Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Det gode selskab: Frank Hvam og Mick Øgendahl i et forrygende, fandenivoldsk og sjovt show

Af Freja Dumont

Hvem er mere garant for et godt grin end Frank Hvam og Mick Øgendahl? De to har slået sig sammen, og det gav fuldt hus i Musikhuset i Aarhus torsdag aften. Forventningerne var skruet en ekstra tak i vejret, og de to herrer indfriede dem i et underholdende og pisse sjovt show. Det var en stor legeplads med ord, fantasier og tanker uden begrænsninger.

 

Det gode selskab: Frank Hvam og Mick Øgendahl i et forrygende, fandenivoldsk og sjovt show

De to midaldrende mænd var i topform. Kom susende ind på scenen, og lige fra start var der fuld fart over feltet. Franks åbningsreplik “Hvad skal der ske, tænker man”, var lige nøjagtigt mine tanker. De to stand-upper på samme scene. Det kan kun gå galt! “Vi håber, I er krænkelsesparate”. Publikum, der enten er til Frank og ryger pibe, eller Øgendahls fans der henter øl i baren og danser Fortnite dance, var mere end klar og forventede helt sikkert historier, der gik over grænsen og var krænkende.

 

Knivskarpe replikker

Scenen fyldte de ud, og emner som fat shaming, vegetarer, overgangsalderen, pimpekulturen, feminister, Trump, homoseksualitet og ændring i hundeejernes adfærd fløj gennem luften. Vi oplevede et bombardement af sproglig ekvilibrisme om hverdagssituationer med en helt unik timing. Det var knivskarpt.

 

Publikum kunne ikke lade være med at kommentere undervejs. En kvinde skreg, og en mand råbte “NEJ!”. Jo, de to mænd ramte os, fik os til at krumme tæer og leve os ind i situationerne.

 

Selvironien fejlede intet

Mick Øgendahl kunne ikke stå stille. Han bevægede konstant sin gummikrop, kastede sig ned på gulvet i ormen, nejede eller lavede badutspring, når der blev klappet i salen. De skæve ansigtsudtryk og veludførte imitationer sammen med de spøjse stemmer vækkede jubel blandt publikum.

Ingen kan bevæge sig så stift og akavet på scenen som Frank Hvam. I diverse danse, for ikke at nævne “rullepølsen”, fik han latteren til at brede sig i salen. Han siger alt det, vi instinktivt føler, men ikke tør sige højt. Undervejs hænger de sig selv lidt ud og påpeger hinandens svagheder.

 

Applaus i et velkoordineret show

I 90 minutter supplerede og inspirerede Hvam og Øgendahl hinanden i et velkoordineret og stramt sammensat show. Publikum brød løbende ind med klapsalver og ville også have Hvam og Øgendahl ind på scenen igen efter endt show. Det kom de, og med ordet “Undskyld” sluttede showet. De vidste godt, de var gået over stregen, men det havde vi sådan set også forventet fra de to drengerøve.

 

Det var en sjov omgang!

Hvis man er til et godt grin, så er det helt sikkert værd at tjekke, hvornår de to stand-upper kommer til en by i nærheden af dig. Showet er godt skruet sammen. Den røde tråd holdes, og løbende henvises der til tidligere omtalte emner. Det skaber en god dynamik og struktur i et tempo, der kan tage pusten fra de fleste. Det er skarpe holdninger, der oftest vinkles med ironisk distance. Timingen er eminent, og de mange års erfaring på stand-up scenen ses tydeligt.

Midtvejs går showet en kende i stå. Det er stadig underholdende, men ensformigt. Heldigvis slutter de af med den grande finale, hvor der løbes og tales hurtigere og hurtigere om p-piller og hormoner.  

 

Der er ingen tvivl om, at Frank Hvam og Mick Øgendahl nyder hinandens selskab. Det gjorde vi også. 5 stjerner for et sjovt show med to ekstremt dygtige stand-upper.

 

Det gode selskab: Frank Hvam og Mick Øgendahl i et forrygende, fandenivoldsk og sjovt show

 

 

Det gode selskab: Frank Hvam og Mick Øgendahl i et forrygende, fandenivoldsk og sjovt show

Del artikel

Andre læser også