Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Teatret Gruppe 38: Det handler om kærlighed i “Jeg kan bedst li’, når du er her”

Af Pernille Søborg

På fredag den 4. september har Teatret Gruppe 38 premiere på forestillingen “Jeg kan bedst li’, når du er her”. En forestilling, der handler om den uhåndgribelige kærlighed – og om at give plads til den. 

 

 “Jeg kan bedst li´, når du er her”, er skrevet af de to samarbejdspartnere, instruktør Catherine Poher og teaterleder og skuespiller på Teatret Gruppe 38, Bodil Alling. De to kunstnere, der både hver for sig og sammen har modtaget flere priser for deres arbejde, har sammen skabt en helt række forestillinger gennem tiden. Lige netop denne er noget særligt på den måde, at den udgør tredje del af en trilogi om de tre store grundfølelser frygt, vrede og kærlighed, som Poher og Alling har arbejdet på gennem de seneste otte år. 

 

Teatret Gruppe 38: Det handler om kærlighed i "Jeg kan bedst li’, når du er her"

 

Handler ikke om forelskelse 

Catherine Poher og Bodil Alling siger om forestillingen: “Nu handler det om kærlighed. Det handler ikke om forelskelse men om at give og lave plads til kærligheden mellem alt levende, og om at gribe den og nå at mærke den, når den er der. Gennem arbejdet med de to foregående forestillinger erfarede vi, at det er kærligheden, der heler både frygten og vreden, som begge er voldsomme, og til tider destruktive, følelser. Og sikke da et livgivende og sprudlende rum kærligheden er at være i.” Alle tre forestillinger i trilogien kan uproblematisk ses uafhængigt af hinanden, og trilogiens øvrige forestillinger er: “Jeg er ikke bange for noget”, 2012 (frygt) og “Historien om huset, der blev til en prik”, 2018 (vrede). 

 

Prismodtagende hold 

Udover instruktør Catherine Poher, bliver “Jeg kan bedst li’, når du er her” produceret i samarbejde med tre franske kunstnere, der alle har samarbejdet med Teatret Gruppe 38 og Catherine Poher tidligere: Paolo Cardona fra Teatret Skappa i Marseilles og Olivier Guillemain samt Philip LeFebvre fra kunstinstallationsgruppen Z.U.R. i Angers. Det tilbagevendende samarbejde mellem Teatret Gruppe 38, Poher, der selv har franske aner, og de tre franske kunstnere har flere gange høstet stor anerkendelse både i ind- og udland, og holdets forestillinger har modtaget to Reumertpriser samt to nomineringer til en Reumertpris – seneste nominering for trilogiens anden del “Historien om huset, der blev til en prik” fra 2018. 

 

Forestillingen “Jeg kan bedst li’, når du er her” kan opleves fra den 4.-16. september 2020 og den 11.-14. april 2021 på Teatret Gruppe 38. 

 

Køb billet her

 

Medvirkende: Bodil Alling, Søren Søndberg, Søren la Cour 

Instruktør: Catherine Poher 

Manuskriptforfattere: Bodil Alling, Catherine Poher 

Skabt i samarbejde med: Paolo Cardona, Phillipe LeFebvre, 

Videokunstner: Olivier Guillemain 

Komponist og lyddesigner: Søren Søndberg 

Tekniker: Søren la Cour Teknikerassistent Lars K. Olesen 

Varighed: Ca. 45 min. 

Scene: Teatersalen 

Aldersgruppe: Voksne og børn fra 9 år

 

Teatret Gruppe 38

Irma Pedersens Gade 222

8000 Aarhus C

 

Del artikel

Andre læser også