Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Tommy Friis fra Fru Larsen laver mad til Verdensballetten

Af Jan L. Pedersen

Møllerup Gods byder for sjette år i træk publikum velkommen til picnic i parken, dans, operasang og klassisk musik, når Verdensballetten traditionen tro danser forbi fredag den 14. juli. I år er ligeledes det tiende år Verdensballetten kommer til Danmark og det bliver fejret med en helt speciel Jubilæumsforestilling.

 

Efter seks års erfaring har Møllerup fået bygget en vis ekspertise op, og fokus er ligesom de forgange år på at inkludere lokalsamfundet i festlighederne. Derfor arbejder godset på Syddjurs ved Rønde lige nu på højtryk, for at sætte de perfekte rammer for publikum.

Med under en måned til forestillingen er der fuld gang i billetsalget. I anledning af Verdensballettens jubilæum, er der i år lagt ekstra vægt på at give publikum en unik Jubilæumsforestilling med nye spændende tiltag og overraskelser. Det har både lokale såvel som turister kunnet læse om på de vejbannere, lygtebannere og plakater og brochurer, der så småt dukker op flere og flere steder på Djursland.

 

Inspireret af verdens bedste og mest elskede balletter

Igen i år står godsejerparret Stig og Anne Sophie Gamborg klar til at modtage publikum og give dem adgang til deres enestående historiske omgivelser på Møllerup Gods, hvorefter publikum vil opleve en forestilling der er inspireret af verdens bedste og mest elskede balletter. ”Verdensballetarrangør Jens-Christian Wandt har sammen med violinist Niklas Walentin sat et nyt musikalsk præg på årets forestilling, og jeg ved, at det bliver en spektakulær Jubilæumsforestilling med overraskelser og nye dygtige kunstnere – jeg stoler trygt på dem. Vi, her på Møllerup, har i stedet brudt vores hoveder med hvordan vi kan sikre og forbedre rammerne om forestillingen,” siger Anne Sophie Gamborg. Hun fortsætter ”Det er ikke første gang, at vi planlægger og afholder dette smukke event, men det er vigtigt for mig, at vi forbedrer os hvert år og kommer med nye tiltag”.

 

Lokalt samarbejde om maden

Det er et rigtig stærkt koncept, der er opbygget gennem erfaring med afholdelse af Verdensballetten på Møllerup.  De frivillige og familien bakker op og hjælper med at udvikle konceptet. Igen i år vil godset åbne op kl. 16:00 på dagen for forestillingen og give publikum adgang til den smukke park, hvor man vil have mulighed for at nyde en forudbestilt picnickurv fyldt med lokalt producerede delikatesser baseret på hamp, som igen i år er leveret af René Povlsen fra Meny i Rønde. ”Dette års picnickurv er lavet på nogle grundprincipper om at det skal være lokale fødevarer, hvor hamp indgår som et nytænkende element og vi følger trenden og vil gerne udfordre folk smagsmæssigt – det er traditionelt og moderne, på en og samme tid” siger René Povlsen. Hampen vil igen i år få en fremtrædende plads i årets picnickurv. ”Det spændende ved vores samarbejde med Møllerup er den kreativitet og håndværk der kommer ud af det.

 

Fru Larsen og Tommy Friis

På Hubertus Kroen vil Tommy Friis fra restaurant Fru Larsen, som bl.a. har været kåret til årets kok, igen i år stå klar til at give gæsterne en gastronomisk oplevelse, når årets balletmenu serveres forud for forestillingen. En ballet-menu der i år blandt andet vil byde på håndpillede rejer, rosastegt kalv samt friske jordbær, rabarberkompot og hvid chokolade med vaniljecreme, karamel og lime.

 

Bar i hestestalden

Ved baren foran hestestalden vil succesen med hampehotdoggen fra sidste år blive gentaget. Hotdoggen med hampepølse bliver i år lavet af frilandskvæg fra Mols Bjerge, pølsebrødet er bagt med hampemel hos bageren fra Meny, hampesenneppen er Møllerups egen, og hvis man har lyst, kan man toppe den med ristede hampefrø i stedet for ristede løg.  Der vil også være andre delikatesser, for eksempel de populære hampeøl, økologisk gede-is fra Lille Raneladegård, vin, kaffe og gourmet flødeboller til den søde tand.

 

En gentagende succes

Siden 2015 har Møllerup Gods dyrket og arbejdet med hamp. Godsejerfamilien Gamborg har via Møllerup Brands skabt et helt nyt fødevarekoncept med afsæt i godsets produktion af hamp. Dermed rammer godset ind i tidens trend med fokus på sunde ernæringsrigtige produkter og lokale varer med en særlig historie.

Verdensballetten 2017 på Møllerup Gods - Aarhus Update

Møllerup Brands produktportefølje består blandt andet af det de kalder de ”rene” hampeprodukter – hele hampefrø, ristede hampefrø, hampemel og hampefrøolie. I samarbejde med Meny i Rønde vil den lækre picnickurv blandt andet indeholde brød med hampemel, pålæg tilsat hampefrø og en lækker dessert.

 

Fakta om Verdensballet på Møllerup Gods 2017

14. juli afholdes Verdensballetten under åben himmel med ballet, opera og musik.

Program for Verdensballetten

Kl. 16.00 åbner området med Picnic i Parken

Kl. 16.00 åbner baren med lokale specialiteter i form af mad og drikke samt kaffe og kage

Kl. 16.00 åbner udlevering af forudbestilt picnic kurve

Kl. 16.30 er der rundvisning og foredrag på Møllerup Gods

Kl. 17.30 optræder Aarhus og Randers Balletskole

Kl. 18.30 opvarmning og klar scene til Verdensballetten 2017

Kl. 19.30 Verdensballetten 2017

Verdensballetten er både for feinschmeckeren og for novicen, som skal opleve ballet og opera for første gang. Et folkeligt arrangement under åben himmel i særklasse for alle.

 

Billetter kan købes her: 

 

Fakta om Møllerup Gods

Møllerup Gods råder over 400 ha jord med land- og skovbrug samt flere aktiviteter, bl.a. udlejning af boliger og Hubertus Kroen. Kroen kan lejes ud som feriehus til store familieferier, fest og firmaarrangementer.  Møllerup Gods dyrker hamp til fødevarer, hudpleje og medicin.

 

 

Del artikel

Andre læser også