sur smiley
//Nyheder

Sur smiley til natklub i Aarhus: Der var tykke, fedtede gule og sorte belægninger

Natklubben Oops i Frederiksgade har fået en sur smiley efter Fødevarestyrelsens besøg sidste uge. Medejer forklarer, at stedet har en rengøringsaftale med et firma, som ikke er blevet overholdt

 

En sur smiley og en bøde på 5.000 kroner. Det er, hvad den aarhusianske natklub Oops i Frederiksgade har fået tildelt, efter Fødevarestyrelsen onsdag i sidste uge besøgte stedet. Det fremgår af den kontrolrapport, som er blevet lagt op på Fødevarestyrelsens hjemmeside.

 

I rapporten kan man læse, at det er på grund af dårlig rengøring af en isterningmaskine, at natklubben har fået tildelt den sure smiley og bøden. Fødevarestyrelsen fulgte ved besøget op på en indskærpelse fra et besøg i juli måned, hvor det blev konstateret, at isterningmaskinen ikke var ordentlig rengjort. Ved besøget i sidste uge viste det sig, at det forhold endnu ikke var blevet bragt i orden.

 

“Der er tykke fedtede gule og sorte belægninger på bakke og slange i toppen af virksomhedens isterningmaskine, som kommer i berøring med isterningerne, når de vippes ned i bunden af maskinen,” står der kontrolrapporten fra besøget onsdag i sidste uge.

 

Service-aftale blev ikke overholdt

Lokalavisen Aarhus har været i kontakt med Nikolaj Trangbæk, som er medindehaver af Oops. Han fortæller først og fremmest, at isterningmaskinen efter Fødevarestyrelsens besøg er blevet fuldstændig rengjort, samtidig forklarer han, at natklubben har været uheldig med en rengøringsaftale, som ifølge Nikolaj Trangbæk ikke er blevet overholdt.

 

“Vi har et serviceabonnement på isterningmaskinen hos dem, vi har købt den af. Det vil sige, at hver tredje måned kommer der en og rengører den og sørger for, at det hele spiller. Det firma, som har gjort det, har så en eller to gange sagt, at de har været her, men de har bare været her og gået igen uden at rengøre den,” fortæller Nikolaj Trangbæk til Lokalavisen Aarhus og slår fast, at det er utilfredsstillende.

 

“Jeg ringede selvfølgelig og brokkede mig, og så kom der nogen og fiksede det med det samme,” fortæller han.  Ifølge Fødevarestyrelsens hjemmeside er det første gang, at Oops i Frederiksgade har fået en sur smiley.

 

Nyheder Se alle

Udvalgte artikler Se alle

Vi bruger cookies!

Her på sitet bruger vi cookies i forbindelse med bl.a. trafikmåling, for at kunne udvikle bedre og mere målrettede brugeroplevelser.

Ved at benytte sitet accepterer du brugen af cookies.

Læs mere om cookies her.

Accepter Forlad sitet