Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Tilbud i Mejlgade: Bistro lancerer SU-venlig menu

Af anders@sommersangdigital.dk

Tre retter for 85 kroner, lyder tilbuddet nu hos Just Bistro. Men kun for studerende og pensionister – og kun på udvalgte dage.

 

Alle har ret til et godt måltid mad. Med inspiration fra et andet slogan, der også har noget med køkkener at gøre, tilbyder det lille middelhavskøkken hos Just Bistro i Mejlgade nu tre retter mad for bare 85 kroner.

 

“Det skal være muligt for alle at gå ud at spise, bare en gang imellem – også studerende og pensionister, som lever på et stramt budget,” siger stedets kok, Yusef Marcus, der selv står for den skiftende menu og laver mad efter sit eget hoved.

Tilbuddet gælder søndag-torsdag og henvender sig til studerende, der kan fremvise et studiekort, og til pensionister, som ligeledes kan dokumentere, at de er “gamle nok”. Dagens menu fastlægges af kokken.

 

Deals er svære at styre

“Vi har gjort os nogle erfaringer med forskellige deals, hvor gæster køber en bestemt menu på nettet. Men det kan være svært at styre. Hvis gæsterne først kommer til os en måned senere – og måske endda har glemt at oplyse, at de bestiller bord til en bestemt deal – er det ikke altid, at vi har alle råvarer i huset på dagen. Så tilbyder vi selvfølgelig en anden menu, men mange bliver skuffede, hvis de har forventet laksetatar, og jeg så ikke har det,” forklarer Yusef Marcus.

 

Derfor gælder tilbuddet om tre retter for 85 kroner dagens menu, som kan være Spanakopita – gedeost og spinat indbagt i filodej – dampede muslinger, lammekæber, langtidsstegt nakkefilet, marineret kylling, eller noget helt andet. Altid med rødder i middelhavskøkkenet og især med inspiration fra Grækenland, Libanon og Egypten.

Alle andre er selvfølgelig også velkomne i bistroens lille, hyggelige lokale. Normalpriserne for dagens bistromenu – til sammenligning – hedder 119, 129 og 149 kroner for henholdsvis en, to og tre retter.

Tilbud i Mejlgade: Bistro lancerer SU-venlig menu

Just Bistro

Mejlgade 46 B, baghuset
8000 Aarhus C
tlf. 53 57 11 78
facebook.com/justbistroaarhus

 

Del artikel

Andre læser også