//Teater og kunst

Teateranmeldelse: Musikalsk ægteskabsteater i Randers

Af Morten Hede, mortenhede.dk

Aretha Franklin og et helt almindeligt ægteskab med udeboende børn, et hus med uendeligt vedligehold, en evig kaffeslubren om morgenen og en aldrig udtømmelig to-do-liste. Det er ingredienserne i den musikalske og underholdende “Martha & Frank”.

 

5 ud af 6 stjerner

 

På Randers EgnsTeater er stemningen god til vinterkabaretten “Martha & Frank”. Især hos dem, der har tilvalgt middagsbuffet før forestillingen. Da forestillingen skal til at begynde, hentes der kage til kaffen, og der er kø ved baren.

Og det er netop sådan, det skal være. For udover at være en forestilling på Randers EgnsTeater, så er “Martha & Frank” også i gang med en næsten to måneder lang turné i lokale forsamlingshuse. Derfor er ‘hygge’ og duften af steg en væsentlig del af oplevelsen.

 

Aretha Franklin og ægteskabet

Ved hjælp af Aretha Franklins musikalske blues-, funk- og soul-univers har Randers EgnsTeater i samarbejde med Thy Teater skabt en forestilling, der handler om ægteskabet.

Vi møder hovedpersonerne Martha (Anna Ur Konoy) og Frank (Nis Pedersen). De er, som ægtepar er flest. De gør lige dit, henter lige dat, går lige hist og så pist. Og så skal de have kaffe bagefter.

Men hvad nu, hvis det ændrer sig. Hvis Frank spørger, som han altid gør: “Vil du have kaffe?” Og Martha en dag svarer: “Det ved jeg ikke længere, Frank.”

Med sange som “Think”, “Evil Gal Blues”, “I Say a Little Prayer” og “Chain of Fools” bindes forestillingen sammen til en både musikalsk, sjov og rørende fortælling om et ægteskabs særheder, op- og nedture.

 

Usædvanligt dygtige sangere

Vi har både set og hørt begge skuespillere før. Anna Ur Konoy så vi senest i den musikalske forestilling “Slagballe Banke” og tidligere i “Som i himlen”. I begge forestillinger får vi lejlighed til at nyde Anna Ur Konoys særlige og hårrejsende velsyngende stemme.

Nis Pedersen har vi hørt i blandt andet teaterkoncerterne “American spirit” og “Teaterkoncert Gasolin'”, hvor hans stemmes kraft og alsidighed i flere registre både overrasker og imponerer.

Begge disse skuespilleres kvaliteter mærker vi til fulde i “Martha & Frank”. Desuden er de et interessant par at følge; Anna Ur Konoy med sin lille figur, rappe bevægelser og helt åbenlyse skønhed over for Nis Pedersens høje og klassisk maskuline krop og træk med overblik i rolige bevægelser.

 

Ganske godt teater

Manuskriptet af Caroline Malling Jørgensen er både morsomt og bevægende med en god fornemmelse for dramaturgi og musikalitet. Forestillingen har en sketch-/revylignende form, men læner sig alligevel tydeligt op ad kabaret-genren.

Musikerne Bent Lundgaard og Michael Andersen – den ene mere gråt behåret, end den anden – akkompagnerer skuespillerne professionelt, energisk og ‘groovy’, og de leverer en varieret lydside til forestillingen.

Martha & Frank - Randers EgnsTeater
Nis Pedersen og Anna Ur Konoy
Foto: Bo Amstrup

Og ikke mindst er iscenesættelsen af Ina-Miriam Rosenbaum nøglen til at få det hele til at gå op. Der er variation og fremdrift på scenen, masser af komik og musik. “Martha & Frank” er således en vellykket forestilling, som man næsten ikke kan undgå at synes godt om.

 

Forestillingen er i øjeblikket på forsamlingshusturné, men spiller lige nu den 15.-17. marts 2018 på Randers EgnsTeater. “Martha & Frank” kan også opleves på Thy Teater den 19.-22. marts, samt på Teater V i Valby den 6.-8. april 2018.

 

5 ud af 6 stjerner

 


Dramatiker: Caroline Malling Jørgensen | Instruktør: Ina-Miriam Rosenbaum | Medvirkende: Anna Ur Konoy og Nis Pedersen | Musikere: Bent Lundgaard og Michael Andersen | Scenograf: Sus Haugland | Lysdesign: Kisser Rosenquist | Lyddesign: Chris Nielsen | Produceret af: Randers EgnsTeater og Thy Teater

Teater og kunst Se alle

Udvalgte artikler Se alle

Vi bruger cookies!

Her på sitet bruger vi cookies i forbindelse med bl.a. trafikmåling, for at kunne udvikle bedre og mere målrettede brugeroplevelser.

Ved at benytte sitet accepterer du brugen af cookies.

Læs mere om cookies her.

Accepter Forlad sitet