Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Guiden til sunde spisesteder: Omtanke for mennesker, dyr og miljø

Af anders@sommersangdigital.dk

Flere og flere stiller sig kritiske over for fødevarerne i dag. Det handler om sundhed, gode råvarer og økologi. Mange vil gerne være sundere og diverse begreber som rawfood, palæo og proteintilskud har gjort deres indtog. Også Aarhus er med på bølgen. Det sidste års tid er der dukket nogle caféer op, som har fokus på sund, nærende mad også som takeaway. Med ønsket om et alternativ til pizza, burger og shawarma satte vi os for at se på de sunde caféer.

 

Men hvad er sund mad? Hvad er godt for kroppen? Hvad giver energi?

De såkaldte ”superfoods” som tang, granatæbler, Acai-bær og kombucha-te siges at få dig til at føle dig smukkere, sundere og klogere, eller måske forhindrer de ligefrem sygdomme. Nogle skyller kødet for fedt, andre rører ikke stivelse, og nogle tror på, man bliver klog af at spise blåbær og broccoli.

 

Ja, der mange teorier! Vi skal ikke gøre os til eksperter eller på nogen måde kloge os på, hvad du skal spise. Det er netop op til hver enkelt at afgøre. Sundhed er et relativt begreb. Noget er sundt for alle, andet kun for nogle.

Om det er stenalderkost, fedtfattig kost, proteinrig kost eller rawfood du søger, eller du er vegetar, har fokus på økologi, dyrevelfærd eller miljø er jo individuelt.

 

De caféer, vi har udvalgt til guiden, har hver især noget at byde på. Vi blev blandt andet præsenteret for rawfood, tofu, grønkålschips, dehydreret brød, chlorella, veganske og vegetariske retter, diverse salater og mange friskpressede juicer. Lad dig ikke skræmme af det ukendte. Det er velsmagedne mad. Aarhus Update guider dig her igennem nogle af de steder, hvor sulten kan stilles på en sund måde.

 

God appetit!

 

Rød streg

Fika – smagfuldt, sundt og naturligt

 

I Jægergårdsgade ligger den lille takeaway café Fika. Fika betyder på svensk en kaffepause eller et lille afbræk fra hverdagen. Det kan f.eks. være en velfortjent pause fra arbejdet eller en cafétur med en ven. En fika indebærer ofte et godt stykke kage, en sandwich eller en snack.

Fika til den sunde guide

Fika tilbyder gode og sunde alternativer til din frokost og aftensmad. Det handler om den gode smag. De går ikke på kompromis med kvaliteten af råvarerne. Derfor er al mad og drikke 100% økologisk. Som den første café i Aarhus har Fika modtaget det økologiske spisemærke i guld. De tænker på miljøet og bruger kun bionedbrydeligt engangsemballage, så man kan tage sin mad med på farten med god samvittighed!

På tavlerne bag disken står der brunch, sandwich, salater, pandekager, varme og kolde retter. Der er altid et stort udvalg af frisklavede salater, og der er gluten- og laktosefrie alternativer, hvis du ønsker det. Brødet bager Fika selv.

Vi valgte salat fra køledisken. 500 gram til 69 kroner. Man kan vælge mellem seks forskellige salater og tre forskellige humus. Den anden ret, vi bestilte, var en majspandekage med kylling, avokado, syltede rødløg, tomat, peberfrugtdressing, salat og pesto til 69 kroner. Pandekagen var laktosefri og hjemmelavet

Den sidste ret vi fik var pulled pork sandwichen med avokado, majscreme, semi-tørrede tomater, syltede rødløg, oliventapenade og salat.

Cafeen er fyldt med brugskunst i bløde farver fra Bloomingville, ligesom lokalet er i naturlige og rolige farver. Stemningen er feminin, varm og hyggelig. Det er intimt, men dog med luft omkring de fire borde cafeen rummer.

Link til vores anmeldelse af Fika

 

Rød streg

Spis dig Glad!

Café Glad! ligger på Frederiks Allé. På menuen er der et bredt udvalg af retter. Der kan vælges mellem brunch, salater, sandwich, chili con carne, pandekager samt kager. Alle retterne er hjemmelavede, tilberedt fra bunden samme dag og af friske råvarer, der er 90-100% økologiske.

Café Glad! - Den sunde guide

Hos Cafe Glad! bager de hver morgen deres eget brød af økologisk mel. Både med og uden gluten. For at mindske madspild sendes alle madrester afsted, så det kan blive lavet om til biogas.

Vi valgte en lille blandet salat på 300 gram. I salaten var der forskellige slags gulerødder, grønne bønner, salat og kål. Derudover kan der vælges mellem kylling, laks og avokado.

Den anden ret vi valgte, var en sandwich med rørt laks, råsyltede rødløg, salat, kapers og urte- og dijonsennep i en grov ølandshvede bolle.

Bag disken står flere studerende fra ernæring- og sundhedsuddannelsen. Hele personalet har en oprigtig interesse for sund og nærende mad og ved, hvad de snakker om.

Selv om du vælger takeaway, behøver du ikke gå på kompromis med kvalitet og sundhed. På Cafe Glad! er der fokus på sund mad, der mætter og er til at tage med ud af huset. Det er et sundt alternativ til de øvrige takeaway steder og den glade og venlige betjening, skaber en særlig stemning på cafeen.

Link til vores anmeldelse af GLAD! 

 

Rød streg

Café Ganefryd – en café med nærvær

Café Ganefryd er en vegetarisk café i Borggade. Caféen er en udspringer af helsekostbutikken Ganefryd i Klostergade, der har eksisteret siden 1983. Café Ganefryd har fokus på det økologiske, veganske og vegetariske samt har ønsket om miljømæssig ansvarlighed. Målet er, at give alle en god og venlig betjening, med spændende kulinariske oplevelser under hyggelige rammer.

Café Ganefryd til den sunde guide-2

Der er ikke mange retter at vælge imellem. Af serveringer kan nævnes sandwich, cafeburger, dagens salater med brød og humus, dagens delle samt dagens suppe.

Vi valgte dagens varme aftenret til 85 kroner. Denne dag var det en boghvedepandekage med tofu, bagte tomater, grøntsagsblanding af kål, gulerødder og rødløg samt grøn peber. Dertil var der to forskellige salater.

Caféburgeren til 75 kroner var aftenens bedste. Den var med sennepsdressing, spæde salater, humus, ovnbagte tomater, agurkesalat, rødløg, hvide bønner, spirer og fennikel. Grøntsagsbøffen var lavet af gulerødder og squash.

Café Ganefryd er tilbagelænet og nede på jorden. I hjørnerne ligger legetøj til børn, og på væggene hænger et udvalg af bøger og blade. På bordene er der friske blomster og levende lys. Folkeligt, simpelt og tilfældigt er nok de rette ord. Der opstår nærmest en hjemlig hygge, hvor samværet og samtalen er i fokus.

Der serveres kun gode råvarer inden for sæsonen, og brødet er hjemmebagt. Ganefryd tænker lidt anderledes end andre caféer, da de ud over maden også har fokus på nærvær, og at caféen skal være et sted, hvor der er plads til alle og til at få ro i en travl hverdag.

Link til vores anmeldelse af Café Ganefryd 

Del artikel

Andre læser også