//Nyheder

Tivoli Frihedens Blomsterfestival er en publikumssucces: Forlænger til resten af skoleferien

Med op mod 45 % flere gæster end samme periode sidste år er Frihedens nyeste millionsatsning en stor succes. Prognoserne viser, at op mod 110.000 gæster vil besøge Blomsterfestivalen i juli måned, hvilket er 35.000 flere gæster end samme periode sidste år. Derfor kan forlystelsesparken i dag offentliggøre, at Blomsterfestivalen og flere af dens populære events forlænges frem til søndag d. 9. august og også vil vende tilbage i 2021 og 2022.

 

Tivoli Friheden åbnede 1. juli Danmarks største Blomsterfestival, og forlystelsesparken forventer, at op mod 135.000 gæster vil opleve årets vellykkede premiere på Blomsterfestivalen. Med beslutningen om at gentage festivalen de to kommende somre håber Tivoli Friheden at skabe en ny sommertradition.

 

 

Sanseoplevelsen er i fokus

På Blomsterfestivalen kan gæsterne se, mærke, dufte, smage og tænke blomster på en helt ny måde gennem kreative events, inspirationshaver, klimatalks, grønne serveringer og workshops for alle aldre – alt samme i en kulisse af flere tusinde blomster.

 

 

Det vækker stor glæde hos Tivoli Frihedens direktør, Henrik Ragborg Olesen, at så mange har besøgt forlystelsesparkens nyeste skud på stammen:

”Ambitionen har været at skabe en ny sommertradition på linje med Jul i Friheden og Fed Fredag. Med den store opbakning som Blomsterfestivalen har fået tør jeg godt sige, at vi bestemt er på vej i den retning. Det har været et hårdt forår og vi måtte holde vejret til det sidste. Derfor er vi ovenud lykkelige for den store opbakning, vores gæster har givet os. Jeg må ærligt indrømme, at jeg kniber mig lidt i armen hver morgen. Jeg er meget glad for, at så mange har kunne se værdien i at bruge en sommerdag i naturens og æstetikkens tegn, og jeg glæder mig over, at vi med forlængelsen kan give endnu flere muligheden for at opleve Blomsterfestivalen.”

 

Foredrag med Claus Dalby gentages

Den aarhusianske havemand Claus Dalby, der har trukket mange haveentusiaster til sine foredrag i Friheden, kan også opleves i den nye åbningsperiode. Den 6. august kan gæsterne høre Claus Dalbys bud på, hvordan han skaber et frodigt univers udelukkende af blomsterkrukker – den såkaldte krukkehave. En disciplin, som Claus Dalby har præciseret i over 20 år og skrevet flere bøger omkring. Der vil også være en spørgerunde, hvor gæsterne kan få Claus Dalbys svar på deres egne haveudfordringer.

 

 

Populære grønne events og aktiviteter forlænges

Et af de populære events, der forlænges perioden ud er workshoppen ’Plant dit eget træ’, hvor gæsterne hver mandag, onsdag, fredag og søndag kan plante sit eget fersken- eller abrikostræ og tage med hjem. Derudover gentages ’Plantetryk’, hvor børn og voksne ved hjælp af bæredygtig maling og grøntsagsfarve kan lave fotografiske aftryk af blade og blomster.

 

 

Gæsterne kan også lave deres egne personlige billeder eller breve, som udsmykkes med et væld af forskellige tørrede blomster og blade, på workshoppen ’Skab dit egen kunstværk’.Hver tirsdag, torsdag og lørdag er der ”Kend dit ukrudt”, hvor gæsterne kan lave deres egen brændenældepandekager. Og så forlænges den populære familieaktivitet ’Blomsterbingo’, hvor alle hver tirsdag og torsdag kan dyste i forskellige botaniske vækster og blomster. Alle dage i den udvidede åbningsperiode er det muligt at binde sin egen smukke blomsterkrans mellem kl. 12 og 16.

 

 

Alle retningslinjer følges

Myndighedernes retningslinjer bliver naturligvis fulgt, og nye systemer er med til at sikre afstand mellem de enkelte grupper og familier både på stierne, ved spisestederne, ved spil og forlystelser m.m. Samtidig er der også øget afskærmning mellem gæster og medarbejdere, fokus på rengøring og håndhygiejne og nogle af forlystelserne kører også med nedsat kapacitet. Tivoli Friheden håber på, at det fra september igen bliver lovligt at afvikle store udendørskoncerter, således at Fed Fredag må vende tilbage.

 

Læs mere og køb billetter her:

 

 

 

 

Nyheder Se flere

Seneste artikler Se flere

Tilmeld nyhedsbrev