Anmeldelse i Hermans: Terkel – The Motherfårking Musical er politisk ukorrekt, vellykket og sjov
Terkel, Jason, Fede Dorit, Stewart, Sten og Saki leverede en forrygende, underholdende, sjov og komplet ukorrekt og grov musical med gode præstationer og replikker. Multifarvede rygsække, puder i bukserne, vandpistoler, kapowlyde, Dorit der falder ud ad vinduet, Sakis tunge der bliver revet ud, og Terkel der bliver skåret midt over. Ja, der er gang i den på scenen i Hermans, hvor Terkel – The Motherfårking Musical havde premiere onsdag aften.
Langkjær Entertainment og Live Nation har i fællesskab med multitalentet og rapperen Clemens Telling omskrevet, bearbejdet og produceret musicalen baseret på Anders Matthesens tegnefilm “Terkel i knibe”. Nye sange og replikker er tilføjet, og det foregår nu i 2019 med referencer til Netflix, Fortnite og mobilpolitik på skolen.
Det er ikke en forestilling for sarte sjæle. Der gøres grin med minoriteterne og autoriteterne og er spækket med grænseoverskridende replikker. Det hele foregår i selskab med fed musik, sang og dans, slagsmålsscener og en god portion uhygge i en kreativ og farverig iscenesættelse og scenografi.
Fra 00´erne til i dag
Stræberen Silas indleder forestillingen. Han advarer publikum mod vold og Rudolf Steiner pædagogik, inden tæppet falder bag ham, og forestillingen går i gang. Vi følger Terkel, der går i 6. klasse. Han bliver mobbet af klassens bøller Sten og Saki, mobber selv og bliver forfulgt af dårlig samvittighed. Historien er dog blevet mere nutidig, med referencer til år 2019, men Terkel er lige så meget i knibe, som han altid har været. Publikum genkender sig selv i musiktimen, hvor alle spiller ude af takt, på lejrturen, genkender bøllerne, hippielæreren, poptøserne, de mobbede og egen usikkerhed.
Nye skuespillere i musicalgenren
Musicalen rummer et stort og stjernespækket hold af skuespillere, komikere, dansere og sangere. Særdeles interessant er det, at flere af de store roller er besat af personer, der ikke normalt optræder inden for musicalverdenen.
Hovedpersonen Terkel skulle spilles af Ruben Søltoft. Han var desværre blevet syg. Øv! Men standin´en i form af Kenneth Parsberg klarede nu jobbet som den nervøs teenager med togskinner, Terkel, rigtig godt. Han var sjov og kejtet med akavet gangart og klynkelyde.
Martin Brygmann spiller den overpædagogiske fortæller og er som skabt til rollen som den flippede musiklærer Arne Nougatgran. Igennem forestilling dukkede han op i tide og utide i forskellige roller og forklædninger dog altid med pagehår og i vuggende gang.
Clemens, der spiller Jason, har fanget stilen og tonen i karakteren. Han har et finurligt glimt i øjet og synge/rappe, det kan han. Lea Thiim Harder, der har den udsatte rolle som Fede Dorit, er elskelig og har charme. Med sin vokal ligger hun salen ned i sin solo. Sikke en stemme! Også komikerne Adam og Noah skal fremhæves i rollerne som Sten og Saki. De er sjove og rammer karaktererne. Thomas Bo Larsens Steward får aldrig den afgørende råhed og uforudsigelighed, som Anders Matthesen formår i filmen. Rollen kommer til at virke en smule overflødig. Den rolle er nok kun egnet til selveste “Anden”.
Effektivt lydbillede og koreografier
Detaljerne har instruktør Nikolaj Cederholm kræset om. Karaktererne lyder og ligner dem, vi kender. Den animerede stil ses i kostumer, spillestil og visuelle effekter som karakterernes langsommelige slatne gang. Terkels overdrevne verden illustreres godt gennem farverne, virkningsfulde lydeffekter og koreografierne. Replikkerne er morsomme, provokerende og skarpe.
Fuld skrue på dans og musik
De velkendte sange fra filmen som ”Hva’ med dig selv”, ”Tag og fuck af” og ”Arne er for cool” er heldigvis med. De er peppet op til storstilede popshowsarrangementer og fuld skrue med dans og lys. Clemens har lavet nye numre til musicalen. “Militjær” fik salen til at rocke med og fremstod som en af forestillingens mest velfungerende nyskrevne numre. Publikum blev opfordret til at synge med på omkvædet, ”Du tør ikk’, du tør ikk’..”, da overvægtige Dorit springer ud ad vinduet. Ganske grænseoverskridende. Musikken er god og lyden eminent hos Hermans.
Vurdering
Terkel – The Motherfårking Musical er helt sikkert værd at se. Den er tro mod sit ophav, og leverer samtidigt noget originalt. Holdet bag har formået at skrue op for indtrykkene med et dygtigt hold af dansere, live-musik og virkningsfuldt lys og lyd. Det er sjovt og underholdende med en vellykket scenografi og imponerende koreografi.
Jeg, og mange andre, havde forventet og glædet os til at se Ruben Søltoft som Terkel, men sådan er det. Kenneth Parsberg gjorde det fremragende, ligesom de øvrige medvirkende. Jeg kunne godt ønske mig endnu flere sange, da skuespillerne kan deres kram, og det er en musical.
Forestillingen skal motherfårking ses, og husk altid, at have et jernrør i lommen. Man ved aldrig, hvornår man får brug for det. 5 stjerner og en anbefaling herfra.
Køb billet her:
Medvirkende: Ruben Søltoft (Kenneth Parsberg), Clemens, Martin Brygmann, Lea Thiim Harder, Adam og Noah, Thomas Bo Larsen, Simon Nøiers , Jakob Randrup med flere
Baseret på Anders Matthesens tegnefilm ”Terkel i Knibe”
Instruktion: Nikolaj Cederholm
Manuskript: Clemens
Musik og sange: Anders Matthesen, Clemens, Bossy Bo og Volmers Wonderful World med flere
Kapelmester: Jens Hellemann
Koreografi: Anja Gaardbo
Scenograf: Kim Witzel
Kostumedesign: Line Bech
Lysdesign: Jeppe Lawaetz
Lyddesign: Frank Grønbæk
Varighed: Ca. 2 timer og 20 minutter inklusive pause
Sted: Hermans i Tivoli Friheden
Spilleperiode: 1. til 12. maj 2019