Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Tysk vinhøst 2017: Lille udbytte men høj kvalitet

Af anders@sommersangdigital.dk

Høsttallene fra de 13 tyske vinproducerende regioner er netop blevet offentliggjort. Forårsfrosten har bidt sig fast i resultatet, men flere regioner har klaret sig fint eller endda bedre end sidste år.

 

Deutsches Weininstitut har netop offentliggjort tallene for 2017-høsten i Tysklands 13 vinproducerende regioner. Den samlede volumen lyder på 7,5 millioner hektoliter, hvilket er et fald på 18 procent set i forhold til sidste år. Samtidig er det 1,5 millioner hektoliter under gennemsnittet for de seneste ti år. Den primære årsag til det markante fald i udbyttet er den udbredte frost, der ramte markerne i april.

 

I de fleste af de vinproducerende regioner blev høsten afsluttet tidligt, og kun enkelte vinhuse efterlod druer på vinstokkene til mulig produktion af isvin. Til trods for det lave udbytte meldes der om høj kvalitet, og 2017-årgangen forventes at give lette, frugtige vine med stor finesse.

 

Og det er langtfra kun i Tyskland, at de ekstreme vejrforhold har ledt til store tab i år. EU-Kommissionen estimerer, at årets vinhøst på tværs af alle lande bliver cirka 146 millioner hektoliter. I så fald er der tale om den laveste høstvolumen i Europa siden år 2000 – 23 millioner hektoliter (14 procent) lavere end sidste års volumen og 22 millioner hektoliter (13 procent) lavere end gennemsnittet for de seneste fem år.

 

Nedenstående giver et overblik over vinhøsten i Tysklands 13 vinproducerende regioner:

 

Tysk vinhøst 2017: Lille udbytte men høj kvalitet

Ahr (563 ha)

Grundet forårsfrosten og den efterfølgende kraftige regn i sommermånederne blev flere vinproducenter nødt til at gå selektivt til værks i høstarbejdet. Høsten begyndte i flere områder allerede i august, da regionen har flere sorter såsom Frühburgunder, der modner tidligt. I anden halvdel af september var der ideelt høstvejr, hvilket specielt var godt for regionens hovedsort; spätburgunder (pinot noir) samt riesling. Den totale høstvolumen i regionen lyder på 31.000 hektoliter, hvilket er cirka 21 procent lavere end gennemsnittet for de seneste ti år. Vinene forventes at have et højt ekstraktniveau og en god struktur.

 

Baden (15.812 ha)

”Vi slap heldigt fra frosten” – sådan opsummerer mange Baden-producenter 2017-årgangen. Frost-katastrofen var den største i regionen siden 1953. Dog formåede mange vinstokke at komme sig og producere sekundære skud, der dog kun generede enkelte druer. Årets høstvolumen i regionen udgør 1,05 millioner hektoliter, hvilket er cirka 10 procent lavere end gennemsnittet for de seneste ti år og 19 procent lavere end sidste år. Dog er mostvægte og kvalitet god, specielt for de sen-modnende druesorter. Det solrige vejr i slutningen af oktober gav samtidig anledning til høst af ædelsøde sorter som auslese og trockenbeerenauslese. Generelt ventes Badens 2017-vine at være rige på aromaer og komplekse med en harmonisk syrestruktur.

 

Franken (6.107 ha)

2017-høsten var den hurtigste og tidligste i regionens historie grundet årets lunefulde vejr. Med en stor indsats fra producenterne kunne skaderne fra forårsfrosten samt sommerens regn- og haglskader minimeres, og høstvolumen nåede op på 487.000 hektoliter, hvilket er en smule højere end sidste år. Vinene ventes for det meste at være lette med vitaliserende frugtsmag, og årgangen udgør derfor en god kontrast til den meget koncentrerede og fyldige 2015-årgang og et godt supplement til den frugtige 2016-årgang.

 

Hessische Bergstrasse (461 ha)

2017 har været et udfordrende år for vinproducenterne i regionen grundet frostskaderne fra foråret og det generelt våde vejr. Flere producenter har således måtte selektere kraftigt og håndplukke druerne for at opretholde en god kvalitet. Den totale høstvolumen lyder på 25.000 hektoliter, hvilket giver et drastisk fald på 19 procent set i forhold til sidste år. Dog er kvaliteten god – specielt for de sen-modnende druesorter som riesling.

 

Mittelrhein (467 ha)

Vinproducenterne i regionen blev stort set sparret for de store tab forårsaget af frosten, der ramte i april. Dog blev producenterne udfordret af sommerens store mængder regn samt det våde vejr ved høsttid. Ved høsten var det nødvendigt for producenterne at lave en kraftig udvælgelse af druerne for at adskille raske druer fra de rådne. Høsten begyndte i september og blev afsluttet i starten af oktober. Også ædelsøde sorter op til trockenbeerenauslese blev høstet. Den totale høstvolumen udgør cirka 33.000 hektoliter, hvilket er på niveau med gennemsnittet for de seneste ti år. Vinene ventes at være aromatiske og balancerede med et godt samspil mellem sødme og syre.

 

Mosel (8.796 ha)

Årets vinhøst i regionen var den tidligste nogensinde og den mindste målt på volumen de seneste 50 år. Årsagen er frosten i april, der ramte næsten en tredjedel af regionens vinmarker. Selv de stejle marker gik ikke fri, hvilket er en sjældenhed, da kold luft normalt strømmer ned ad. Den totale høstvolumen lyder på 600.000 hektoliter,

 

der er signifikant mindre end gennemsnitter for de seneste ti år, som har været på 800.000 hektoliter. Høsten begyndte allerede i midten af september, hvilket slog den stående rekord fra 2011 med ti dage. Rieslingdruer, der blev høstet senere, kunne drage fordel af de gunstige vejrforhold i anden halvdel af september. Dette resulterede ikke blot i gode mostvægte, der målte helt op til 200 Oechsle i de ædelsøde sorter, men også balancerede frugtsyre-niveauer. Mosels 2017 vine ventes at være slanke og mineralske og med et bredt kvalitetsspektrum op til trockenbeerenauslese – specielt fra Saar og Mittelmosel.

 

Nahe (4.205 ha)

Frosten, der ramte natten til den 20. april, forårsagede betydelige skader på vinstokkene – også delvist i regionens øverste og stejleste vinmarker. Dette har resulteret i en høstvolumen på 270.000 hektoliter, der er 18 procent lavere end gennemsnittet for de seneste ti år. Dog har det gunstige vejr i sommeren og ved høsttidspunkt haft positiv indflydelse på de resterende druer, der resulterede i gode mostvægte. Nahe-vinene fra 2017 ventes at være autentiske, fyldige og afbalancerede.

 

Pfalz (23.590 ha)

Også i Tysklands andenstørste vinregion kan man se frem til en mindre 2017-årgang målt på volumen, men også til vine af høj kvalitet. Den totale høstvolumen udgør 1,8 millioner hektoliter, hvilket er et fald på 19 procent set i forhold til sidste år og gennemsnittet for de seneste ti år. Efter en våd juli var vejrforholdene dog mere gunstige i august og september. På høsttidspunktet, der begyndte i starten af august, bragte vejret varme dage og kølige nætter, som er perfekt til at skabe en god aromaprofil. I september blev det derefter køligere mod slutningen af høsten. Druerne kunne således akkumulere en masse sukker, og der er blevet registreret gode syreniveauer. 2017-årgangen lover karakterfulde og ekspressive vine med et fantastisk samspil af aromaer.

 

Rheingau (3.168 ha)

2017 viste igen, at de klimatiske udfordringer for vinproducenterne i Rheingau ikke bliver mindre. Volumen skønnes at være 180.000 hektoliter, hvilket er cirka 18 procent mindre end året før. Årsagen er frosten i april samt haglskaderne, der ramte midten af regionen i august. Også i Rheingau var det nødvendigt med en solid udvælgelse af druer grundet kraftig regn ved høsttid.  Vejret har generelt ført til gode druekvaliteter og mostvægte for sen-modnende sorter som riesling og spätburgunder (pinot noir). Regionens vine forventes at blive aromatiske med en harmonisk syre og god struktur.

 

Rheinhessen (26.628 ha)

Den totale høstvolumen for Tysklands største vinregion lyder på cirka to millioner hektoliter, hvilket er hele 20 procent lavere end sidste år og gennemsnittet for de seneste ti år. Dette skyldes frosten i april og haglstormene, der specielt ramte Alzey-Worms distriktet sent på sæsonen.

De unge vine i Rheinhessen viser sig at være meget frugtdrevne med en afbalanceret og forfriskende syre. Især de sen-modnende sorter som riesling har draget fordel af dette udfordrende 2017-høstår.

 

Saale-Unstrut (765 ha)

Producenter i Saale-Unstrut-regionen kan se tilbage på et godt år. Der var ingen store vejrproblemer i de beskyttede marker langs floderne, og det østlige Tyskland forblev stort set fri for frostskader i april. Blandingen af sol, regn og varme om sommeren var ideel for druerne og tilskyndede til kraftig vækst. Efter en usædvanlig lang modningsperiode begyndte høsten i starten af september. De tørre vine er delikate og frugtige, men høsten gav også fyldige druer til spätlese, der blev høstet i midten af oktober. Den totale høstvolumen ventes at være på 58.000 hektoliter, hvilket er 7 procent højere end sidste år.

 

Sachsen (11.306 ha)

I Tysklands østligste vinregion var der ligesom i Saale-Unstrut heller ikke problemer med frostskader. Både kvantiteten og kvaliteten var spot-on. Druerne havde god tid til at modne i det ofte varme vejr, og høsten strakte sig ind til anden halvdel af oktober, hvilket blandt andet gjorde det muligt for rieslingdruerne at opnå høje mostvægte. Resultatet er frugtige, saftige vine med et højt ekstraktniveau. Den totale høstvolumen lyder på omkring 27.000 hektoliter, hvilket er en smule lavere en sidste år, men væsentlig højere end gennemsnittet for de seneste ti år, der ligger på 21.000 hektoliter.

 

Württemberg (11.306)

I Württemberg er det et blandet billede, der tegner sig her i slutningen af 2017. Aprilfrosten ramte hårdt og forårsagede store skader på drueklaserne. I nogle tilfælde er der registreret et tab på mellem 25 procent og 30 procent og i områder som Taubertal og Hohenlohe helt op til 50 til 60 procent. Den totale høstvolumen udgør 850.000 hektoliter, hvilket er et fald på 20 procent i forhold til gennemsnittet for de seneste ti år og 26 procent mindre end høstvolumen sidste år. Ufordelagtigt vejr ved høsttid krævede mange steder en tidlig og hurtig høst, som stort set var overstået inden for kun tre uger. Württemberg-producenterne er dog glade for kvaliteten – specielt de sen-modnende sorter har givet gode druer med høje mostvægte. Man kan derfor vente en årgang af balancerede, frugtige vine.

 

Det følgende skema giver et estimat på høstvolumen i Tysklands 13 vinproducerende regioner.

Del artikel

Andre læser også