Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Sulten på Teater? Teatret Svalegangen offentliggør sæson 2020/2021 den 1. maj

Af Pernille Søborg

Nedlukning, aflysninger, håndsprit, afstand og uvished. Corona har vendt op og ned på hverdagen og ændret vores virkelighed markant. Men måske mere end nogensinde før, er der brug for teatret og fortællinger, der kan genrejse det fysiske nærvær og sætte tidens tanker og følelser i bevægelse. Teatret Svalegangen glæder sig til at åbne op igen, når teatret i den kommende sæson går tæt på en aarhusianske massemorder, prostatakræft, skellet med politik og underholdning og følelsen af at sidde fast i pengenes spil. 

 

Fortællinger mod en ny fremtid  

Den 1. maj offentliggøres Teatret Svalegangens program for sæson 2020/21. Sæsonen byder på 16 gæsteproduktioner, en række Off The Record arrangementer og fire brølende relevante egenproduktioner.

 

Direktør og kunstneriske chef Per Smedegaard skriver i sit forord til sæsonprogrammet: 

”Når vi konfronteres med en ny virkelighed, er det oplagt at stille de helt store og svære spørgsmål: Hvordan lever vi, og hvad vi lever for? Men hvor skal svarene findes i disse år, hvor pandemier lukker lande ned, hvor klimaudfordringer skaber dystopiske horisonter? Hvor gængse systemer som new public management har spillet fallit, og hvor kapitalismen knækker samfund over i en stadig større global ulighed? For mig sætter pandemien to streger under, at vi lever i en tid, hvor nye løsninger skal findes, hvis vi skal gå en bæredygtig fremtid i møde. Helt grundlæggende må vi åbne os for nye fortællinger. For verden er aldrig, som vi tror den er. Vi må være åbne for andre narrativer, end dem vi kender, og her spiller kunsten en kæmpe rolle. Kunsten er nemlig aldrig bare en cellofan-indpakket vare, dikteret alene af et marked. Dertil er den for vigtig som skaber af demokratisk sammenhængskraft og som et spejl på vores liv, eksistens og samtid.” 

 

Historien om den anden aarhusianske massemorder

Sidst i okt. præsenteres 2. verdenskrigsdramaet EN PLADS I SOLEN, som går tæt på den aarhusianske massemorder Kaj Henning Bothildsen Nielsen, der stod bag 57 drab, 9 drabsforsøg og 116 sabotagehandlinger for Gestapo – herunder aktionen i Guldsmedegade, som natten til den 22. feb. 1945, udløste den største brand, Aarhus har kendt. Det er en fri dramatisering af historien om Kaj af Julie Maj Jakobsen, som sætter radikalisering i et nyt lys. Stykket er inspireret af Jens Kaiser og Søren Tange Rasmussens dokumentariske bog ”Den aarhusianske massemorder” og er blevet til i et særligt samarbejde med Besættelsesmuseet ved Den Gamle By. Det er en fortælling om at lede efter mening i en meningsløs tid og om at finde den i nazismen, hvor man tilsyneladende havde fundet opskriften på fremgang og stabilitet. Og så er det et indre drama om at tro så meget på en sag, at troen til sidst forvandler et menneske til en massemorder.

 

”Var krigen faldet modsat ud, var historien om Bothildsen ganske givet blevet en anden. I dag er det let at få øje på den sort/hvide fortælling om Bothildsens forbrydelser, men ved at trænge ind i hans selvforståelse, tror jeg, det bliver muligt at fortælle en langt mere nuanceret og almenmenneskelig historie om at være et menneske i en desperat tid.”, udtaler Julie Maj Jakobsen. 

 

Rystende komisk cancer-monolog

I begyndelsen af jan. 2021 gensættes den roste monolog EN LILLE SMULE UBEHAG, hvor Holger Østergaard spiller den 55-årig professor Frank Fjordby, der får konstateret den hyppigste cancerform blandt mænd: prostatakræft. Østergaard zapper ind i de følelsestilstande og karakterer, som Frank møder på sin vej, da han med et bliver patientliggjort. Fra drænende bivirkninger, angstprovokerende venteværelser, til intime samtaler med læger, familien, døden og såmænd også Franks sammenbidte ringmuskel, der ikke vil åbne sig for videnskaben. Weekendavisen skrev: ”Med sit direkte, ukrukkede spil leverer Østergaard en af teatersæsonens mest lysende præstationer.” Cancer-monologen drager på DK-turne fra feb. 2021 i samarbejde med landsforeningen for prostatakræft Propa. 

 

Hvem bliver Danmarks nye statsminister? 

Vil du være live-publikum, når Danmarks næste statsministervalg sendes direkte fra Teatret Svalegangen?

 

VALGAFTEN er en stærk komedie om et kommende statsministervalg, der er forvandlet til et hårdtpumpet reality-show. Det unge dramatikertalent Niclas Ashkan Johansen og seks skuespillere rører sidst i jan. en hæsblæsende TV-cocktail sammen, hvor der er skruet helt op for underholdsværdien og helt ned for troværdigheden. Publikums sms-stemme afgør forestillingens handling, når skellet mellem politik og underholdning opløses i jagten på Danmarks nye statsminister.

 

Skuespiller Bolette Engstrøm Bjerre udtaler:

”Jeg glæder mig til at opleve, at publikum spiller publikum! Forestillingens forløb bestemmes på stedet og slutningen er 100% afhængig af, hvilken kandidat publikum stemmer på. Som skuespiller kommer det til at kræve et kæmpe forarbejde, en god portion is i maven og frem for alt et kæmpestort tilstedevær. Det kommer til at sitre. Det bliver fedt.” 

 

Elevatorsatire om penge og magt

Sidst men ikke mindst så har den internationalt anerkendte dramatiker Nis-Momme Stockmann har skrevet ONDSKABENS ANSIGT direkte til teatrets to komiske talenter Anders Brink Madsen og Holger Østergaard. Det er en stærk satire om kapitalismens ansigter og to jakkesæt fanget på 4 m2. To medarbejdere i et internationalt våbenfirma er på vej til et hastemøde på 85. etage. De skal medbringe nogle hemmelige dokumenter, da firmaet angiveligt befinder sig i en krise, men pludselig går elevatoren i stå.

 

ONDSKABENS ANSIGT er en unik komedie om penge og magt. Om årsregnskaber, performance optimering, en kongepuddel til 4000 euro og om at sidde fast i pengenes spil mellem 24. og 25. etage. Instruktør Per Smedegaard forklarer: ”Den her forestilling er bidende aktuel oven på Panama-papirerne eller udbyttesagen, men den handler ikke om de gode mod de onde. Det er så let at sige, at kapitalismen bor i onde mænd i jakkesæt, men den er overalt. Vi kan ikke halshugge kapitalismen, for den har ikke ét hoved. Alle deltager i den, og den bor også i mig på godt og ondt. Det paradoks sætter Nis-Momme tænderne i på særdeles komisk vis, og jeg er stolt over, at han vil arbejde med os igen.” 

 

EN PLADS I SOLEN

 

VALGAFTEN

 

ONDSKABENS ANSIGT 

 

UNITED CHANGE (2020-udgaven udsat til aug. 2021) 

 

Se det fulde program her:

 

 

 

Del artikel

Andre læser også