//Nyheder

Vandflyveren hårdt ramt af corona-krisen: “Vi er sat et år tilbage”

Nordic Seaplanes håber på at kunne ramme et rundt nul i det næste årsregnskab

 

Som de fleste ved, så trækker luftfartbranchen i overført betydning voldsomt efter vejret under coronakrisen.

 

Der er ingen passagerer, og flyene står på fast grund. Det har også været tilfældet for Nordic Seaplanes, som lukkede helt ned 12. marts, mens som to måneder senere så småt kunne komme på vingerne igen.

 

“Vores passagerer forsvandt fra den ene dag til den anden, så vi havde ikke andet valg end at lukke ned,” siger direktør og kaptajn Lasse Rungholm. Nedlukningen kom på værst tænkelige tidspunkt, forklarer han.

 

“Vi har mistet en kæmpestor del af vores omsætning. Marts, april, maj og juni er vores vigtigste måneder, som står for halvdelen af omsætningen, og juli plejer bare at være en måned, som skal overståes.”

 

Kaptajn og direktør Lasse Rungholm
Kaptajn og direktør Lasse Rungholm

 

Selvom firmaets Twin Otter DHC6-300 atter er på vingerne, så er forretningen langt fra tilbage på normalt niveau. “Lige nu flyver vi 60 procent af vores afgange, og der er ikke samme belægning som før. Vi er under index 50, men det ser positivt ud. Der er bedre og bedre belægning, og kunderne er glade for at komme tilbage, men jeg tror dog først, at det bliver efter sommerferien, at vi er ved at være i normalt tempo. Så det bliver bestemt ikke lige så godt som sidste år,” slår Lasse Rungholm fast.

 

Fra tre mio. til nul

Nordic Seaplanes har netop offentliggjort årsregnskabet, og det viser et plus på tre millioner kroner før skat. “Vi håber på at lave et rundt nul i næste regnskab. Men det er jo også en væsentlig nedgang i forhold til de tre millioner. Det gør ondt.”

 

Heldigvis har virksomheden – blandt andet ved hjælp af kompensation fra staten – kunnet holde snuden oven vande uden konsekvenser for de ansatte. Direktøren har derimod måttet tage et tab.

 

“Vi er sat et år tilbage, men det går nok. Vores ansatte har været med til at tjene de tre millioner, så vi har ikke fyret nogen eller sat andre ned i løn end mig selv. Jeg har så til gengæld gået til nul kroner. Men de har været med til at tjene de tre millioner, og så skal de også have del i dem, når det går ned ad bakke,” konstaterer Lasse Rungholm.

Nyt fly i hangar

Tilbage i februar meldte Nordic Seaplanes ud, at man havde erhvervet et nyt fly, så man kunne have to vandflyvere i drift til den øgede efterspørgsel. Det var meningen, at flyet skulle have været på vingerne i maj, men nu er det sendt på lager.

 

“Det har vi udskudt, og vi har besluttet, at med mindre der sker noget helt vildt i efteråret, så får det lov at stå i en hangar til marts næste år. Det er rettidig omhu ikke at begynde at flyve med overkapacitet.”

 

 

Nyheder Se flere

Seneste artikler Se flere

Tilmeld nyhedsbrev