg på at skabe noget positivt midt i covid-19 situationen. “Vi kan jo ikke rejse rundt og opleve verden så hvorfor ikke prøve at forelske os på ny i det, vi alligevel går rundt i hver dag.

 

Efter jul skal der laves nye malerier og her får alle byglade borgere en mulighed for at byde ind med deres yndlingssteder med chancen om at netop dét sted bliver malet.

 

 

Simon og Eske mødte hinanden på universitetet i 2017 og har hængt sammen lige siden. For dem udspringer projektet fra en kærlighed til Aarhus og en nysgerrighed over, hvordan man kan få et stykke af byen ind i sit hjem – også hvis man ikke bor i Aarhus.

 

“Det er helt vildt, hvor godt folk allerede har taget imod det før vi overhovedet er kommet ordentligt i gang. For mig viser det bare, hvor meget aarhusianerne holder af de gader og stræder de bevæger sig i”, fortæller Eske.

 

Lige nu knokler de to venner med at få det sidste på plads til at de åbner webshoppen fredag d. 13 november, det bliver muligt at forudbestille billederne.

 

 

 

Se mere om Stedkendt her:

 

 

 

Tjek kulturen Se flere

Seneste artikler Se flere

Tilmeld nyhedsbrev