//Værtshuse

Uncle Sam’s Bar – Længe savnet

Så fik Aarhus en ny ølbar. Baren er amerikansk og ligger ved siden af Cockney Pub. Ejeren er også den samme som på Cockney. Briten Mike Wilson er manden bag Uncle Sam’s Bar. Man fristes til at spørge, hvad en englænder vil med en amerikansk ølbar. Jeg spurgte faktisk ejeren, Mike Wilson, om det. Svaret var ikke entydigt, men der var to ting, der ikke var til at tage fejl af. Det ene var hans kærlighed til amerikansk football og basketball. Det andet er, at der mangler en bar, som kun har fokus på amerikanske øl. Noget som med garanti savnes i Aarhus. Der vil selvfølgelig være mulighed for at se amerikansk football og baskeball på tv hos Uncle Sam. Oven i det, så ligger baren lige ved siden af Cockney Pub, så hvis man ikke gider se sport på tv, så kan man jo bare gå derind. Faktisk deler Uncle Sam’s indgang med Cockney Pub.

 

Mike Wilson med en fantastisk bartender

Noget at vælge mellem

Små 30 forskellige amerikanske øl er der at vælge mellem. Bredden i sortimentet er flot. Der er alt fra Budweiser over til meget kraftige dark ale fra mindre amerikanske bryggerier. Vi så og smagte på en del, den dag vi var forbi. Der er en del øl fra Anderson Valley Brewing Company. Især deres Valley IPA var et spændende bekendtskab. Eller Pale Ale fra Sierra Nevada Brewing Co. Denne øl er indbegrebet af den moderne amerikanske pale ale og kan klart anbefales. Udvalget er ikke på nogen måde smalt. Det minder meget godt om en velassorteret amerikansk ølbar. Priserne er også behagelige. De ligger mellem 40 og 50 kroner for en halv liter øl.

Uncle Sam's Bar i Aarhus

Ikke set før

Mangfoldigheden i amerikansk øl er stor – faktisk ligeså stor som den amerikanske befolkning. Det er helt unik, med så mange amerikanske øl på samme sted. Vi har ikke set det før i Aarhus, og faktisk heller ikke i Danmark. Uncle Sam’s Bar hænger sammen med Cockney Pub, hvilket giver en synergi, både hvad gæster og drift angår.

Amerikansk øl på haner - Uncle Sam's Bar

Et bredt udsnit af befolkningen

Gæsterne på Uncle Sam’s er ikke den samme type. Her hersker forskelligheden. Man tænker ikke på målgrupper og markedføring, men mere på godt øl. Som det nærmest legendariske Århus-koryfæ, Norm alias Niels udtrykker det, ”om det er unge eller gamle, der kommer her, er for så vidt underordnet, bare de holder af godt øl og gider snakke”. Det må være ordene. Ved det bord jeg fik en plads ved, sad der en overlæge, en HTX elev, som var hjemmebrygger, en pensioneret sømand, en mandlig pædagog og en selvstændig, som var rådgiver for regeringen i Bosnien-Hercegovina. Det fortæller ganske godt, hvilket klientel der kommer på Uncle Sam’s Bar. Fællesnævneren er uden tvivl interessen og kærligheden til øl. Et nyt øl-mekka har set dagens lys. Uncle Sam’s Bar er en slags hydrid mellem en Café og et værtshus. Noget vi oplevede var, at der var ikke musik, så der var en god ro til at tale med hinanden. Ros for det.

Amerikansk Football på Uncle Sam's Bar

Humleplater i loftet på Uncle Sam's Bar

Originalitet

Indretningen har ikke været i højsædet. Det er gæsterne og øllet, der skaber stemningen. Lokalet er dog hyggeligt, men på ingen måde prangende. Jeg tror nu heller ikke, at der er så mange af gæsterne på Uncle Sam’s, som går så meget op i, om en væg er skæv eller ej. Det er øllet og det sociale, der er omdrejningspunktet. Lokalet er i øvrigt lyst, da der er store vinduer ud til gaden.

Stamgæster på Uncle Sam's Bar?

Her snakker alle med alle

Noget, vi opdager med det samme, er, at man socialiserer sig. Man snakker med hinanden – også selvom man ikke har set hinanden før. Det er naturligt. Man kan komme alene og ende med at sidde og snakke med et helt bord. I dagspressen taler man meget om socialisering, måske i en anden sammenhæng, men hvis man vil se, hvad socialisering er, så skal man lige tage en tur forbi Uncle Sam ‘s eller Cockney Pub. Her er en oprigtig interesse for andre mennesker. Byens Spiseguide vil hermed give vores anbefaling – både af øllet, betjeningen og stemningen.

Fyraftensøl på Uncle Sam's Bar

Stemingen ved baren på Uncle Sam's Bar

Uncle Sam’s Bar

Skt.Clemens Stræde
8000 Aarhus C
 
Åbningstider;
Torsdag fra 18.00 – 24.00
Fredag og lørdag fra 16.00 – 24.00
Søndag 18.00 – 24.00

 

Værtshuse Se flere

Seneste artikler Se flere

Tilmeld nyhedsbrev