Teateranmeldelse af “Indenfor murene”: Tider skifter og sæder mildnes

Klassiske dansk skuespil om jødisk og kristen kulturkonflikt, om den unge kærlighed imellem to stridige familier og om kravet til den ældre generations forandringsvillighed. “Indenfor murene” er på turné med Waage Sandø i hovedrollen.

“Indenfor murene” er en dansk klassiker fra 1912. Forestillingen handler om en jødisk familie, hvor tidernes skiften og den yngre generations prioritering af kærligheden i forhold til familiebåndet og traditionerne, giver dramatiske rystelser i det københavnske hjem.

Forestillingen er et naturalistisk drama, men med plads til at udfolde de komiske sider af manuskriptet. I denne produktion af Teater2 er det ikke komikken, der er i fokus. Her er det karakterskuespillet, de alvorlige miner og de mørke følelser, der er dominerer værket.

Iscenesættelsen af Søren Iversen er naturalistisk i en grad, som man sjældent ser i dagens teaterlandskab. Og naturalismen har sine styrer – især når man vil understrege de psykologiske vinkler på dramaet. Men underholdende teater bliver det sjældent.

Den forsigtige prokurist Meyer

Men med erfarne skuespillere, der forstår sig på at sige teaterreplikker bliver det ikke så tungt, som det kunne risikere. Frank Rubæk spiller den snakkesalige søn, grosserer Jakob Levin, med højt energiniveau og en god karaktermæssig fylde på scenen. På samme vis er Waage Sandø som faderen, vekselerer Adolf Levin, med sin rutine i rollen, en både stoisk og komisk patriark.

Men særligt lægger vi mærke til Peter Pilegaard, der i rollen som prokuristen Meyer gør en god og næsten karikeret komisk person. Det er en rolle, som igennem historien har krævet andre særdeles dygtige komediespillere, for at kunne løfte den tilfredsstillende. Med sin S-formede kropsholdning, indadvendte fødder og sin forsigtige og undskyldende stemme bliver Peter Pilegaard en særdeles velfungerende Meyer.

Sandø, Jondal og Sandø Jondal

Det store scoop i forestillingen, foruden at have den folkeligt kendte Waage Sandø i den patriarkalske hovedrolle, er sammensætningen af forestillingens tre centrale roller. Waage Sandø og Pia Jondal, der også privat er gift med hinanden, spiller ægteparret i den jødiske familien Levin.

Deres datter, Esther Levin, som bliver dramaets omdrejningspunkt, spilles af Marie Sandø Jondal, der, som navnet også afslører, er datter af netop disse to skuespillere.

Men er denne lidt ugebladsagtige detalje relevant i en teateranmeldelse? I “Indenfor murene” er det familiedramaet, der er i centrum – særligt imellem disse tre roller. Og måske er det bare knaldgodt skuespil, når de familiære forhold synes så ægte. Men det er også sandsynligt, at den kærlighed, som ikke mindst moderen udtrykker til sin datter i forestillingen, har rod i virkeligheden.

Budgetteater med vaklende scenografi

Selvom naturalismen som teatergenre foreskriver, at alting skal være naturligt og ægte, så er der gjort undtagelser. Det tydeligste eksempel er middagen, som forestillingen begynder med, hvor tomme eller halvtomme fade og skåle sendes rundt. De mime-sluprer suppen i sig, og gløden i cigaren er batteridrevet.

Scenografien af Kirsten Victoria Lind er umiddelbart efter klassisk stil med gennemdekorerede kulisser, tapetserede vægge og tidsvarende møbler. Men når vi besøger familien Herming, og Herming og Levin beser guldaldermalerier, så hænger de udelukkende på ‘den fjerde væg’, som praktisk nok ikke er der. Til gengæld findes der ingen malerier på de øvrige vægge.

Måske er det, fordi væggene ikke kan bære malerierne og de kraftige rammer. For især i sceneskiftene ser vi væggene vakle som pap-kulisser. Det er med til at give forestillingen en underlig mislyd af dilettant i forsamlingshuset.

Indenfor murene for de gråhårede

Denne aften i Musikhuset Aarhus er der en usædvanligt høj gennemsnitsalder. Og det er sådan set naturligt nok. For “Indenfor murene” handler i høj grad om den ældre generation – om ungdommens krav til de ældre, om kulturforskelle og forandringer igennem tiden, om traditioner og skikke. Forestillingen blev optaget i Kulturministeriets Kulturkanon fra 2006 med ordene:

Dramatiker: Henri Nathansen | Instruktør: Søren Iversen | Medvirkende: Waage Sandø, Pia Jondal, Marie Sandø Jondal, Thomas Magnussen, Frank Rubæk, Peter Pilegaard, Henrik Larsen, Helle Merete Sørensen m.fl. | Scenograf: Kirsten Victoria Lind | Produceret af: Teater 2